Annonce
Hedensted

Butikker råber på p-pladser - men byråd vil have lejligheder

Hedensted Handelsstandsforening har længe været utilfredse med, at p-pladserne tættest på bymidten ofte er optaget i dagtimerne. Som for eksempel her på p-pladsen over for Haralds Plads. Nu er de handlende bekymrede for, at lejlighedsbyggeriet i den gamle Aldi vil fjerne endnu flere p-pladser fra bymidten. Foto: Michael Svenningsen
20 p-pladser forsvinder fra Hedensted bymidte, når der senere i år skal bygges lejligheder på den gamle Aldi-grund. Byrådet sagde i aftes ja til boligprojekt på trods af opråb fra byens butikker.

Hedensted: Lejligheder eller parkeringspladser? Det dilemma skulle Hedensted byråd forholde sig til på sit møde i aftes, da en lokalplan for den gamle Aldi-grund var på dagsordenen.

Ejeren af Aldi-bygningen, Thomas Bendesgaard Hansen, har planer om at jævne den tidligere butik med jorden for at bygge 32 udlejningslejligheder i op til fire etager.

Det vil imidlertid medføre, at de 20 p-pladser foran bygningen bliver inddraget til privat parkering for beboerne, og det bekymrer i den grad byens forretninger, der i forvejen mener, at der er for få parkeringsmuligheder i midtbyen.

I en række høringssvar til lokalplanen har butiksejerne givet udtryk for deres bekymring, og den blev også luftet på byrådsmødet i aftes af handelsforeningens formand Gitte Andersen, der er valgt ind for Venstre.

- Vi vil gerne have boliger i midtbyen i Hedensted, og det er et flot projekt. Men vi er nødt til også at finde en løsning på parkeringsudfordringen. Det vil jeg gerne opfordre hele byrådet til at arbejde videre med, sagde Gitte Andersen, der tidligere har plæderet for et offentligt p-hus i midtbyen.

Annonce

Boliger på Bytorvet

  • Ejer af Aldi-bygningen Thomas Bendesgaard Hansen vil jævne butikken med jorden for at bygge lejligheder på den 2000 kvm store grund over for byparken.
  • Der skal bygges 32 udlejningslejligheder på mellem 67 og 135 kvm, der henvender sig til både studerende, børnefamilier og pensionister.
  • Selve bebyggelsen beskrives som en "fortolkning af den klassiske karrébebyggelse med en moderne fortolkning af det klassiske saddeltag, som vinkles assymetrisk mod Bytorvet". Bygningen opføres i rødbrune teglsten.
  • Bygningen varierer fra fire etager i hjørnet af karrébebyggelsen og skaleres ned til tre etager mod de omkringliggende bygninger. Den gennemskæres af en portåbning, der giver gående og cyklister adgang til gårdrummet og binder det sammen med bymidten.
  • Der skal integreres solceller i bygningens tagflade.

Få ledige pladser

SF's Torsten Sonne delte sin Venstre-kollegas bekymring.

- Det er et vigtigt konkurrenceparameter for Hedensted, at det skal være nemt at handle, og udbuddet af p-pladser er i den forbindelse en væsentlig faktor. Derfor skal vi have et knivskarpt blik på udviklingen, så vi ikke risikerer, at bilister må køre forgæves, sagde Torsten Sonne.

Formanden for teknisk udvalg, Lene Tingleff (V), der fremlagde lokalplanen, fortalte, at kommunen i længere tid har været i dialog med handelsforeningen om p-pladser. I den forbindelse er der lavet en optælling af ledige pladser i byen, nemlig fredag eftermiddag 24. august, og den viste, at knap 70 procent af pladserne var optaget.

Gitte Andersen gav dog ikke meget for den optælling.

- Det er underligt at bruge en enkelt dag til at give et billede af parkeringssituationen. Jeg tog selv et foto i går, og da var der en enkelt ledig af de 20 pladser ved Aldi-bygningen, sagde hun.

Enigt byråd stemte ja

Der var bred enighed i byrådet om, at parkeringspladser er vigtige - men ingen havde på den anden side lyst til at bremse et flot boligprojekt.

- Det kan være en udfordring med p-pladser i midtbyen, det erkender vi i teknisk udvalg, men vi synes ikke, det er nok til at vi kan ændre på projektet her. Boligerne er med til at skabe et flot bybillede, og samtidig imødekommer de en efterspørgsel på gode, attraktive, bynære lejligheder. Derfor synes jeg, vi i stedet skal have et øje på parkering, når vi skal have en kommunal revision af midtbyplanen, mente Lene Tingleff.

En holdning også borgmester Kasper Glyngø (S) tilsluttede sig.

Et enigt byråd vedtog lokalplanen.

De 32 nye lejligheder bliver bygget i op til fire etagers højde. På grund af den vigtige placering har Hedensted Kommune stillet krav til det arkitektoniske udtryk. Illustration: Friis og Moltke
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Hushandler er steget med mere end 100 procent: Skanderborg, Hedensted og Horsens topper boligstatistik

Annonce