Annonce
Horsens

Brødre udvider forretningen: Nu producerer Brimas sit eget produkt fra A til Z

Brødrene Thomas (t.v.) og Peter Iversen stiftede maskinfabrikken for 22 år siden. De har altid været 100 procent underleverandør, men med det seneste opkøb skal de nu også producere et færdigt produkt. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Et mangeårigt samarbejde har nu ført til, at Brimas overtager aktiviteterne fra en af sine kunder. Dermed er Brimas ikke blot underleverandør, men nu også totalleverandør af et produkt til hospitalsvæsnet, som brødrene ser stort potentiale i.
Annonce

Horsens: Metal-virksomheden Brimas har overtaget aktiviteterne fra Silkeborg-virksomheden Grouleff DK.

Virksomheden, som Brimas i mange år har været underleverandør til, leverer specialprodukter til hospitalsvæsnet i form af forskellige transportable lejer til patienter i forbindelse med røntgen og MR-scanning.

Brødrene Peter og Thomas Iversen, som står bag Brimas, har stiftet et nyt selskab, Grouleff Medical, hvor de vil føre de opkøbte aktiviteter videre.

Brimas fortsætter uændret - men nu som totalleverandør og ikke bare underleverandør til Grouleff, forklarer Thomas Iversen, der er administrerende direktør for begge selskaber.

Fire ansatte fra Silkeborg-virksomheden, herunder stifter Jørgen Grouleff, er fulgt med til Horsens, hvor Brimas samler alle aktiviteter i domicilet på Satellitvej.

Annonce

Vil ikke konkurrere med kunderne

Brimas har i flere år stået for smedearbejdet til Grouleffs produkter. Nu skal Brimas håndtere alle led lige fra laserskæring til indkøb af dele og samling af det færdige produkt.

Grouleff har udviklet flere forskellige typer transportable scannings-lejer, som Brimas nu skal producere. Foto: Brimas

- Det har vi allerede erfaring med, fordi flere kunder bruger os som underleverandør i flere led, siger Thomas Iversen.

- Og det giver god mening, at vi nu kan samle det under ét tag. Vi undgår at sende ting frem og tilbage, og vi undgår, at der skal skabes fortjeneste i flere led, tilføjer han.

Fakta om Brimas og Grouleff

I slutningen af 90'erne blev ingeniør Jørgen Grouleff på baggrund af stor erfaring med scanning kontaktet af traumecentret på et dansk hospital, der havde brug for en løsning til transport og håndtering af patienter fra båren direkte til scannersofaen. Det førte til stiftelsen af virksomheden Grouleff DK, som siden har udviklet og produceret mange løsninger til sundhedssektoren flere steder i verden.

De seneste to regnskabsår har virksomheden haft underskud og tabt kapitalen. "Som følge heraf opererer ledelsen med muligheden for at frasælge aktiviteten eller dele heraf for på den måde at sikre likviditet", fremgår det af det senest offentliggjorte årsregnskab.

Brimas blev stiftet i 1998 af Thomas og Peter Iversen, som begyndte med at fremstille stålbeslag til bådbranchen, men hurtigt udviklede sig til at være omfattende underleverandør i metalarbejde til flere brancher. De første år hed virksomheden Brdr. Iversen, men i 2008 skiftede den navn til Brimas.

Det er ikke første gang, at Brimas overtager en af sine samarbejdspartnere. Sidste år opkøbte Brimas en 70 år gammel Horsens-virksomhed, maskinfabrikken Svend Hansen & Søn A/S.

Der er i dag godt 50 ansatte hos Brimas, der har adresse på Satellitvej i Horsens med produktionsfaciliteter på cirka 5000 kvadratmeter.

Brimas har haft kontinuerlig vækst og landede sidste år en bruttofortjeneste på godt 25 millioner kroner og et resultat før skat på godt 4 millioner kroner. Egenkapitalen har rundet 14,3 millioner kroner.

I 22 år har Brimas været 100 procent underleverandør af kundespecifikke opgaver, men brødrene har gennem årene leget med tanken om at have deres eget produkt i produktion fra A til Z, fortæller Thomas Iversen.

- Men vi har holdt os væk fra det, fordi vi ikke vil konkurrere med nogen af vores eksisterende kunder, forklarer han.

Den konflikt rammer ikke Grouleff-produkterne, som er inden for et segment, hvor der i det hele taget ikke er meget konkurrence - Thomas Iversen vurderer, at det kan være meget strenge og omfattende certificeringskrav, der afholder en del producenter fra at begive sig ind på markedet.

Annonce

Mere fokus på salg

Grouleff, som har godt 20 år på bagen, har opbygget en solid kundebase over hele verden, fortæller Thomas Iversen, som ser potentiale for forretningen:

- Det er klart, at med den position og det navn, som Grouleff har skabt i branchen, ser vi masser af muligheder for vækst, fastslår han.

Jørgen Grouleff har de seneste år brugt mange kræfter på udvikling af nye konstruktioner, på indkøb og på drift af sit firma, men med Brimas som medspiller får han nu frigjort kræfter til at intensivere fokus på salg, forklarer Thomas Iversen.

- Vi har en serie produkter, som kunderne er glade for, men der er potentiale til mere, og der jo ikke noget, der kommer af sig selv, så vi vil ud og præsentere produkterne i endnu højere grad end hidtil, siger han.


Jørgen skal nu fokusere på udvikling og salg, og vi tror på, vi har skabt en stærk konstellation med meget stort potentiale.

Thomas Iversen


Jørgen Grouleff glæder sig også over den ny konstellation:

- Vi får en masse synergi ved at samle forretningerne under samme tag, og samtidig kan jeg få mulighed for at koncentrere mig 100 procent om salg og udvikling, som er det, jeg virkelig brænder for, udtaler han i en pressemeddelelse.

Grouleffs produkter sælges til hospitalsvæsnet i flere lande verden over, men der er potentiale til mere, mener Brimas-brødrene Peter og Thomas Iversen. Foto: Brimas
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted For abonnenter

Lancerer højvandsplan med diger og klitter i Juelsminde: Se hvad der er på idebrættet for havn og tre kyststrækninger

Annonce