Annonce
Østjylland

Budgetforhandlinger: Dansk Folkeparti smækker med døren

Rådmand Jette Skive, Jakob Søgaard Clausen og Knud N. Mathiesen fra Dansk Folkeparti gik fra budgetforhandlingerne i vrede over borgmesterens afvisning af deres ønsker. Foto: Søren Willumsen
Dansk Folkeparti forlod torsdag aften budgetforhandlingerne i frustration over at ældreområdet ikke bliver tilgodeset nok.

AARHUS: Forhandlingerne på Aarhus Rådhus gik torsdag aften i hårknude og fik en dramatisk udvikling, da Dansk Folkeparti kl. 21.20 sagde farvel og tak og smækkede med døren på vej ud.

- Vi har ikke fået det løft af velfærden, vi skulle. Voksenhandicap kører i sænk uden ekstra penge for udgifterne bare stiger og stiger, sagde ældrerådmand Jette Skive (DF), da hun sammen med byrådsmedlem Knud N. Mathiesen og delegationsmedlem Jakob Søgaard Clausen forlod forhandlingslokalet.

- Vi har ikke engang fået en krone af de ekstra 29,5 millioner kroner i éngangsindtægt, der er dukket op. Til gengæld har alle andre fået af dem, pegede Jette Skive på.

- Vi fik tilbudt af borgmesteren at vi kunne få en tekst med om handicappede. En tekst! Men jeg bad om et økonomisk løft, sagde Jette Skive på vej op for at pakke sammen på sit kontor.

Annonce
Rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive (DF) er vred på borgmesteren, som hun betegner som "hyklerisk". Foto: Axel Schütt

"Borgmesteren er hyklerisk"

Hun betegner efterfølgende i en pressemeddelelse borgmesteren som 'meget arrogant' og 'hyklerisk'.

- Når han sidder som formand i KL over for finansministeren, så er han velfærdens beskytter, men han har en helt anden kasket på, når han sidder som borgmester i Aarhus. Her ser vi ikke meget til velfærds-Bundsgaard. Han prioriterer lidt penge til at opretholde den nuværende service, men hvem synes den er tilfredsstillende? Der bliver klattet med pengene i forhandlingerne, men velfærdsområderne står stadig over for store nedskæringer, mener Jette Skive.

Hun kritiserer, at borgmesteren holder fast i et såkaldt finansieringsbidrag, som betyder besparelser på alle velfærdsområder. Hvert andet år skal man finde besparelser.

Ifølge oplægget skal alle områder aflevere 0,75 procent af deres driftspenge til at finansiere de såkaldte budgetmodeller med.

Handicappede mangler penge

- På ældreområdet står vi over for et kæmpe pres i forhold til ældre med handicap. Her er der slået et hul i kassen, som kun bliver større og større i fremtiden. De ældre med handicap lever heldigvis længere, men det skaber store udfordringer for økonomien. Udgifterne stiger med 11 mio. de næste fire år og det er penge som skal hentes ved besparelser hos de ældre. Det kan Dansk Folkeparti simpelthen ikke være med til, fastslår ældrerådmand Jette Skive.

En hovedprioritet for Dansk Folkeparti har også været mere tid i hjemmeplejen. Her mener Dansk Folkeparti heller ikke, at de kunne blive imødekommet i tilstrækkelig grad:

- Hjemmeplejen trænger til et stort løft. De ansatte og borgerne råber på det. Men borgmesteren vil ikke høre det. Det eneste vi bad om var sølle 10 minutter ekstra til hver medarbejder i dag- og aftenvagt. Når Bundsgaard ikke engang kan honorere det, så viser det hvor lavt et så vigtigt velfærdsområde står hos borgmesteren, mener Jette Skive.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce