Annonce
Danmark

Bravo Tours lider kæmpetab og savner ny ejer

På trods af et usædvanligt dystert årsregnskab er Bravo Tours-stifter Peder Hornshøj overbevist om, at en ny ejer er på vej ind i den kriseplagede rejsekoncern. Pr-foto
Danmarks fjerde største rejsearrangør nåede i sidste øjeblik at aflevere et 2019-regnskab, der rummer store forbehold fra revisoren. Virksomheden er på desperat jagt efter en ny ejer
Annonce

Regnskab: På et hængende hår nåede Travelco Nordic, selskabet bag Bravo Tours, at aflevere sit årsregnskab i weekenden. Dermed nåede selskabet ud af kløerne på Erhvervsstyrelsen, der ellers kunne have skredet til tvangsopløsning af Danmarks fjerde største rejsearrangør.

Som tidligere omtalt i Avisen Danmark manglede Bravo Tours-koncernen at aflevere 2019-regnskabet, selvom man - lige som det øvrige erhvervsliv - havde fået tre ekstra måneder til at gøre arbejdet færdigt under coronakrisen.

Regnskabet viser et blodrødt underskud i 2019 på 184 millioner kroner før skat. Selskabets formue, egenkapitalen, er negativ med 192 millioner kroner, og det har udløst en helt usædvanlig påtegning fra Travelco Nordics revisor, Vistisen & Lunde i Herning.

Revisoren tror ikke selv på, at regnskabet tegner et ”retvisende billede” af koncernens aktiver og afgiver derfor en såkaldt ”afkræftende konklusion”. Det betyder, at ejerne frarådes at godkende regnskabet.


Bravo Tours har i 2019 bidraget positivt til driften. Ikke noget højtravende, men trods alt positivt. Så er det ærgerligt, at det bliver ødelagt af selskaber, som er proppet ned i halsen på os

Peder Hornshøj, topchef, Travelco Nordic


- Det er ikke så overraskende. Revisoren skriver det, som han skal skrive, og selvom det er barskt at læse, så er det en standardtekst, siger Peder Hornshøj, stifter af Bravo Tours og direktør i Travelco Nordic.

Annonce

Kostbar flykonkurs

Han har drevet virksomheden igennem en særdeles turbulent periode, der begyndte, da koncernens eget flyselskab, Primera Air, gik konkurs i 2018. Det udløste et tab til koncernen på næsten 200 millioner kroner før skat, men eftervirkningerne fortsatte ind i 2019.

- Vi stod uden fly, og det tog lang tid at drive selskabet i gang igen. Der var meget postyr omkring konkursen, og det krævede mange ressourcer, siger Peder Hornshøj.

Problemerne udløste et akut ejerskifte i 2019, hvor den islandske bank Arion Bank overtog aktierne fra den tidligere islandske hovedaktionær, Andri Már Ingólfsson. Samtidig blev en større oprydning sat i gang, og 2019-regnskabet rummer blandt andet en nedskrivning af aktiver på 49 millioner kroner.

Annonce

Tæt på ejerskifte

Banken overtog ejerskabet kortvarigt for at finde en ny ejer, og det fremgår af regnskabet, at det projekt var tæt på at lykkes i februar i år.

- Det var så langt, at alt var på plads. Papirerne var skrevet, og vi skulle bare finde en dato for at få en underskrift. Det blev udsat to gange, fordi alle skulle mødes fysisk, men det var bare detaljer, der gjorde, at der ikke blev skrevet under, siger Peder Hornshøj.

Coronakrisen kom imidlertid på tværs, og ejerskiftet blev ikke til noget. Ledelsen har lige siden kæmpet for at få overtagelsen gennemført, og håbet var, at det ville lykkes inden afleveringen af 2019-regnskabet. Ejerskiftet ville nemlig udløse den kapitaltilførsel, der skulle betrygge revisoren og omverdenen i, at Travelco Nordic er en levedygtig virksomhed.

Tre hurtige om Travelco Nordic

  1. Travelco Nordic står bag Bravo Tours og Sun Tours og var i 2019 Danmarks fjerdestørste rejsearrangør efter Spies, Apollo og TUI. Selskabet solgte 148.000 rejser i Danmark.
  2. Koncernen har hovedsæde i Herning, men driver flere rejseselskaber for kunder i hele Norden. Omsætningen i 2019 var 1,5 milliarder kroner, mens resultatet blev et underskud på 184 millioner kroner før skat. Travelco Nordic ejes af den islandske Arion Bank.
  3. Regnskabet for 2019 blev med stor forsinkelse modtaget i Erhvervsstyrelsen 3. oktober, få dage før at virksomheden kunne være sendt til tvangsopløsning. Regnskabet indeholder store forbehold fra revisionen, der frarådede generalforsamlingen at godkende regnskabet. 

Ifølge Peder Hornshøj ventes ejerskiftet at falde på plads inden for kort tid.

Hvordan er udsigterne, hvis køberen vælger at springe fra?

- Så er der andre muligheder. Banken på Island har sagt, at de vil give det den tid, der skal til for at komme rigtigt ud af det, siger Peder Hornshøj.

Du forventer, at de holder ved, indtil de finder anden køber?

- Ja, det tror jeg. Jeg tror på, at der er alternativer i skuffen et eller andet sted.

Annonce

Proppet ned i halsen

Avisen Danmark har forsøgt at indhente en kommentar fra Arion Bank, men banken er ikke vendt tilbage.

Peder Hornshøj var selv med til at stifte Bravo Tours i 1998, men solgte i 2005 virksomheden til en islandsk koncern, der samlede en række nordiske rejsevirksomheder under navnet Primera Travel. Efter konkursen i Primera Air blev navnet ændret til Travelco Nordic, og Peder Hornshøj blev sat i spidsen for de overlevende selskaber med base på hovedkontoret i Herning. Driften af de øvrige nordiske virksomheder har imidlertid været vanskelig.

- Bravo Tours har i 2019 bidraget positivt til driften. Ikke noget højtravende, men trods alt positivt. Så er det ærgerligt, at det bliver ødelagt af selskaber, som er proppet ned i halsen på os, siger Peder Hornshøj.

Han ønsker ikke at oplyse nærmere om identiteten på den mulige køber, der er på vej ind. Han fortæller blot, at der er tale om en privat investor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce