Annonce
Ikast-Brande

Brande City vil have foreningerne i tale

Brande Citys udvalg for sport og kultur består af (fra højre): formand Sigurd Kristensen, Åge Kristensen, Pia Stræde Palmelund, Ilse Christensen og Søren Nielsen samt Rune Lyager Poulsen, der ikke nåede med på billedet. Foto: Mikael Lund
29. august giver Brande City en mulighed for, at byens foreninger kan mødes.

Brande: Torsdag 29. august inviterer Brande Citys underudvalg for sport og kultur til foredrag på vandrerhjemmet med Rasmus Fejerskov, en af de ildsjæle, der har været med til at gøre Klitmøller kendt som ”Cold Hawaii” i surferkredse. Formålet med aftenen er dog ikke kun at høre den innovative surfer fortælle historien om det vestjyske surferparadis, men også at give Brandes foreninger indenfor såvel idræt som kultur mulighed for at mødes og netværke og samtidig give dem en fornemmelse af, hvad Brande City egentlig er for en størrelse.

På mødet vil udvalget fortælle om, hvad det kan bidrage med og samtidig forsøge at lytte til, hvad foreningerne efterspørger, forklarer Sigurd Kristensen, der er formand for udvalget, som derudover består af Pia Stræde Palmelund, Ilse Christensen, Rune Lyager Poulsen, Søren Nielsen og Åge Kristensen.

En slags afløser for S.I.B. (de hedengangne Samvirkende Idrætsforeninger i Brande, red.) tilsat kultur betegner Brande Citys udvalg for sport og kultur sig selv som.

- Vi skal have fyldt rammerne ud og ”hængt nogle blade på træerne”, supplerer Søren Nielsen.

- Alle har mulighed for at være med, understreger formanden. Det er altså ikke noget krav, at man er medlem af foreningen – endnu, men målet er selvsagt at blive så mange medlemmer som muligt, erkender Åge Kristensen.

- På den måde får vi mere indflydelse, pointerer Brande Old Boys’ forhenværende formand.

Annonce

Uddeler tre priser

Først på året genoptog Brande Old Boys udnævnelsen af ”Årets forening” og ”Årets idrætsnavn” i gamle Brande Kommune, en kåring S.I.B. forestod frem til og med 2005.

Ved den lejlighed blev det desuden offentliggjort, at kåringen fremover finder sted i samarbejde med Brande City, som derudover indstifter en ny kulturpris, der skal tilfalde en person eller en forening, der har gjort en særlig indsats for kulturen i Brande og omegn.

Skal kunne servicere alle

- Vores eksistensberettigelse er, at vi kan servicere alle områder, uddyber Pia Stræde Palmelund, som sammen med Ilse Christensen primært har fokus på kulturen, men udvalget er bevidst sammensat bredt med repræsentanter for såvel sport som kultur med forskellig baggrund. Målet er at få foreningerne og kulturinstitutionerne til at arbejde sammen, forklarer Ilse Christensen – i fælles flok kan man rumme nogle ting og komme bredere ud, f.eks. når der skal søges økonomiske midler fra fonde og offentlige puljer. – Det er svært at have overblikket over alle de muligheder, der er – det er der, vi ser, vi kan have en rolle og være tovholder for nogle ting, uddyber hun.

- Både dette og fremtidige arrangementer skal være med til at samle folk på tværs af foreningerne og give dem mulighed for at dyrke netværket i den del af Ikast-Brande Kommune, der udgøres af den gl. Brande Kommune, påpeger Pia Stræde Palmelund, der samtidig understreger, at et tværkommunalt samarbejde ikke udelukker det lokale samarbejde. Søren Nielsen ser både udvalget som en brobygger mellem foreningerne og over mod erhvervslivet og byens butikker, som hører under Brande Citys underudvalg for detail – i praksis den tidligere handelsstandsforening.

– Vi kan fungere som sparring ved arrangementer, den enkelte forening ikke selv kan bære, forklarer Sigurd Kristensen.

Søren Nielsen påpeger, at idrætsforeningerne har DIF eller DGI i baghånden, mens kulturelle foreninger sjældent har en paraplyorganisation – og hvem skal man f.eks. gå til, når man skal have udarbejdet nogle vedtægter?

Selvom udvalget forbeholder sig retten til at agere kritisk, understreger Pia Stræde Palmelund, at man tror mest på dialog. Hun bliver suppleret af Sigurd Kristensen, der mener, det er vigtigt at se kommunen som en medspiller og få begravet stridsøksen.

I den ånd har udvalget bl.a. forsøgt at påvirke beslutningen om at afskaffe den ubemandede åbningstid på biblioteket i forbindelse med flytningen til Pakhuset, og sammen med Urban Street Zone, Brande IF og Dok Arends (det gamle sygehus) har udvalget desuden været aktive i processen med at finde genhusning til de foreninger, der er blevet hjemløse i forbindelse med flytningen af netop biblioteket.

Tre kontingentsatser

For foreninger med op til 50 medlemmer koster et medlemskab af Brande City 500 kroner årligt.

For foreninger med 51 til 200 medlemmer er prisen 1000 kr. årligt.

Foreninger med over 200 medlemmer skal betale 1500 kr. om året for et medlemskab af Brande City.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Jacob Bank forfølger sin OL-chance

Annonce