Annonce
Danmark

Bredbåndspulje fik familievirksomhed til at vokse

Bredbåndspuljen har de seneste år haft et budget på omkring 100 millioner kroner. I regeringens finanslovsudspil for 2020, er der afsat 0 kroner til puljen. Foto: Lasse Hansen
Familiefirmaet Flarup Maskiner, der ligger udenfor landsbyen Turup i Assens Kommune, er en af de virksomheder, der har fået gavn at tilskud fra bredbåndspuljen. Dens fremtid er nu i fare, efter S-regeringen er kommet til.

Bredbånd: I et hus nord for Turup på Fyn råber en teenagedreng ud af vinduet: "Faaar, sluk dit wifi. Ellers kan jeg ikke spille!"

I nabohuset sidder Signe Flarup og tæller til ti foran arbejdscomputeren. Hun fortsætter op mod de tyve og når næsten til ende, før den hjemmeside, hun har klikket på, viser sig.

Sådan var en typisk eftermiddag lidt udenfor Turup i Assens Kommune for et par år siden. Signe Flarup husker tydeligt, hvordan internetforbindelsen - på trods af to telefonlinjer ind i kontoret - ved Flarup Maskiner ikke var stærk nok. Hun, hendes far og hans tre ansatte kunne ikke altid bruge det på samme tid, og især om eftermiddagen var det helt galt.

Derfor gav det ikke mening for familievirksomheden Flarup Maskiner at få flere ansatte, selvom resten af forretningen var klar til det, forklarer Signe Flarup.

- Vi kunne ikke udvikle os. Vi var afhængige af at kunne gå ind på vores leverandørs hjemmeside og vise kunder maskinerne. Når vi skulle se billeder og mails, tog det så lang tid. Det kan godt være, det ikke lyder som meget at skulle tælle til 10 eller 20. Men det var for hvert klik, og i en hverdag med fuld knald på betyder det meget, siger hun.

Annonce
Flarup Maskiner lever af at købe landbrugsmaskiner i Tyskland og sælge dem i norden. Ifølge Signe Flarup, der står for marketing, logistik og bogholderi i virksomheden, er hurtigt internet afgørende for deres forretning. Foto: Flarup Maskiner

Op mod 200.000 husstande mangler

På grund af de omfattende problemer virksomheden havde med bredbåndet, blev Signe Flarup i 2017 en del af en gruppe, der ville forsøge at ansøge om midler fra statens bredbåndspulje. De bankede på døre i lokalområdet for at fortælle om muligheden, og da ansøgningen blev sendt, var 113 ud af 140 berettigede husstande i Vedtofte-området med.

Sidste år kunne de høste frugterne af deres indsats. Bredbåndspuljen bevilgede støtte, og fibernet blev rullet ud til Flarup Maskiners kontor og 112 andre husstande i det tyndt befolkede område.

- Nu klikker man, og så er siden der. Det er en virkelig stor hjælp til områder som vores, hvor energiselskaberne ellers ikke ville rulle bredbånd ud, fordi der ikke er økonomi i det. Det er blevet meget nemmere for os at udvikle vores virksomhed og vækste. Siden fibernettet kom har vi fået en ansat mere, og vi søger endnu en, siger Signe Flarup.

Hver husstand i projektet havde en egenbetaling på cirka 4000 kroner, mens Bredbåndspuljen bidrog med omkring en million kroner i alt.

Uden internet intet liv

De seneste år har bredbåndspuljen haft et budget på omkring 100 millioner kroner årligt, men i regeringens finanslovsudspil for 2020, er der ikke afsat nogen midler. Derved er puljens fremtid i fare. Men op mod 200.000 husstande i mindre befolkede områder i Danmark har stadig så dårlig internetforbindelse, at de er berettigede til at søge puljen.

Senest har regeringen dog fremrykket evalueringen af puljen, så der bliver mulighed for at nå at afsætte penge, inden finansloven vedtages, hvis evalueringen er positiv.

Signe Flarup mener, bredbåndspuljen bør fortsætte:

- Vi havde ikke fået bredbånd herude uden de penge. Staten har de sidste mange år gjort meget for, at alt er blevet digitaliseret og foregår via e-boks. Men det er lidt svært, når virksomheder og borgere i områder med dårlig forbindelse har svært ved at tilgå den information, fordi bredbåndshastigheden er så langsom. Der må staten på banen og hjælpe med at få den infrastruktur til at fungere, siger hun og tilføjer, at hun synes, det er fint, at der også er en egenbetaling per husstand.

Hvis bredbåndspuljen nedlægges, frygter Signe Flarup, at det kan betyde en affolkning af landdistrikerne.

- Det er svært at holde liv i tingene ude på landet, når man er udfordret på noget så basalt som internet, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce