Odder: – Det var rigtig dygtigt arbejde af medarbejdere, som gjorde, at branden ikke blev værre.
Sådan lyder det fra indsatsleder Anders H. Jensen, Østjyllands Brandvæsen, som onsdag morgen var ude til et opkald om brand i Hydraulico på hjørnet af Rådhusgade og Ballevej i Odder.
Klokken 8.58 gik alarmen hos Østjyllands Brandvæsen, men da Anders H. Jensen og hans folk ankom til stedet, havde medarbejderne allerede skudt pulverslukkere af i udsugningen, hvor der var opstået brand.
- Derfor kunne vi nøjes med at skille det ad og efterslukke, fortæller indsatslederen.