Annonce
Kultur

Bryan Adams beklager krads corona-kommentar

"Cut's Like A Knife" lyder titlen på et af Bryan Adams kendte numre. Forleden skar han igennem i corona-debatten. Arkivfoto: Torben Glyum
Den 60-årige canadiske stjerne måtte udskyde koncerter i Europa, blandt andet i Horsens og Vejle. Han er frustreret over pandemiens konsekvenser.

Horsens: Corona-krisen var tidligere i år direkte årsag til, at musikstjernen Bryan Adams måtte afblæse og udskyde en stribe koncerter i Europa, blandt andet i Horsens og Vejle. Og den kendte musiker lægger ikke låg på sin frustration over pandemien.

Musik-sitet Billboard.com skriver, at Adams i forbindelse med en video-optræden 11. maj på nettet kom med så kradsbørstige kommentarer om det kinesiske marked, et såkaldt wet market, hvor virussen muligvis er opstået, at han siden har måttet beklage.

Video-koncerten blev afviklet samme dag, som Adams efter planen skulle have indledt en koncertrække i Royal Albert Hall i London.

”… Men takket være nogle f...ing flagermuse-ædende, wet market-dyresælgende, virus-skabende, grådige røvhuller er hele verden nu sat på pause, for ikke at nævne de tusinder, som har lidt eller er døde af denne virus,” skrev Adams, som ifølge Billboard.com uddybede: ”Ud over ”thanks a f...ing lot” er min besked til dem (folkene på markedet, red.) bliv veganere”.

Annonce

Kærlighed til alle

Kommentaren fik efterfølgende folk til tasterne; nogle kritiserede Adams og beskyldte ham for racisme, mens andre bakkede ham op med kommentarer som: ”Slap af, han siger jo bare, hvad flertallet tænker”, skriver Billboard.com.

12. maj fulgte den 60-årige canadier, der er kendt for sit engagement i dyrerettigheder og vegansk levevis, selv op på sagen.

- Jeg beklager over for alle, som blev stødt af mit post i går. Jeg ville bare skælde ud over den forfærdelige dyremishandling, der finder sted på disse ”wet markets”, som måske er kilden til virussen, og samtidig promovere vegansk livsstil. Jeg har kærlighed til alle mennesker og medfølelse for alle, som er ramt af pandemien over hele verden, skrev Adams.

Han skulle efter planen have optrådt ved udsolgte koncerter i Forum Horsens 18. og 19. marts og i DGI Huset i Vejle 20. marts. Alle koncerterne er flyttet til 2021 og finder sted 27. og 28. april i Horsens og 29. april i Vejle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce