Annonce
Ikast-Brande

Brande Hallerne åbner igen for idræt

Både badmintonklubben, håndboldklubben og BGU skulle efter planen gå i gang med opstartshold onsdag. Arkivfoto: Mikael Lund
Idrætten kan begynde, og hallerne har forlænget aftalen om at fungere som corona-testcenter.

Brande: Siden starten af februar har den eneste grund til at aflægge besøg i Brande Hallerne at få taget en covid-19-test, men fra onsdag er der igen udsigt til, at hallerne kan benyttes til det, de primært er beregnet til: Nemlig idrætsudøvelse.

Det oplyser centerchef Ole Madsen, som ellers netop har forlænget aftalen med Region Midtjylland og Ikast-Brande Kommune om at stille testcenter-kapacitet til rådighed, så den nu løber til og med 30. juni. Fremover kan man få lavet en kviktest mandag og fredag fra kl. 9-19, og derudover kan man – med tidsbestilling – få taget en PCR-test alle ugens syv dage fra kl. 9-16.

Hvordan udsigterne for en åbning af svømmehallen ser ud, var mandag endnu uvist, men til gengæld går både badmintonklubben, håndboldklubben og BGU i gang med opstartshold onsdag, oplyser Ole Madsen. Naturligvis under hensyntagen til de gældende retningslinjer.

Annonce

Det samme gælder billardklubben, mens skytterne har fremrykket udendørssæsonen og har rykket aktiviteterne til Nedergårdsvej.

Ingen indendørs-fitness endnu

Derimod må medlemmerne af Brande Fitness væbne sig med tålmodighed et stykke tid endnu. Formand Morten Mathiasen oplyser, at foreningen med de nuværende retningslinjer tidligst kan genoptage aktiviteterne 6. maj, måske endda først 21. maj.

- Vi har fra starten af den nuværende nedlukningsperiode lavet træningsvideoer til vores medlemmer og delt dem på Facebook, så de har haft mulighed for hjemmetræning, oplyser Morten Mathiasen, og efter genåbningen af udendørsidrætten 1. marts har Brande Fitness tilbudt gratis holdtræning på foreningens udendørsareal og flisearealet ved squash-/svømmehallen. De aktiviteter fortsætter man med, indtil man igen kan åbne op indendørs, oplyser formanden, der fortsat afventer retningslinjer fra DGI for den praktiske håndtering af coronapas-ordningen.

Han er ikke videre imponeret over de foreløbige udmeldinger fra myndighederne:

- Som foreningens formand mener jeg ikke, det er rimeligt, at det skal være frivillige medlemmer, der skal varetage en kontrolopgave i forbindelse med coronapas-ordningen. Langt størstedelen af vores åbningstid er ubemandet. Her ved vi heller ikke, hvordan det skal håndteres. Skal vi til at have vagt eller lignende, spørger Morten Mathiasen, der personligt håber på, at ordningen når at blive afskaffet, inden genåbningen træder i kraft.

Ellers ser han kontrolopgaven som det enkelte medlems eget ansvar – og hvis kravet opretholdes, vil det helt sikkert også afholde nogle medlemmer fra at komme i centret, hvilket igen vil påvirke foreningens økonomi negativt.

Annonce

Skindet på næsen

2020 gav Brande Fitness et mindre underskud, men at det kun blev til et mindre underskud skyldtes kompensation for faste udgifter fra Erhvervsstyrelsen. Desuden har foreningen fået bevilliget et beløb fra DGI/DIF’s corona-hjælpepulje, oplyser Morten Mathiasen. Udover endnu en ansøgning om støtte fra corona-hjælpepuljen mangler Brande Fitness at ansøge om lønkompensation for foreningens administrative medarbejder Britta Rosenkilde, som har været hjemsendt siden januar.

Sammen med de frivilliges afkald på medhjælpergodtgørelse for de seneste kvartaler kan diverse kompensationspakker få 2021-regnskabet til at hænge nogenlunde sammen, vurderer formanden, der ser frem til snart at måtte åbne og give foreningens medlemmer mulighed for at træne igen - sammen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens For abonnenter

Kaotisk forløb: Efter total forvirring kom der afslag på tidlig genåbning - og så åbnede det hele alligevel

Annonce