Annonce
Horsens

Borgmester drømmer stort: Horsens skal have landets største indendørs arena

Horsens skal være førstevalget for de helt store koncert-navne, mener Peter Sørensen. Forum Horsens kan rumme 4500 tilskuere, og det er ikke nok i den hårde konkurrence med andre byer. Billedet stammer fra koncerten med Depeche Mode i Forum Horsens i februar 2010. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Peter Sørensen lancerer nu en vision, der skal bringe Horsens på førstepladsen i kampen om at blive landets foretrukne værtsby for de allerstørste koncert- og sportsarrangementer. Claus Visbye, direktør for Horsens & Friends, tager godt imod borgmesterens tanker.

Horsens: Horsens skal have landets største indendørs arena med plads til minimum 17.000 tilskuere. Det er nødvendigt, hvis Horsens fortsat vil have en plads i den stadig hårdere konkurrence om at være værtsby for de helt store koncerter og sportsarrangementer.

Sådan lyder det fra borgmester Peter Sørensen (S), der lancerede sine overvejelser på sin Facebook-side torsdag aften.

- Jeg mener, at Horsens skal være det naturlige tilvalg ved store koncert- og sportsarrangementer, og det naturlige tilvalg er ganske enkelt det sted, hvor der kan sælges flest billetter, siger Peter Sørensen til Folkebladet.

Annonce

Udgangspunktet er altså, at den lokale arena skal kunne rumme flere tilskuere end landets i øjeblikket største arenaer, Royal Arena i København, hvor der kan være 17.000 siddende og stående gæster, og Boxen i Herning, der kan rumme 15.000.


Jeg tillader mig at drømme stort, men jeg kan også samtidig sige, at det er en drøm, der kan realiseres, også uden at det rammer velfærden og den øvrige kultur i Horsens.

Peter Sørensen


Borgmesteren understreger, at den nye kæmpe-arena skal bygges på en måde, så den i hverdagen er til glæde for byens idræts- og foreningsliv.

- Min vision er et venue, der først og fremmest er lavet til idræts- og foreningslivet, men som samtidig er den arena i landet, der kan rumme flest tilskuere. Den kombination tror jeg faktisk ikke er set før nogen steder i Danmark, siger han.

- Hvor skal arenaen ligge?

- Det er vigtigt, at den ligger et sted tæt på Horsens, hvor det er nemt at komme til og fra. Jeg har nogle ideer til gode placeringer, som jeg foreløbig holder for mig selv, og det kan jo være, at der er andre, der har bedre bud, siger Peter Sørensen.

Koncertplads og street-miljø

I tilknytning til arenaen ser Peter Sørensen for sig, at der skal være en udendørs koncertplads med plads til 50.000 tilskuere og derudover meget gerne "Danmarks største udendørs street sport-miljø".

- Jeg tillader mig at drømme stort, men jeg kan også samtidig sige, at det er en drøm, der kan realiseres, også uden at det rammer velfærden og den øvrige kultur i Horsens. Det kan realiseres, hvis det er det, man vil, konstaterer han.

- Hvis man ikke vil, er det også i orden, men så man også anerkende, at vi ikke kan fortsætte den udvikling på kulturområdet, der i 20 år har givet os så mange store successer, og som har været grobund for så meget andet godt i byen, siger Peter Sørensen.

Annonce

Skal ikke afløse Forum Horsens

Peter Sørensen understreger, at den ny arena ikke skal afløse Fængslet og Forum Horsens som de nuværende koncert- og idrætsmekkaer i byen.

- Det er jo langt fra alle arrangementer, der kræver så stor plads, og Forum Horsens vil fremover fortsat spille en stor rolle for idræts- og kulturlivet i Horsens, siger han.

Næste skridt vil være at drøfte visionen med lokale aktører og byrådets partier.

- Lige nu er vi jo ikke længere, end at det er en vision. Jeg har selvfølgelig drøftet det med mit eget parti, men det vil være naturligt, at vi bærer ideen med ind i de kommende budgetforhandlinger, siger Peter Sørensen.

