Annonce
Portræt

Brande-dreng er med til at styre populære radioprogrammer

Christoffer Heide føler, han er landet på den helt rigtige hylde som radioproducer. Her er han i aktion i P1-studiet. Foto: DR

Brande: Da Christoffer Heide gik på Præstelundskolen i Brande fra 1996 til 2005, elskede han alle former for sport.

Som han selv udtaler, så gik der ikke en dag, uden han enten var i Brande Hallerne eller på stadion.

Desuden var der jo også alle kammeraterne i Brande, han skulle mødes med.

Når han i dag, hvor han bor i København, tænker tilbage på den tid, er det nærheden, der falder ham ind.

Skolen, stadion, hallerne og kammeraterne. Det hele var samlet indenfor meget kort afstand.

Desuden husker han selvfølgelig også de fantastiske fritidsfaciliteter, som Brande har - "specielt, hvis man er sportsinteresseret", som han tilføjer.

- Der hænger meget ved fra denne tid, siger han.

Annonce

Familiens første student

Årene på Præstelundskolen var OK, men Christoffer Heide var, efter eget udsagn, ikke specielt dygtig eller flittig.

- Jeg elskede de timer, hvor der var gode fortællinger.

De greb ham og åbnede en nysgerrighed i ham.

Han husker særligt en lærer, der virkelig magtede denne disciplin.

Da Christoffer Heide var færdig med folkeskolen, fortsatte han på gymnasiet i Herning; egentlig ikke fordi han havde voldsom lyst, men "det gjorde de andre og hvad ellers?"

Han fik "huen", men ikke med topkarakter, og han blev familiens første student.

Hans bedste timer var her igen de fag med de store fortællinger, f.eks. historie, samfundsfag og oldtidskundskab.

Historien om Jens Lyn

Christoffer Heide startede på journalisthøjskolen, og det viste sig hurtigt, at han havde valgt rigtigt.

Hans interesse fra folkeskolen og gymnasiet for historie og samfundsfag gav ham lyst til at gå i dybden med dele af disse områder.

I Christoffer Heides praktikperiode på journalist-studiet havde han egentlig valgt at fokusere på et bestemt tema, men han havde tidligere fortalt en af sine undervisere om Jens Lyn fra Brande.

Underviseren fandt historien utrolig spændende og anbefalede ham at vælge den som praktikopgave. Christoffer Heide skrev derfor om denne eneboer, som boede i et skur, levede uden strøm og rindende vand, og som tilsyneladende var fattig.

Dog viste det sig, da Jens Lyn var afgået ved døden, at han efterlod sig ca. 1,5 mio. kr., gravet ned forskellige steder ved og i skuret.

Interview rundt i verden

Efter afslutningen på journaliststudiet havde Christoffer Heide forskellige jobs, og han læste i en periode idehistorie på Aarhus Universitet.

Han havde mere og mere lyst til at gå i dybden med de sammenhænge, vi indgår i, og få en bedre forståelse af den verden, vi er en del af.

Han købte sig på et tidspunkt en mikrofon og rejste i en periode sammen med en kammeret til forskellige steder på kloden, bl.a. Indien, og interviewede folk på gaden og har på den måde lavet en del podcasts.

På et tidspunkt så han, at Danmarks Radio søgte en journalist til afdelingen i Aalborg. Han vurderede, at kravene til ansøgerne var urimeligt høje og besluttede sig for at sende en lidt fræk og provokerende ansøgning, og til sin egen overraskelse fik han stillingen.

Han startede dermed i Danmarks Radio og blev på et tidspunkt producer for de to radioprogrammer "Hjernekassen" og "Brinkmanns briks".

Christoffer Heides opgave er bl.a. at være med til at drøfte, hvilke temaer der skal være i de enkelte udsendelser, og hvem der skal indkaldes af eksperter og lægfolk.

Mors mad er den bedste

Christoffer Heide er særdeles glad for sit nuværende job. Her oplever han de store fortællinger, og han inspireres af samarbejdet med de to radioværter og alle de specialister, der går ind og ud af programmerne.

Han foretrækker, at der er forholdsvis frie rammer og "højt til loftet". Sådan har det altid været i hans familie.

Sporten spiller ikke mere den store rolle for Christoffer Heide. I flere år dyrkede han ikke sport, men han er nu igen begyndt at spille fodbold.

Han nyder at bo i København, men når det bliver aktuelt med børn i daginstitution og skole, vil han gerne flytte til en mindre by, hvor der er mere nærhed og overskuelighed, som det er kendt i Brande.

Det bliver dog nok ikke Brande. Han kommer jævnligt hjem for at besøge forældre og bedste-forældre, og han slår fast, at alle dem, han er i kontakt med, vist ikke er i tvivl om, at han er Brande-dreng.

Desuden er han heller ikke i tvivl om, at ganske vist er der rigtig mange gode spisesteder i København, men mors mad er altså den bedste.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Fem fik bøder på vandet

Annonce