Annonce
Østjylland

Brystkræft-skandalen: Sådan er det gået til

Michael Braüner Schmidt er lægefaglig direktør på Regionshospitalet Viborg. Han underkender ikke situationens alvor, men råder alligevel til, at patienter, der tidligere har været til undersøgelse for brystkræft, ikke lader sig bekymre unødigt. Arkivfoto: Morten Dueholm

En overlæge er mistænkt for at springe over nogle af de obligatoriske tests, der skal afsløre brystkræft.

Regionen: En overlæge har undersøgt tusindvis af kvinder for brystkræft og sendt mindst otte af dem hjem igen med en raskmelding samt kræft i brystet.

Det kan potentielt være mange flere, hvis den pågældende læge har arbejdet efter samme mønster i flere år.

Spørgsmålet svæver i luften. Hvordan kan sådan noget ske?

Annonce

- Vi ved godt, at vi gør en masse kvinder unødigt bekymrede lige nu. Jeg vil gerne understrege, at vi tror, det drejer sig om meget få, der måske går rundt med uopdaget brystkræft.

Lægefaglig direktør, Michael Braüner Schmidt

Tredobbelt test

En undersøgelse for brystkræft består af en såkaldt triple-test.


  1. Der skal laves en mammografi - røntgenbilleder af brystet fra flere forskellige vinkler.
  2. Lægen skal fysisk mærke og se på brystet. Er der knuder?
  3. Der skal tages en biopsi - en vævsprøve fra brystet.

Der er tre tests, fordi det kan være svært at vurdere, om der er tale om brystkræft, hvis man kun benytter sig af en eller to af testene.

Ifølge Regionshospitalet Viborg, så skal de tre tests som udgangspunkt altid gennemføres, og hvis bare en af testene giver udslag, så skal patienten til videre undersøgelse.

Den pågældende overlæge er netop mistænkt for i flere tilfælde at undlade en eller flere af testene, når han har undersøgt kvinder for brystkræft.

Det kunne isoleret set være en forglemmelse. Men samtidig er der en række forløb, hvor patienter, som er sendt hjem med en raskmelding, er kommet tilbage igen få uger senere, og er blevet undersøgt af en anden læge, hvor det er konstateret, at de har brystkræft.

Det har bestyrket hospitalet i sin mistanke om, at retningslinierne reelt ikke er blevet overholdt.

En vellidt overlæge

Der er tale om i alt otte patienter, som i første omgang er blevet frikendt for kræft, og som efterfølgende er vendt tilbage til en ny undersøgelse, fordi deres symptomer fortsatte.

Det fortæller lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, Michael Braüner Schmidt.

- Vi bliver bekendt med det i starten af juni, og derefter snakker vi straks med den pågældende læge og fortæller, at vi har den mistanke, og at han indtil videre ikke kan fortsætte med sine opgaver.

Han har været ansat hos jer siden 2009. Hvorfor dukker det først op nu?

- Vi er jo afhængige af, at nogen gør os opmærksom på, at der er det her problem. Vi har ingen viden om, at der tidligere har været sådan nogle forløb med raskmeldte patienter, der vender tilbage og alligevel har brystkræft, siger Michael Braüner Schmidt.

Det virker mærkeligt? Hvis overlægen altid har brugt samme fremgangsmåde, så burde der i årevis være kommet mange kvinder tilbage med en genhenvisning fra egen læge?

- Ja, jeg kan godt forstå, du spørger, men jeg kan simpelthen ikke sige noget om omfanget. Vi kender ikke til andre forløb end de otte, som vi reagerer på nu, fortæller Michael Braüner Schmidt.

Har der været andre faresignaler ved den pågældende overlæge?

- Nej, han er vellidt, og der har ingen faresignaler været.

Han er blevet fritaget for alle sine arbejdsopgaver, men havde ifølge pressemeddelelsen allerede selv sagt op og fratræder efter planen 31. juli. Kommer den opsigelse i forbindelse med, at I får mistanke til ham?

- Nej, han siger faktisk op før. Der er ingen sammenhæng, siger Michael Braüner Schmidt.

Ingen grund til panik

Den pågældende overlæge har arbejdet i Viborg siden 2009 og før da i Randers i fem år.

Antallet af kvinder, som potentielt har fået en mangelfuld undersøgelse, skal tælles i tusinder.

Foreløbig er 3220 patienter blevet tilbudt en ny undersøgelse for brystkræft. Det er de patienter, som den pågældende overlæge har erklæret raske siden 1. juli 2015. I samme tidsrum har han også sendt omkring 500 videre til behandling for brystkræft.

Når der trækkes en skillelinje tre år tilbage, så skyldes det ifølge Michael Braüner Schmidt, at alle, der måtte være blevet fejldiagnosticeret før da, forventeligt må være blevet opdaget og behandlet i mellemtiden.

- En særskilt bekymring for os er, at vi gør en masse kvinder unødigt bekymrede lige nu. Jeg vil gerne understrege, at vi tror, det drejer sig om meget få, der måske går rundt med uopdaget brystkræft. Og det er ikke dem, der er blevet undersøgt for mange år tilbage, siger Michael Braüner Schmidt.

Til ekstern kontrol

Regionshospitalet Viborg understreger, at overlægen indtil videre kun er mistænkt.

For at få et sæt uvildige øjne på er de otte patientsager blevet overdraget til en ekstern gennemgang af fagpersonale på Rigshospitalet, fortæller Michael Braüner Schmidt:

- De har fået alt materiale, vi har på de otte patienter, og nu vurderer de det så. Vi forventer at få deres konklusion i slutningen af juli måned.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne går ikke kun efter de store, udenlandske artister

Annonce