Annonce
Horsens

Buketten erstatter festen og blomsterne bringes ud i bilen: Alternative løsninger hitter i havecentrene

Tine Bach Rasmussen har travlt med at binde buketter, og som man kan se på gulvet bag hende, når det at blive til mange afklippede stilke og afrevne blade i løbet af en arbejdsdag. Foto: Søren E. Alwan
Udbringning af blomsterbuketter er blevet et populært alternativ, når man ikke kan mødes til fest, og levering af haveplanter er blevet et populært alternativ, når man ikke skal have for mange kunder samlet i butikken.

Horsens: - Buketter, buketter, buketter.

Det er lige nu det store hit i Boller Blomster Center, hvor man godt kan mærke, at folk sidder mere eller mindre isoleret derhjemme.

Blomsterdekoratør Tine Bach Rasmussen binder buketter på livet løs for at komme gennem dagens stak af bestillinger, der i enkelte tilfælde bliver afhentet, men som oftest skal bringes ud.

- Nogen henter blomster til sig selv, men det meste er leveringer til andre, hvor det både er gennem Interflora og ved, at folk ringer ind. Det er for eksempel også, hvis man skulle have været til en fest, som er blevet aflyst - så sender folk i stedet en hilsen i form af en buket, siger Tine Bach Rasmussen.

Annonce

Når folk bestiller, er de gode til at skrive, at vi skal huske at spritte af, eller at vi skal holde afstand, når vi afleverer buketten, fordi modtageren muligvis er coronaramt.

Tine Bach Rasmussen, blomsterdekoratør ved Boller Blomster Center

Buketter på afstand

Coronasituationen har fået folk til at tænke i alternativer, og det er derfor, at buketterne er særligt populære i blomstercentret, hvor planter og påskechokolade i højere grad følger den almindelige efterspørgsel.

Kirsten Viborg er i butikken for at hente to buketter, som en veninde på Sjælland har spurgt hende om hjælp til.

- Hun har en søster og en niece herovre, som hun gerne vil give blomster, så jeg leverer deres påskebuketter i denne anledning, siger hun.

Ved siden af får Grethe Damgaard hjælp med at lave en bestilling via Interflora, for hun og manden vil gerne sende en buket til Blokhus.

- Vi skulle have været til fødselsdag, men vi kan jo ikke være sammen, og hun er glad for blomster, så vi finder ud af det på den her måde, siger hun.

Gør opmærksom på smittefare

Som alle andre steder er sprit og handsker blevet en naturlig del af arbejdet for personalet i Boller Blomster Center, og ellers bliver de ansatte i positiv forstand mindet om det af kunderne.

- Når folk bestiller, er de gode til at skrive, at vi skal huske at spritte af, eller at vi skal holde afstand, når vi afleverer buketten, fordi modtageren muligvis er coronaramt, siger Tine Bach Rasmussen.

Blomsterne tager i øvrigt ikke skade af lidt sprit, så man behøver ikke være bekymret for kvaliteten.

De gule farver, som Riva Nassory her pakker ind, er selvfølgelig særligt populære i påsketiden. Boller Blomster Center sælger også påskechokolade, hvis en eventuel påskehilsen skal kunne spises. Foto: Søren E. Alwan

Bringer ud på p-pladsen

Også i Plantorama på Vegavej tænkes der i alternativer i disse dage. Her strømmer folk til, fordi påske er højsæson for havearbejde, og det har fået plantecenterkæden til at fremrykke planer om udbringning af varer og muligheden for at bestille hjemmefra og hente ved butikken.

- Vi har været i luften med udbringning i syv dage og har på kædeplan haft 244 leveringer - det er vi meget godt tilfredse med. Derudover har vi jo klik-og-hent, hvor vi bringer det ud til folk på p-pladsen, og det er der umiddelbart endnu større entusiasme omkring, siger butikschef Brian Ahler.

Levering af plantesække er blevet populært for kunderne i Plantorama. Så slipper de for at få dem ind i bilen. Det betyder så, at Jeanette Nielsen, centrets afdelingsleder for dyr, må slæbe rundt på sækkene i stedet, men det gør hun også gerne. Foto: Søren E. Alwan

Lukker hvis nødvendigt

Han er glad for de to muligheder for at begrænse mængden af kunder i selve plantecentret.

Han og kollegerne har allerede taget en masse forholdsregler med håndsprit, afstandsskilte og løbende info i højtalerne, og han håber, at de mange tiltag kan give en god og sikker kundeoplevelse.

- Hvis påsken falder rigtigt, og vejret er godt, er de her 10 dage rigtig gode for os. Vi håber på mange leveringer og klik-og-hent på p-pladsen, og vi har 4000 kvadratmeter plantecenter under tag, så der er stadig plads til mange mennesker. Tiltagene skal gerne afhjælpe, at det bliver for fyldt i centret, men ellers er vi klar til at holde midlertidigt lukket, hvis vi vurderer, der kommer for mange mennesker, siger Brian Ahler.

Hjemmeleveringen er ikke lige så populær som klik-og-hent, hvor kunderne kan køre bilen ind på Plantoramas p-plads, ringe ind til butikken og vente på, at bagagerummet bliver fyldt med de bestilte varer. Foto: Søren E. Alwan
Christina Bach er afdelingsleder for boligområdet i Plantorama Horsens, men når det kommer til at pakke leveringer, så bliver der samarbejdet på tværs af afdelingerne. Foto: Søren E. Alwan
Der bliver hver dag leveret friske forsyninger til buketterne. Planterne i resten af butikken har Boller Blomster Center været mere forsigtige med, da de ikke vidste, om de måtte blive ved med at holde åbent. Indtil videre er der ikke forbud mod blomsterbutikker. Foto: Søren E. Alwan
Boller Blomster Center har oplevet et ganske fint kundeflow i disse coronatider. Foto: Søren E. Alwan
Bestillingerne til Boller Blomster Center kommer ind via Interflora eller telefon, og så er der selvfølgelig også kunder i butikken, der spørger efter specifikke buketter. Foto: Søren E. Alwan
Mange buketter skal bringes ud, men der er også rig mulighed for at finde en i butikken på Bollervej. Foto: Søren E. Alwan
Jeanette Nielsen er afdelingsleder for dyr, men når det kommer til klik-og-hent er hun rundt i hele Plantorama-centret for at finde varer. Foto: Søren E. Alwan
Tine Bach Rasmussen har handsker på og spritter af for at være på den sikre side. Foto: Søren E. Alwan
Selve det praktiske med at pakke ordrene er faktisk et større logistisk arbejde for Plantorama-folket. Man kan ikke bare pakke det hele på en vogn og stille den klar til afhentning senere på dagen, da planterne skal opbevares under forskellige forhold. Heldigvis er der ikke den udfordring med plantesækkene. Foto: Søren E. Alwan
Ifølge Christina Bach er der indtil videre ikke lige så mange kunder i Plantorama som på en normal påskeweekend, men til gengæld tyder det på, at folk køber mere ind, fordi de har gang i større haveprojekter. Foto: Søren E. Alwan
Boller Blomster Center får hele tiden bestillinger ind fra folk, der holder afstand fra hinanden og i stedet sender blomsterhilsner. Foto: Søren E. Alwan
Den her skriger af påske. Foto: Søren E. Alwan
Der bliver hentet mange gule blomster ned af hylderne, men lilla er også en populær påskefarve. Foto: Søren E. Alwan
Blomster smager sjældent godt, så som supplement vælger flere at tilføje chokolade til bestillingerne hos Boller Blomster Center. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Unik flyvetur i lukket luftrum: Se lufthavn fra oven

Annonce