Annonce
Horsens

Borgmester tager omstridt ringvej og velfærd med til budgetforhandlinger

Borgmester Peter Sørensen (S) vil blandt andet finde økonomi til den nye ringvej i den kommende budget. Arkivfoto
Årets budgetforhandlinger står for døren, og borgmesteren vil både sætte penge af til en omstridt ringvej og velfærd - og så skal der være færre unge på offentlige ydelser for fremtiden.

Horsens: Nu er det igen den tid på året, da kroner og ører skal fordeles i kommunen. Byrådet har budgetseminar i slutningen af august, og især et af borgmesterens punkter på dagsordenen kan skabe røre i andedammen og måske blive en knast for et bredt forlig. Det drejer sig om finansiering af forlængelsen af Ringvej Syd fra Bjerrevej til Ove Jensens Allé på Sydhavnen, som Venstre i årevis har været imod.

Peter Sørensen (S) forventer, at kommunens anlægsramme bliver på mellem 250 og 300 millioner kroner, og nogle af dem skal bruges på ringvejen, mener han.

- Vi har en masse planlagte investeringer i børnehaver, skolerenoveringer, cykelstier og halprojekter, men min ambition er, at vi også afsætter økonomi til Ringvej Syd og får planlagt finansieringen, så den kan påbegyndes så snart, vvm-undersøgelsen er færdig. Jeg håber på at få alle med, lyder det.

Annonce

Det bliver ikke en fest, men du hører mig ikke klage. Jeg har en forventning om, at der kommer flere midler til børn, unge ældre og handicappede. Og ikke hen over årene. Vi har brug for dem nu, det er KL meget præcis om. Vi får flere ældre, og især børn i to-fire-års alderen, og dem skal vi have råd til at finansiere først.

Peter Sørensen (S), borgmester

Penge til velfærd

Ud over ringvejen er borgmesterens fokus rettet mod velfærden, som han også forud for valget kom med et opråb for. Horsens vokser eksplosivt og især mange flere små børn i kommunen kræver flere midler. Men også presset på ældre og handicapområdet vokser.

- Vi skal have et løft i velfærden. Min hovedvægt ligger på at finansiere væksten på de forskellige områder, det skal der være råd til. Og det bliver spændende at se, hvordan aftalen mellem KL og regeringen falder på plads. Om de finansierer velfærdsløftet med vores egne midler, lyder det.

Borgmesteren forventer, at de midler, som forhåbentlig bliver tilført området, kommer i puljer. Altså penge, som er øremærket bestemte områder, og ikke nogle, kommunen frit kan disponere over. Men det ser han ikke som et problem, snarere et vilkår.

- Det bliver ikke en fest, men du hører mig ikke klage. Jeg har en forventning om, at der kommer flere midler til børn, unge ældre og handicappede. Og ikke hen over årene. Vi har brug for dem nu, det er KL meget præcis om. Vi får flere ældre, og især børn i to-fire-års alderen, og dem skal vi have råd til at finansiere først.

Unge væk fra offentlige ydelse

Overordnet er der ikke varslet sparerunde i det kommende budget, men på særligt et område skal livremmen strammes.

- Vi er nødt til at få kigget på Jobcentret i forhold til ungeindsatsen. Vi har for mange unge uden tilknytning til arbejdsmarkedet, og det skal ændres. Der ligger en regning foran os, som skal reguleres, og det kan kun gøres, hvis de unge kommer af de offentlige ydelser og på rette vej. Jeg har store ambitioner om at få nedbragt ydelsesudbetalingerne på det område, lyder det fra Peter Sørensen.

Med det nyligt overståede folketingsvalg er den normale tidsramme for budgetforhandlingerne med KL rykket en lille måned. Men i Horsens vil borgmesteren fortsætte forhandlingerne som hidtil, dog med en lille tilføjelse.

- Vi kører efter planen og går i gang med budgetforhandlingerne på seminaret 30. august, og så indskriver vi en tekst i budgettet, der hedder, at det, der kommer fra aftalen mellem regeringen og KL, skal indarbejdes bagefter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Når lærerne må holde fri - så må børnene vel også?

Avisen har de seneste dage skrevet om tendensen til, at forældre tager deres børn ud af skolerne uden for de normale ferieperioder. Det er et forkert signal, mener både politikere og skoleledere. Det er bedst, når alle i skole. Det kan ingen være i tvivl om, men det gælder så sandelig også lærerne, for ingen taler om, at det selvfølgelig også går ud over kvaliteten i undervisningen og styrken i fællesskabet, når læreren holder fri. Lad os slå fast med det samme, at det er alle læreres ret at holde ferie uden for skolernes traditionelle ferie. Det siger deres overenskomst, så ingen skal skyde efter folkeskolelærere, når de en uge om året holder fri uden for de traditionelle ferieuger hen over skoleåret. Men det betyder også, at det klinger en anelse hult, når skoleledere og politikere taler om det forkerte i, at børnene tages ud af undervisningen, når de ansatte har muligheden for at gøre det samme. Det kommer til at lyde som mig selv, når børneopdragelsen har været til diskussionen derhjemme, og jeg har trukket trumfkortet og slået fast, at de skal gøre, som jeg siger, og ikke som jeg selv gør..... Det var noget andet i gamle dage, vil nogle nok mene, men dengang måtte lærerne heller ikke holde fri ud over de almindelige ferieuger. Dengang gav det god mening at slå fast, at eleverne ikke bare kunne få fri uden særlig grund. Nu er tiden en anden, og selv om det går ud over fællesskabet og kvaliteten i undervisningen, når enten elever eller lærere mangler, så er det sådan, virkeligheden ser ud. Vi må alle bestræbe os på at holde fraværet på et minimum og gøre det så attraktivt at gå i skole, at der skal noget ekstraordinært til, hvis man vil gå glip af en uges undervisning. Det er en kamp, vi alle kan bidrage positivt til at vinde. Kampen for at undgå fravær er desværre tabt.

Annonce