Annonce

Visbye: Sindssygt spændende

Claus Visbye, direktør i Horsens & Friends, tager godt imod borgmesterens vision:

- Jeg synes, det lyder sindssygt spændende, og det er en drøm, vi gerne vil være en del af. Der er ingen tvivl om, at konkurrencen er blevet vanvittigt hård, og i det spil er faciliteterne og antallet af publikummer, man kan putte ind i dem, altafgørende for den økonomi, der kan lægges i de artister, man gerne vil have. Det er en global konkurrence, vi er ude i, og skal man byde op til dans på det niveau, skal man op på den store klinge, siger han.

Så mange er der plads til i dag

Her er tallene for, hvor mange mennesker, der kan lukkes ind til koncerter og store sports-arrangementer i Horsens i dag:

  • Koncertpladsen ved Fængslet: 35.000
  • Casa Arena: 30.000
  • Fængselsgården: Cirka 10.000
  • Forum Horsens Cirka 4500
  • Vestsalen (åbner til september): 800

Horsens & Friends-direktøren påpeger, at koncerterne i sig selv ikke kan bære økonomien i en kommende arena, og han er enig med Peter Sørensen i, at stedet også skal kunne rumme andre aktiviteter.

- Vi vil meget gerne være med til at afsøge, hvad der kan lade sig gøre og finde ud af, hvordan sådan en arena og udendørs venue vil stille os konkurrencemæssigt i forhold til for eksempel Royal Arena og Boxen. Det er et multi-facetteret drømmescenarium, siger han og peger på, at en eventuel arena for eksempel også skal kunne rumme sportsbegivenheder og messer.

Annonce

Andre byer står ikke stille

Hvornår synes du, at sådan et anlæg burde stå klar?

- I morgen, lyder svaret med et grin fra Claus Visbye.

- Andre byer står jo heller ikke stille - hverken på hal- eller venuefronten, så vi skal være med fremme, og med et anlæg af den her kaliber ville vi stå godt.

Hvordan vil I stå, hvis der ikke kommer en ny arena og koncertplads?

- Så kan man bruge de faciliteter, vi har, som er fine. Men der er ingen tvivl om, at man står bedre, jo bedre faciliteter, man har.

- På Casa Arena er der plads til 30.000, og vi kan have 35.000 stående på Fængslet. Forum Horsens er også god til nogle ting, men det er klart, at hvis man for eksempel i Herning kan tilbyde andre publikumstal, vil koncertudbyderne lægge noget der. Fos os drejer det sig om at have flere gode og forskellige muligheder, siger Claus Visbye, som i år blandt andet har Level 42 på plakaten og næste år spiller ud med navne som Bryan Adams, Sting og Elton John.

Annonce
Horsens For abonnenter

Christina og Torialy har ligget søvnløse af bekymring i flere uger, fordi deres datter var fanget i omstridte ghettoregler: Onsdag blev den bedste dag i lang tid

Danmark

Søndagens coronatal: Efter syv dage med over 4000 nye coronatilfælde falder smittetallet

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Troels Holch Povlsen tonser med tallene: Tredobler omsætning i Horsens-selskabet Nine United A/S

Kultur For abonnenter

Fortidsminder spænder ben for drømmen om "Hollywood"-skilt i Juelsminde

Horsens

Brænder pengene i lommen? Her er de dyreste boliger til salg i Horsens lige nu

Hedensted For abonnenter

Nu bliver bopælen afgørende for, hvor dit barn kommer i børnehave

Flertal afsætter én milliard til trængte sygehuse

Kultur For abonnenter

Tredje søndag før jul gik dine oldeforældre tur på Søndergade

Horsens

Han har kastet omkring 700 ton sten i fjorden i år og kan godt kaldes for 'naturens vogter': Nu har han fået et skulderklap for sin indsats

Horsens

Laudrup og den øvrige elite brugte en lørdag i Horsens: Det er et kæmpe skulderklap, der betyder, vi må have gjort noget rigtigt

Se Danmark: Danmarks måske billigste gård

Hedensted For abonnenter

Grundejerne bestemte første udspil til diget: Vi er blevet overraskede over, hvor kompliceret kysten er

Horsens For abonnenter

Det blev Østerhåb ved et tilfælde: Drømmehuset fra byggeudstilling blev til et hjem for familien Bang Fasting Bauer

Horsens

Uro i nattelivet: Unge mænd råbte og rakte fuckfinger mod politiet

Annonce