Annonce
Horsens

Borgmester vil diskutere togstop i Hovedgård: Det ligger lige til højrebenet

Borgmester Peter Sørensen genåbnede diskussionen om et togstop i sin nytårstale på Skovly: Arkivfoto: Michael Svenningsen
Peter Sørensen har igen sat togstop i Hovedgård på dagsordenen. Det er muligt både med og uden togfond, mener han.

Hovedgård: Jeg mener, det er tid til at drøfte den her sag igen.

Sådan lyder det fra borgmester Peter Sørensen (S).

3. januar genåbnede han diskussionen om et togstop i Hovedgård i sin nytårstale på Plejecenter Skovly.

- De folk, jeg talte for på Skovly, gav klart udtryk for, at det er en sag, man gerne må fremme. Og jeg er glad for, at lokalrådet igen vil diskutere togstop, siger borgmesteren.

Det er flere år siden, der for alvor blev diskuteret togstop i Hovedgård.

- Hvis man gennemfører togplanen med et ekstra spor, så synes jeg set fra min stol, at et togstop ligger lige til højrebenet, for så vil der ligge et spor, der hovedsageligt skal bruges til gods, siger Peter Sørensen.

Han vurderer, at det vil være et stort plus for Hovedgård, hvis toget igen standser i byen, og derfor er det også noget, han jævnligt drøfter med politikere på Christiansborg, fortæller han.

- Hovedgård vil få en helt anden rolle i forhold til f.eks. byudvikling. Det er for mig en meget positiv ting, men det er selvfølgelig noget, man som lokalsamfund skal være sig bevidst om, siger borgmesteren, der gerne vil have et signal fra Hovedgård om, det er noget, han fortsat skal arbejde for.

- Og så ville jeg sende det signal, at et togstop i Hovedgård altså ligger på min agenda, siger han.

Togfonden kuldsejlede i første omgang på Christiansborg, da Dansk Folkeparti trak sig fra forliget og dermed trak tæppet væk under det ekstra spor.

- Togfonden er blevet noget, der hænger og blafrer derude. Jeg noterer mig, at nogle af partierne bag togfonden fastholder, at den ligger, som den ligger. Derfor må vi afvente, hvad politikerne på Christiansborg kommer frem til. Men jeg ved, at Henrik Dam Kristensen (S) og andre gennem tiden har presset på, for at det her kan lade sig gøre. Det vil give mening for den kollektive trafik for den del af kommunen, siger Peter Sørensen.

Annonce

Hvis man gennemfører togplanen med et ekstra spor, så synes jeg set fra min stol, at et togstop ligger lige til højrebenet.

Peter Sørensen, borgmester

Stå sammen lokalt

Hovedgård Lokalråd har på baggrund af Peter Sørensens nytårstale sat togstop i Hovedgård på som et punkt på rådets møde sidst på måneden.

Kan man gøre noget lokalt?

- Man kan gøre det lokalt, at man står sammen. I det øjeblik, hvor vi ikke står sammen om det her, så kommer det ikke til at ske. Det er klart, at hvis man kommer og siger, at der er noget andet, der er vigtigere at kaste sin energi over, så lytter jeg naturligvis også til det, men hvis der er et sted, hvor det giver rigtig god mening med et togstop, så er det i Hovedgård, siger Peter Sørensen.

Han har gennem tiden talt med mange trafikministre om netop togstop i Hovedgård - bl.a. i selskab med Kasper Andersen, der har været tovholder på togstopprojektet i Hovedgård.

- Det er rigtigt, som Kasper Andersen siger, at vi har aftalt, at sagen ligger hos mig. Det er mig, der har kontakten til de politikere på Christiansborg, der gennem tiden har vist interesse for det her projekt, siger Peter Sørensen.

Hvis ikke togfonden bliver genoplivet, så vurderer han, at det stadig er muligt at få toget til at stoppe i byen.

- Jeg noterer mig, at der er enormt høje ambitioner for klimaet på Christiansborg. Tog er et af de transportmidler, der kan transportere flest mennesker med færrest miljøomkostninger. Hvis vi får de rigtige tog i fremtiden, så er flere togstop noget, man vil åbne op for på Christiansborg, vurderer Peter Sørensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Coronavirus i Danmark: Hav respekt for dem, der bliver bange

Torsdag kørte jeg på arbejde til nyheden om, at den første dansker er ramt af Covid-19, også kaldet corona-virus. En TV2-redaktør havde været på skiferie i Norditalien med sin familie og bragt smitten med sig hjem. Det er der ikke noget overraskende i. Det kan højst være overraskende, at der gik så lang tid. Som danskere rejser vi som aldrig før, og på et eller tidspunkt måtte det ske. Det interessante er nu, hvordan vi håndterer ikke bare smitten, men også frygten for smitten. Erfaringerne fra 2009, da svineinfluenza hærgede verden, viser, at danskerne tager den slags epidemier forholdsvis roligt. Behovet for præcis information og viden er tårnhøjt, påpeger en ekspert fra Sundhedsstyrelsen i Jyllands-Posten, men vi er som danskere gode til at tage den nødvendige viden til os og agere nogenlunde, som myndigheder og eksperter beder os om. Medierne bliver i den slags situationer typisk beskyldt for at piske en stemning op, men prøv selv at tjekke, hvor mange artikler du kan finde med gode råd til: sådan skal du forholde dig, se her, hvad corona-virus er, hvem er særlig udsat osv. osv. Alt sammen fakta, der gør os tryggere og mere vidende. Det fremgår, at er man under 50 og helt rask, kan man tage det fuldstændig roligt. Hvilket får nogle til at tale situationen ned til ingenting eller gøre sig morsom over frygten hos andre. Her skal man bare huske, at ikke alle er under 50 eller helt raske. Mennesker, der enten selv er eller er i familie med nogle, der er svækkede, skal have lov at være bekymrede. Er din krop slidt af kræftbehandling, har din kone en lungesygdom, er din far svækket af alder og indlagt - så er du mere urolig end flertallet. Det er mennesker, som også har grund til at være nervøse, når en influenza-epidemi hærger - men er vi gode nok til at respektere deres frygt? Dronningen sagde det så rigtigt i sin nytårstale i 1984: "Så kommer vi med vores danske humor og små, dumsmarte bemærkninger". Det handlede ikke om corona-virus, men karakteristikken af danskernes reaktion passer meget godt. Så nej, vi skal ikke gå i panik, vi skal søge så meget faktuel viden som nødvendigt, og så skal vi have respekt for dem, der er bekymrede.

Erhverv

Nissens-produktion lagt ned af corona-virus: Vi er taknemmelige for ingen ansatte er smittet

Annonce