Horsens: Før mødet havde borgmester Peter Sørensen (S) ingen kommentarer, og det havde han heller ikke efter, at først økonomi- og erhvervsudvalget og umiddelbart derefter Horsens Byråd fredag eftermiddag var blevet orienteret om en personalesag i kommunen.
Det virtuelle byrådsmøde, der startede kl. 16 og varede lidt under en time, var lukket for offentligheden, og på dagsordenen var blot et enkelt punkt: "Orientering om personalesag".
Efter mødets afslutning svarede Peter Sørensen kortfattet på sms, at han ikke kunne kommentere sagen, da det var et lukket punkt.
Samme melding kom fra viceborgmester Martin Ravn (V) efter mødet.
- Der er faste regler for, hvad man må referere fra som byrådsmedlem, og det overholder jeg selvfølgelig, sagde han.