Annonce
Odder

Borgmester: Ikke sikkert grunde kommer til salg alligevel

For enden af Kærsangervej har kommunen siden 70'erne ejet to parceller, som anvendes til legeplads. Planer om at udstykke de to grunde ser nu ud til at gå på grund, da underlaget er for dårligt. Foto: Søren E. Alwan

Det er ikke forureningen, der er det største problem på Kærsangervej, men derimod de risici der er ved at skulle pilotere til to nye grunde.

Odder: Det er kommet noget bag på borgmester Uffe Jensen (V), at jorden for enden af Kærsangervej er så dårlig, som en rapport lavet for Kærsangervej 11 tyder på.

- Da vi i slutningen af 2018 besluttede at gøre de to grunde for enden af Kærsangervej klar til salg efter henvendelser fra interesserede købere, anede vi ikke, at området var lettere forurenet, og da slet ikke, at det også var et engområde, der betyder et stort behov for fundering, siger Uffe Jensen.

Forureningsdelen fandt kommunens teknik- og miljøafdeling hurtigt frem til, og på februarmødet nikkede økonomiudvalget som udgangspunkt ja til at bruge penge på at oprense grunden i forbindelse med et salg.

Den beslutning kom noget bag på ejerne af Kærsangervej 11, Gyda Wenzel Pedersen og Gorm Sigersted, som i 2009 havde fået udarbejdet en rapport, efter deres hus var sunket adskillige centimeter.

- De nye oplysninger, som ejerne af nr. 11 er kommet med, samt rapporten kommer til at indgå i sagen, når vi behandler den igen, formodentligt på aprilmødet, siger borgmesteren.

Borgmesteren lægger ikke skjul på, at de nye oplysninger har fået ham til at tænke sig om en ekstra gang.

- Står det til mig, bliver planerne om at udstykke de to grunde opgivet, siger Uffe Jensen.

- Det er piloteringen, der er det største problem. Det kan jo ende med at blive dyrere at sælge dem, end hvad vi vil kunne få for grundene.

Han understreger, at selve forureningen ikke på nogen måde er farlig.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce