Annonce
Horsens

Borgmester afviser at lave plakattjek hos dagplejere i Horsens

Jette Hasselstrøm, der har en privat pasningsordning i Vester Nebel, mener, at man i dagplejeafdelingen i Kolding Kommune går i for små sko, når man indskærper, at private børnepassere ikke må have ordet "dagplejeren" stående på denne plakat, som flere børnepassere har hængende hjemme hos sig. Privatfoto
Private børnepassere i Horsens kan ånde lettet op. Kommunen har ikke planer om at sende folk ud for at tjekke om de har "dagpleje-plakater" på væggene.

Horsens: I starten af ugen fik alle private børnepassere i Kolding en mail om, at de ikke må have en humoristisk plakat om børn med overskriften "dagplejeren" hængende i deres private hjem.

Det gav stor utilfredshed blandt børnepasserne, men sådan en mail er ikke på trapperne i Horsens. I hvert fald ikke hvis man spørger borgmester Peter Sørensen (S)

- Jeg er ikke bekendt med, at vi er i gang med sådan en opgave, og jeg håber da heller ikke, det er nødvendigt. Som med alt muligt andet starter det med tillid til hinanden, det vil vores tilgang altid være. Og jeg har tillid til, at de, der arbejder under de ordninger, har orden på deres sager, siger han.

Får vi en anmeldelse, reagerer vi selvfølgelig, men jeg synes, vi har vigtigere ting at beskæftige os med.

Peter Sørensen, Borgmester (S)

Andre ting på prioriteringslisten

Plakat-misæren udspringer af, at der pr 1. januar 2019 trådte nye landsdækkende regler i kraft for de private pasningsordninger. Der kom blandt andet nye krav til kommunernes tilsyn med de private ordninger, og derudover må de private børnepassere ikke længere kalde sig private dagplejere.

Af den grund må de så heller ikke markedsføre sig som dagplejere på f.eks. hjemmesider, hvor der i stedet er krav om, at ordene privat pasningsordning skal indgå i domænenavnene. Og da Kolding kommune fik en anmeldelse om, at der hang en såkaldt "dagpleje-plakat" hos en børnepasser, valgte kommunen at sende en mail ud og gøre opmærksom på reglerne.

I Horsens er borgmesteren ikke uenig i, at loven skal følges, men han mener omvendt også, at kommunerne kunne finde andet at bruge krudtet på end plakater.

- Regler og lov er til for at blive overholdt. En kommune er en myndighed, og vi forsøger at overholde reglerne. Der findes ikke en petitessegrænse for loven, men en fleksibilitet, og vi har mange andre ting, der står højere på vores prioriteringsliste på vores tilsyn, lyder det fra Peter Sørensen.

Dermed står det ikke lige for, at de private børnepassere i Horsens Kommune kan frygte et uventet besøg, som skal tjekke boligindretningen og valg af vægudsmykning.

- Jeg synes, loven burde laves om, så vi alle kunne have fokus på det vigtigste - nemlig at lave kvalitet i pasningstilbuddet, siger Peter Sørensen.

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Nyt fra seriefodboldens verden

Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere på hsfo.dk

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Horsens Folkeblads hjemmeside, www.hsfo.dk, som tusindvis af horsensianere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4, går det nye hsfo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse, og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye hsfo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.

Annonce