Annonce
Erhverv

BR-ansatte har mistet jobbet: Børnenes ekspedient søger nyt job

Casper Rasmussen fik i december et skulderklap af en af Horsens Folkeblads læsere, som værdsatte hans imødekommenhed i butikken. Nu er Casper Rasmussen ligesom andre tidligere BR-ansatte på jagt efter nyt job. Arkivfoto

Ansatte i det konkursramte selskab Top-Toy blev torsdag aften fritstillet. Det blev modtaget med blandet følelse, fordi det både åbner og lukker nogle døre, fortæller en af ekspedienterne fra BR Horsens, Casper Rasmussen.

Horsens: To fastansatte, fire deltidsansatte og tre ung-arbejdere i BR Horsens har nu mistet deres arbejde, og en elev i butikken har mistet sin læreplads.

Det har de som følge af konkursen i Top-Toy, selskabet bag butiks-kæderne BR og Toys"R"Us.

Konkursen var en realitet 28. december, men medarbejderne, som har haft forskelligt opsigelsesvarsel, har siden været fastholdt i ansættelsen, fordi konkursboets kurator har sigtet efter forskellige løsninger.

- Kurator har holdt på os, og vi skulle være klar til at blive kaldt på arbejde med kort varsel, forklarer Casper Rasmussen, der var fungerende butikschef frem til lukningen.

Torsdag aften blev alle ansatte fritstillet, og det var med blandede følelser, at de modtog den besked, fortæller Casper Rasmussen.

- På den ene side var det jo det endegyldige farvel til BR, som var en stor del af mit liv. Men omvendt det var også dét, der skulle til for at kunne komme videre. Nu kan jeg forholde mig til, at jeg er opsagt, og nu kan jeg gå i gang med at søge nyt job, siger han.

Annonce
40-årige Casper Rasmussen fra Horsens er indstillet på, at det nok ikke bliver legetøj, han skal sælge i fremtiden, men han ønsker sig et job med kundekontakt og travlhed. Arkivfoto

Søger kundekontakt og travlhed

Casper Rasmussen, som i december blev indstillet af en af folkebladets læsere til avisens skulderklap pga. en særlig imødekommenhed i butikken over for især børnene, var ansat ni år i BR.

- Og det var jeg rigtig glad for, ellers havde jeg ikke været der i ni år, siger han.

Men han er også frisk på nye udfordringer, så selvom han var særlig glad for kontakten med børn, er han også indstillet på at skifte branche.

- Jeg ville da gerne fortsætte med at sælge legetøj, hvis det kunne lade sig gøre.

- Men det vigtigste for mig er, at jeg får kundekontakt. Og så vil jeg også helst være et sted, hvor der er travlt, så der er noget at lave, siger den nu 40-årige ekspedient, som allerede er godt i gang med jobsøgningen.

Han er klar til at hoppe på toget til både Aarhus, Vejle, Fredericia, Kolding o.s.v., hvis det er der, jobbet byder sig, siger han.

Elev manglede otte måneder

Casper Rasmussen var, da konkursen indtraf, fungerende butikschef, fordi den seneste butikschef for nylig fik job i en anden af kædens butikker. Planen var, at en anden butikschef skulle starte i Horsens i januar, fortæller han.

Foruden eleven, de deltidsansatte og de unge assistenter, var der yderligere en fastansat, som var på barsel og derfor ikke har været i butikken det seneste års tid, oplyser Casper Rasmussen.

Dertil kommer Simon Legaard Dreyer, der som tidligere omtalt i Horsens Folkeblad, via Ungeenheden i Horsens Kommune var i praktik i butikken. Han må nu også finde ny praktikplads.

Sabrina Pedersen, der var elev og manglede otte måneder af sin uddannelse, har fået mulighed for at fortsætte resten af sin læretid hos Kids Coolshop i Hospitalsgade.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce