Annonce
Ikast-Brande

Bruns Lopperi skaber nyt liv i kendte rammer

Fra venstre mod højre ses Kathrine og Mette Sjørvad, Jakob Brun samt Rikke og Clara Jørgensen, der udgør personalet i Bruns Lopperi. Foto: Mikael Lund
Ny butik rykker ind på Storegade 24 i Brande.
Annonce

Brande: I forbindelse med Black Friday 27. november får Brande en ny butik i velkendte lokaler: På den sidste fredag i november åbner Bruns Lopperi i de lokaler på Storegade 24, som Chic forlod med udgangen af juli, og det er ikke kun lokalerne, der er genbrug – det samme gør sig gældende for det meste af sortimentet.

Konceptet er efterhånden ved at være velkendt og udbredt: Butikken er blevet indrettet med reoler på alle tre plan, som man så som sælger kan leje sig ind på for at sælge overskydende ting af en vis standard fra skuffer og skabe.

Har man ikke brug for en hel reol eller stand, kan man nøjes med en enkelt hylde eller sågar gulvplads – og lejen kan være helt ned til an uge ad gangen, forklarer Mette Sjørvad.

Sammen med Rikke Jørgensen kommer hun til at stå i spidsen for butikken, og til at hjælpe sig har de hver deres datter, Kathrine og Clara.

Butikken er indrettet i forskellige afdelinger: Underetagen er forbeholdt tøj, og tager man trappen op til 1.-salen kommer man op i børneafdelingen, hvor der også vil være forskelligt interiør.

Foran kassen bliver der installeret en kaffemaskine, hvor både købere og sælgere kan sætte sig i ro og mag og få styr på tingene – hvis man da ikke som sælger vælger at lade butikkens personale tage sig af prismærkning, prislister, vareopfyldning, oprydning osv.

- Vi vil gerne skabe en god atmosfære, pointerer Mette Sjørvad, der kommer til Brande med erfaring fra en lignende butik i Herning.

Annonce

Også nye ting

Ved kassen bliver der også en montre til de lidt dyrere ting, forklarer Mette videre, og så bliver der installeret overvågningskameraer på alle tre planer.

Der bliver imidlertid ikke kun tale om genbrugsvarer/second hand-salg, forklarer Rikke Jørgensen:

- Vi sælger også nye ting – ikke kun lopper.

Det kan f.eks. være mindre restpartier eller ting, hun og Mette finder på online-auktioner og sætter i stand, inden det sættes til salg – i princippet er alt i butikken til salg.

- Det var pigernes ide, forklarer Jakob Brun, som syntes det lød som en af de bedre af slagsen. Udover at være den ene halvdel af makkerparret bag BM Invest er han nu derfor også er blevet butiksejer. Lokalerne har han dog lejet.

Primært for at være med til at sørge for, at ikke endnu et butikslokale står tomt.

– Vi vil hellere være med til at udvikle byen i stedet for at afvikle den, fastslår han.

Bortset fra inventaret er alt andet blevet bevaret, så også indretningsmæssigt holder Bruns Lopperi fast i genbrugstanken.

Butikken kommer til at holde åbent fra tirsdag til lørdag, men det bliver også muligt at købe varerne på nettet, ligesom man gerne sender varerne til køberne. Desuden har Brun Lopperi indgået en aftale med Ravns Flora, som skal stå for vinduesudsmykningen. Derudover vil man i butikken kunne købe ugens buket og dekorationer fra blomsterbutikken på stationen.

Som nævnt åbner Bruns Lopperi officielt Black Friday, men allerede i forbindelse med søndagens julemesse var der mulighed for et smugkig, en mulighed rigtig mange benyttede sig af.

Annonce
Horsens

Frederik Rønnow skadet

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Fem biler i harmonikasammenstød: Eftermiddagstrafik på E45 ved Horsens var lammet i en halv time

Annonce