Annonce
Ikast-Brande

Broforbindelse genetableret over Skjern Å

Formand for Brande City, Preben Christensen, førte saksen assisteret af den ene fjerdedel af arbejdsgruppen bag broprojektet, Per Bjerke Hansen (t.v.) fra Uhre Wind II. Foto: Mikael Lund
200 var mødt op til indvielse af bro ved gammelt elværk.

Brande: Der bygges broer i Brande som vel næppe nogensinde før. I Anlægget (Ørbæklund) er man tæt på at være færdig med udskiftningen af to broer, træbroen fra Solskrænten til Vibevej er også tæt på at være færdig, og lørdag blev broen over Skjern Å ved det gamle elværk så officielt indviet.

7. november blev broen hejst på plads, i øvrigt præcis på årsdagen for dæmningsbruddet, der tømte den daværende Elværkssø for vand i 2013, og med de sidste tilpasninger på plads kunne broen så tages i brug.

Omkring 200 var mødt op til indvielsen, der bød på taler ved Per Bjerke Hansen fra arbejdsgruppen bag broprojektet, Brande Citys formand, Preben Christensen - der også måtte agere stand in for teknik- og miljøudvalgsformand Henrik Engedahl - Kim Sindt fra Bestseller, der siden dæmningsbruddet har købt området af Brande Elværks interessenter, og direktør Torben Larsen fra Give Steel, der har fremstillet broen. Han kunne blandt andet fortælle, at broen vejer på den gode side af 10 tons, og at den er fremstillet af corten-stål, som ikke kræver vedligeholdelse og samtidig falder godt ind i området.

Broen er for størstedelens vedkommende fremstillet i Give Steels lærlingeafdeling, og den er konstrueret af Torben Larsens meddirektør, Teil Bechmann.

Annonce
Da det røde bånd var klippet, varede det ikke længe, før de første begav sig ud på broen. Foto: Mikael Lund

Ånden i Brande

Preben Christensen kaldte dagen for ”en historisk dag” og fortalte lidt om den proces, der var gået forud. Herunder at det trods langvarige forhandlinger ikke var lykkedes at nå frem til politisk enighed om en løsning, og at det ved et møde på Hotel Dalgas nærmest med et fingerknips var lykkedes at samle tilsagn om 2,5 mio. kroner, hvilket dog viste sig ikke at være nok til at retablere området, men:

- Det illustrerer den ånd, der er her i Brande, lød det fra kommunens forhenværende viceborgmester.

- Værn nu om området – det er et unikt område, vi har her, lød den afsluttende opfordring fra Preben Christensen, som dermed var helt på linje med Per Bjerke Hansen, der bød velkommen på vegne af arbejdsgruppen.

Udover ham selv består gruppen af Niels Juhl Bundgård, Kai Vium og Mogens Bentzen, og kvartetten har arbejdet på projektet siden 2015. I første omgang er man endt med en beskåret version, men arbejdsgruppen vil efterfølgende gå i gang med at søge virksomheder og fonde om penge til den resterende del af projektet, en færdiggørelse af strækningen med renovering af banedæmningen fra Arvad Møllevej til Usseltoft. Udover en håndfuld lokale sponsorer stammer midlerne til broprojektet fra Energistyrelsens Grønne Ordning, helt konkret en del af den kompensation, der blev udløst i forbindelse med opstillingen af de fire vindmøller i Flø, fortalte Per Bjerke Hansen. Han kunne også oplyse, at stien rundt om ”den forsvundne sø” kun må benyttes af fodgængere/løbere, mens stien over broen fra Højmarksvej til Arvad Møllevej også må anvendes af cyklister.

Hilsen fra Anders Holch Povlsen

Efterfølgende fik Kim Sindt fra Bestseller ordet:

- Vi står her i dag med stor stolthed – vi lover alle, at vi vil værne om området med stor respekt, sagde han på vegne af modekoncernen, der købte hele området af elværkets interessenter. Både dem, arbejdsgruppen og Give Steel sendte fik en stor tak for godt og konstruktivt samarbejde, og der var også en hilsen fra Bestseller øverste direktør og ejer, Anders Holch Povlsen:

- Han er meget glad for at kunne bevare den natur, der er så tæt på Brande, gengav Kim Sindt.

Da Preben Christensen – nu iført sin formandskasket – havde garanteret, at Brande City gerne vil give en hjælpende hånd, så længe det ikke handler om penge, begav han sig det sidste stykke ned til broen, hvorefter han assisteret af Per Bjerke Hansen klippede det røde bånd og erklærede broen for indviet. Derefter strømmede de mange fremmødte over på den anden side af åen – nogle tog turen hele vejen rundt om ”søen”, mens andre nøjedes med at nyde udsigten over området.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Østjylland For abonnenter

Rektor inden elevfordeling: - Der bliver ramaskrig, hvis vi skal aflevere elever

Annonce