Annonce
forside

Busruter lukker først til sommer - besparelser udskudt i tre måneder

Rute 104 mellem Horsens og Juelsminde skal delvist overtages af Hedensted og Horsens kommuner. Regionen fortsætter dog med at betale nogle få daglige afgang til skoleelever. Arkivfoto

Region Midtjylland har fundet et engangsbeløb på 15 millioner kroner, der kan udskyde de planlagte besparelser til 29. juni 2019.

Regionen: Kommuner og trafikselskab får lidt længere tid til at arbejde med de kommende busbesparelser.

Efter Region Midtjylland i oktober vedtog besparelser på omkring 55 millioner kroner på en række regionale busruter, har flere kommuner, blandt andre Horsens og Hedensted, budt ind med at ville overtage dele af ruterne.

Det vil dog blive med justeringer af serviceniveauet, hvilket kræver tid at planlægge. Derfor vil nye køreplaner ikke kunne træde i kraft 1. april 2019, oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Derfor har politikerne fundet et engangsbeløb på 15 millioner kroner, der kan udskyde besparelsen til 29. juni 2019, hvor Midttrafik så skifter køreplan.

- Vi gennemfører i regionen en nødvendig besparelse ved at stoppe finansieringen af ruter, der ikke lever op til den regionale opgave. Men vi er alle selvfølgelig interesserede i at give kommunerne tid til at overtage ruter med den service, de ønsker. Derfor er jeg glad for, at vi kan give kommunerne lidt mere luft med en finansiering frem til, en ny køreplan kan træde i kraft, siger formanden for udvalget for regional udvikling, Jørgen Nørby (V).

Midlerne er blandt andre en kombination af en merindtægt fra Midttrafiks samarbejde med DSB, positiv udvikling på lufthavnsruten til Billund samt uventet mindre forbrug i Midttrafiks administration.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: YouSee fyrer op under vigtig debat om tv-pakker

Det er noget af en hvepserede, tv-udbyderen YouSee har stukket fingrene i de seneste dage. Beslutningen om at smide Discovery-kanaler - Kanal 5, 6'eren, Canal 9 og Eurosport 1 og 2 - ud af tv-pakkerne fra årsskiftet berører cirka en million danskere, og det er især store sportsbegivenheder, der sætter fut i debatten. - I kan vælge Discovery blandt vælg selv-kanalerne, lyder det fra YouSee, men måske har de gjort regning uden vært: Tv-krigen eskalerede nemlig i aftes, da Discovery gik på banen med annoncer rundt om FC Københavns fodboldkamp i Europa League, hvor der blev opfordret til at vælge Stofa og en række andre aktører i stedet for YouSee - og at der i øvrigt ikke er gang i forhandlinger parterne imellem. Dansk Boldspil Union og Danmarks Idrætsforbund advarer om tab af nationalt tv-arvegods, når vigtige landskampe og dele af OL-dækningen forsvinder for mange. - I har selv solgt jer til privatkanalerne for ussel mammon, lyder modsvaret fra mange, og det argument er fair - med modifikationer. For eksempel er det ikke DBU, der sidder med rettighederne til EM-kvalifikationskampe. De forhandles fra centralt hold i det europæiske fodboldforbund UEFA. Alligevel må idrætsforbundene vedkende sig en del af ansvaret for deres interesseorganisationers valg. Striden åbner en anden spændende diskussion: Har tv-pakker så overhovedet en fremtid? Antenneforeningerne argumenterer med, at de på vegne af tusindvis af medlemmer skaffer kanalerne langt billigere, end hvis vi alle selv satte pakker sammen. Omvendt er jeg en af dem, der har 70+ kanaler i min store tv-pakke, og et konservativt bud er, at jeg aldrig er forbi de 40 af dem. Og er det ikke sådan med sport, at hver gang, man siger til sig selv: Nu har jeg de kanaler, jeg skal bruge, for at se AC Horsens, åbner der en ny...? En krølle på halen er, at de fleste børn og unge i dag er flintrende ligeglade med kanalpakker og flow-tv. De finder alt på YouTube og streaming-tjenester, så måske dør denne diskussion af sig selv om føje år.

Annonce