Annonce
Erhverv

Bruger genbrugstræ til indretning: Virksomheden Træls er årets iværksætter

Virksomheden træls har blandt andet leveret blomsterkasser til Trykkeriparken i Hedensted. Arkivfoto
Hedensted Kommune har kåret virksomheden Træls som årets iværksætter. Træls producerer bæredygtigt interiør af blandt andet genbrugstræ.

Hedensted: Genbrugsvirksomheden Træls på Danmarksvej 2 i Hedensted har netop modtaget prisen som Årets Iværksætter i Hedensted Kommune.

Træls har specialiseret sig i produktion af interiør og indretningsløsninger til både virksomheder, private og byrum skabt af genbrugsmaterialer ud fra en grundlæggende idé om at tænke cirkulært og bæredygtigt. Virksomheden har derfor også særligt fokus på de tre af FN’s 17 Verdensmål, der handler om bæredygtighed, socialt ansvar og cirkulær økonomi.

Træls blev etableret i 2015 og flyttede i 2019 fra Hedensted Kommunes iværksættermiljø Rugekassen til Compas, der i dag huser syv produktionsiværksættervirksomheder, der alle arbejder med cirkulær økonomi.

Annonce

Lever op til krav

Evnen til at tænke nyt og potentiale til at vækste er et par af de krav, som årets prisvinder skal leve op til. Og det mener dommerkomiteen, bestående af en række lokale virksomhedsledere, i høj grad gør sig gældende for årets prisvinder.

- I Hedensted Kommune har vi iværksat en række initiativer, som skal skubbe på den grønne omstilling. Samarbejdet med Træls flugter derfor perfekt med kommunens dagsorden om at fremme cirkulær økonomi, bæredygtighed og alternative klimaløsninger. Også i forbindelse med etableringen af Compas har vi haft et frugtbart samarbejde med Træls. Og så har virksomheden med deres indretning af Trykkerigrunden i Hedensted og deres engagement i Hop-In-ugen været med til at sætte fokus på bæredygtighed, siger borgmester Kasper Glyngø (S) i en pressemeddelelse.

Anders Koed Jensen fra Træls modtog prisen, som han er meget beæret over, ved en reception tirsdag eftermiddag hos sidste års vinder, Hevi Sugaring i Hornsyld.

- Vi er siden vores flytning fra Vejle til Hedensted blevet taget fantastisk godt imod og vil derfor gerne takke alle samarbejdspartnere – store som små men specielt Hedensted Kommune og Compas, som i den grad har været med til at rykke os i en positiv retning, som vi håber vil fortsætte mange år frem, siger Anders Koed Jensen i en pressemeddelelse.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce