Annonce
112

Brand i bindingsværkshus i Stensballe: Den ene længe står ikke til at redde

Foto: Ingeborg D. Faurholt
En kranbil med grab er mandag eftermiddag ved at vælte gavl og skorsten, så brandfolk sikkert kan fortsætte slukningen af den brændende ejendom. Den ene længe står ikke til at redde, fortæller indsatsleder.

Stensballe: Brandvæsenet i Horsens er mandag eftermiddag blevet kaldt ud til en brand på Bygaden i Stensballe. Det er bindingsværks-ejendommen Stensballehus på Bygaden 87, der står i flammer.

Naboer slog alarm kl. 14.19, og da Sydøstjyllands Brandvæsen kort efter var fremme med to såkaldte slukningstog, havde ilden allerede så godt fat i den ene længe af vinkelhuset, at den ikke står til at redde.

Det fortæller indsatsleder Henrik Jeppesen på stedet.

- Hele den del af stuehuset var total overtændt, og vi koncentrerede i første omgang indsatsen om at redde den anden længe, forklarer han.

- Det gjorde vi ved at gå ind og lave hul i taget, så vi på den måde skar det af, der kunne reddes, fortæller han.

Annonce
Foto: Ingeborg D. Faurholt

Fare for brandmænds sikkerhed

Brandvæsnet er til stede med de to autoslukkere, to tankvogne og 13 mand, fortæller indsatslederen, som kl. 15.30 forventer, at slukningsarbejdet varer i hvert fald et par timer endnu.

- Lige nu handler det om at sikre mandskabets sikkerhed. Der er for stor risiko for sammenstyrtning til at vi kan være derinde, så nu har vi tilkaldt en kranbil, som med grab skal rive gavlen og skorstenen ned, inden det er sikkert for brandfolkene at gå ind igen, fortæller indsatsleder Henrik Jeppesen, mens grabben går i gang med arbejdet.

- Vi kan endnu ikke sige, hvad der har antændt branden, siger han.

Familie med fire børn var ikke hjemme

Stensballehus er et bindingsværkshus, der blev bygget helt tilbage i 1777. Det har blandt andet været brugt som kommunekontor for Vær-Nebel.

I dag er det en familie med fire børn, der bor i huset.

- Vi var ikke hjemme nogen af os, fortæller Rasmus Lindemann, mens han fra den anden side af Bygaden ser magtesløs til.

- Det var naboer, der slog alarm. Vi var på arbejde, og børnene var heldigvis i skole. Men børnene kunne ligeså godt være kommet hjem. Det er bare heldigt, at de ikke nåede at komme hjem til dette, siger Rasmus Lindemann.

Foto: Ingeborg D. Faurholt
Foto: Ingeborg D. Faurholt
Foto: Ingeborg D. Faurholt
Stensballehus ligger, hvor Bygaden slår et knæk lige over for indkørslen til Stensballegaard. Screendump fra Google Streetview
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce