Horsens: Borgmester Peter Sørensens (S) åbne hånd til dialog om en skattestigning i et debatindlæg i Folkebladet 14. juli blev på selve dagen og fem dage senere i et læserbrev i avisen mødt med en blank afvisning fra Konservative, Liberal Alliance og Venstre, der ikke var til at misforstå, og som gjorde det meget svært at se et muligt kompromis.
Sådan opfatter borgmesteren selv situationen, efter at han blandt andet på byrådsmødet i sidste uge blev kritiseret af først og fremmest Venstre for ikke at tage den lovede dialog om den skattestigning, som et flertal i byrådet står til at gennemføre i forbindelse med budgetforhandlingerne, der indledes i denne uge.
Nu svarer borgmesteren på kritikken:
- I debatoplægget i avisen lagde jeg op til en åben drøftelse med alle partier, og det mente jeg alvorligt. Min udmelding var temmelig åben, men svaret fra Liberal Alliance, Konservative og Venstre var temmelig lukket og præcis: De tre partier afviste klart en skattestigning. Det blev mejslet i beton. Det respekterer jeg selvfølgelig, det er en legitim holdning, men det gør det bare svært at se, hvordan man kan få en fornuftig dialog, siger Peter Sørensen til Folkebladet.
Peter Sørensen (S), borgmester, HorsensMin udmelding var temmelig åben, men svaret fra Liberal Alliance, Konservative og Venstre var temmelig lukket og præcis: De tre partier afviste klart en skattestigning.
Borgmesteren svarer ikke direkte på spørgsmålet, om han frem til nu personligt har kontaktet partilederne fra Venstre, Konservative og Liberal Alliance for at gå i dialog om en skattestigning.
- Jeg har snakket med mange af byrådets partier om mit oplæg, og der bliver jo i øvrigt også rig lejlighed til at diskutere det ved budgetforhandlingerne, siger han.
105 millioner over fire år
For Peter Sørensen er der ingen tvivl om, at en skattestigning på 0,2 procentpoint fordelt over 2021 og 2022 er nødvendig for at fastholde og udvikle velfærden i Horsens Kommune.
- Udligningsreformen rammer os med 105 millioner kroner over fire år. Det er store tal, og man gambler med velfærden, hvis man tror, at vi kan klare det med besparelser på administrationen. Omvendt kan vi, når provenuet fra skattestigningen er indregnet, holde serviceniveauet og samtidig lægge lidt til på de områder, der bestemt trænger til det, siger han.
- Vi skal for eksempel have flere sosu-assistenter, flere skolelærere, de rette tilbud til handicappede, og der er anlæg, veje og cykelstier, som vi må opgive, hvis der ikke er penge nok til driften af kommunen, siger Peter Sørensen, der understreger, at der også vil være besparelser/effektiviseringer i det kommende budgetforlig.
Byrådet har på forhånd pålagt forvaltningerne, at de skal finde besparelser/effektiviseringer på 0,5 procent af deres budgetter. Det vil også ske i år.
S-udspil på vej
Flere partier har i Folkebladet fortalt om deres ønsker til budgettet, og flere er på vej. I Socialdemokratiet er det gruppeformand Andreas Boesen (S), der fremlægger partiets budgetudspil. Det vil blive offentliggjort i samlet form i løbet af ugen, lyder meldingen fra gruppeformanden.
Byrådet samles til budgetseminar på fredag. Her får byrådspolitikerne af forvaltningen en status på "rigets tilstand", og i weekenden mødes partilederne til forhandlinger med borgmesteren, der skal forsøge at finde en ramme for et forlig, som flest mulige partier kan se sig selv i.
Der er 1. behandling af budgettet på mandag, og budgettet skal vedtages endeligt ved 2. behandlingen 5. oktober.