Annonce
Udland

Præst ved ceremoni for Floyd: Tag knæet væk fra vores hals

Nicholas Pfosi/Reuters
Præst og borgerrettighedsforkæmper Al Sharpton langer ud efter USA ved mindehøjtidelighed for George Floyd.
Annonce

Hundredvis er torsdag eftermiddag amerikansk tid samlet i den amerikanske storby Minneapolis til en mindehøjtidelighed for George Floyd, der døde under en brutal anholdelse mandag i sidste uge.

Både George Floyds familie, advokat og den kendte præst Al Sharpton holdt stærke taler.

I en mindeværdig hyldesttale sagde borgerrettighedsforkæmperen Al Sharpton, at den sorte befolkning i USA er blevet marginaliseret i over 400 år, fordi USA bliver ved med at "sætte et knæ på vores hals".

Det er en henvisning til, at George Floyd døde af iltmangel på et hospital, efter at en betjent havde sat sit knæ på Floyds hals i otte minutter og 46 sekunder, mens Floyd udstammede ordene, der sidenhen er blevet symbolet på sagen: "I can't breathe", eller "jeg kan ikke trække vejret".

- Grunden til, at vi aldrig kunne blive, hvem vi gerne ville eller drømte om, er, at I holdt jeres knæ på vores hals.

- Hvad, der skete med Floyd, sker hver dag i dette land; i uddannelse, sundhedsvæsnet og i alle områder i det amerikanske liv.

- Det er på tide, at vi rejser os i Georges navn og siger: "Tag jeres knæ af vores halse".

Mange fremtrædende personligheder er blandt deltagerne ved ceremonien, heriblandt Minneapolis' borgmester, Jacob Frey.

Han måtte give tårerne frit løb, da han stod over for George Floyds kiste, umiddelbart inden ceremonien begyndte.

Jacob Frey var blandt de første til at fordømme den brutale anholdelse, der førte til George Floyds død.

Mindehøjtideligheden finder sted, samtidig med at tre betjente, der var involveret i anholdelsen af George Floyd, for første gang deltog ved et retsmøde i drabssagen.

De er alle sigtet for medvirken til drab. En fjerde betjent, som under anholdelsen pressede sit knæ ned på George Floyds hals i adskillige minutter, er sigtet for forsætligt drab. Han deltog ikke i dagens retsmøde, men skal møde i retten 8. juni.

Alle fire betjente kan risikere op til 40 års fængsel, hvis de bliver dømt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

Lucas Jackson/Reuters
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

Se alle målene: Rekordmål af Kjær og kanonkugle af Therkildsen knækkede Hobro

AC Horsens For abonnenter

Tredobbelt-gevinst til AC Horsens, men sportslig succes kan i sidste ende koste million-præmie

Annonce