Annonce
Brædstrup

Borgmester om byfornyelse: Nu går vi fra visioner til handling

Det er her ved Restaurant Det Gamle Posthus ved Jernbanegade og Søndergade, at Banetorvet skal etableres i 2020. Borgmesteren håber, at det nye torv kan blive byens nye samlingssted. Foto: Henrik Sandvad
Byrådet har sagt ja til planen om en ny bymidte i Brædstrup. Dermed er over et års forberedelser slut, og borgmester Peter Sørensen ser nu frem til, at man går fra visioner og til handling.

Brædstrup: - Jeg synes, det har været en lang proces. Vi er også tit gået to skridt frem og tre tilbage undervejs. Men der har været mange overvejelser og meget inddragelse af borgere, og derfor er der også i Brædstrup og politisk et stort ejerskab til projektet. Jeg er derfor glad for, at vi er nået hertil. Nu kan vi gå fra at snakke vision og tanker og til handling.

Sådan siger borgmester Peter Sørensen (S), efter byrådet mandag aften uden de store sværdslag vedtog en ny midtbyplan for Brædstrup. Projektet er en del af områdefornyelsen, og det betyder, at borgerne allerede fra næste år får et nyt torv, Banetorvet, og en ny gennemgående sti igennem byen, Banestien, som følger Bryrupbanens gamle spor.

Hele projektet er budgetteret til 8,5 mio. kroner, og borgmesteren forventer, at byens nye knudepunkt bliver en gevinst for byen.

- Der venter så en stor opgave med at få området aktiveret. Det er ikke kun for turister, skolebørn og gående, vi laver det her projekt. Det er et nyt knudepunkt i Brædstrup, hvor man kan have sociale fællesskabsarrangementer, kulturarrangementer og handelsdage, så det kan være et sted, som samler byen. Det er den overvejende tanke, der ligger bag det her. Heldigvis er folk i Brædstrup gode til at stable forskellige arrangementer på benene, så jeg tror godt, at man kan få aktiveret området, siger Peter Sørensen.

Der venter så en stor opgave at få området aktiveret. Det er ikke kun for turister, skolebørn og gående, vi laver det her projekt. Det er et nyt knudepunkt i Brædstrup, hvor man kan have sociale fællesskabsarrangementer, kulturarrangementer og handelsdage, så det kan være et sted, som samler byen.

Borgmester Peter Sørensen

Vil købe bageri og pølsevogn

I forbindelse med mandagens byrådsmøde fik forvaltningen mandat til at forhandle kommunens køb af bageriet og pølseboden på Søndergade på plads.

- Det er derfor min forventning, at vi kommer i hus med det, så vi kan komme i gang med Banesti-projektet. Men det er også vigtigt, at alle kan se sig selv i projektet. Vi har jo en ekspropriationsmulighed, og det har vi givet administration mandat til, men jeg kan sige, at vi er i god dialog med lodsejerne omkring det her projekt, så jeg håber på en frivillig aftale, siger Peter Sørensen.

Ved mandagens byrådsmøde besluttede byrådspolitikerne også, at der skal oprettes en stadeplads til en ny pølsevogn eller madpavillon ved Banetorvet.

- Det bliver så op til de folk, som arbejder med områdefornyelsen at finde en god plads til det, siger borgmesteren.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce