Annonce
Ikast-Brande

Brandes tidligere førstemand runder skarpt hjørne i højt tempo

Karl Kristensen står her ved billederne af sine seks børnebørn. Foto: Ejgil Jessen Hansen
Tidligere borgmester Karl Kristensen runder de 80 år.

Brande: Hvis man ikke lige vidste det, ville man ikke gætte på, at Brandes tidligere borgmester Karl Kristensen fylder 80 år den 29. december. Fødselaren er særdeles aktiv, udadvendt og meget social, og som han siger: ”Jeg har haft en rigtig god tilværelse.”

Karl Kristensen er født og opvokset på Kragsiggård lidt uden for Brande. Gården, der nu er overtaget af sønnen Peter, har været i slægtens eje siden 1695. Karl Kristensen er nummer tre ud af en drengeflok på seks, og det lå i luften, at han på et tidspunkt skulle overtage Kragsiggård. De første syv års skolegang foregik på Brande gl. byskole (hvor Brande Højskole nu ligger). Herefter kom han på Salling Efterskole, og det var en fantastisk oplevelse for ham. Han kom på landbrugsskole, ind til militæret, og på et tidspunkt var han på et halvt års udvekslingsophold i Canada. Han vendte hjem, blev gift med Inge, der var uddannet pædagog, og de overtog fødegården i 1970. Faderen Julius Kristensen var samme år blevet borgmester i Brande. De solgte gården i 2002 og flyttede til Brande, hvor et aktivt seniorliv startede.

Annonce

Altid i bestyrelsen

Karl Kristensen fortæller, at han altid har været med i en eller anden bestyrelse, lige siden han var 18 år. Han var som ung aktiv gymnast om vinteren, og om sommeren spillede han håndbold. Det foregik i Uhre GIF, og der kom han i bestyrelsen, da han var 18. Han har været politisk aktiv og var borgmester i Brande Kommune fra 1994 til 1998. Han er i dag formand for SIM (Samvær-Idræt-Motion), som er en afdeling under BGU, hvor han i øvrigt også har været formand. Han går stavgang, laver gymnastik, spiller golf, er frivillig hjælper på Engparken og har været med i Folkekoret i cirka 30 år.

Der bliver også fundet plads til at spille bridge, dreje i træ på Brandlundparken, og han hjælper i Røde Kors-butikken. Han fortæller med et stort smil, at Inge og han har noget, som de deltager i hver dag i løbet af ugen. Man skal ikke have talt ret længe med Karl Kristensen, før man finder ud af, at han udstråler en glæde og en taknemmelighed ved livet. Han oplever, at han sammen med Inge har et godt seniorliv. For dem handler det gode seniorliv om at være aktive deltagere i gode fællesskaber og hjælpe og støtte, hvor man evner og kan. Det er for dem livsbekræftende. Karl oplever, at han er privilegeret. Han og Inge er raske og rørige og kan være aktive, og de har et overskud, som kun bliver større ved et så aktivt seniorliv. De er nysgerrige på livet, tager på ugekurser på seniorhøjskoler, og, som det også fremgår af alle deres gøremål, er de ikke bange for at søge nye udfordringer, så både krop og hjerne stimuleres. Der skal selvfølgelig også være tid til at besøge børn og børnebørn. Udover sønnen Peter har de en datter, som er sygeplejerske og bor i Hedensted. Der er i alt seks børnebørn.

Forkert prioritering

Karl Kristensen har skarpe synspunkter på klimaområdet. Han kan huske, at da han som dreng gik i skole, var det spændende at se, hvilken farve åen havde (farver fra Martensens fabrik). Han er overbevist om, at vandløb og åer har det bedre i dag end for 30 - 40 år siden. Han finder, at det er en helt forkert prioritering at bruge milliarder på klimaområdet. Hans opfattelse er, at disse midler burde bruges på børn og unge og pleje af de ældre, hvor han mener, at behovet virkelig er stort. Det store problem, set fra hans synspunkt, er al vores plastik, som er enormt ødelæggende for dyr og mennesker, men det kan vi gøre noget ved. Han er heller ikke i tvivl om, at den enorme stigning, der er i bil- og lufttrafikken, har medført øget forurening, men han er overbevist om, at der sker ændringer i klimaet, uanset hvad vi gør. Klimaet har til alle tider ændret sig, konstaterer han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce