Annonce
Brædstrup

Boom i Brædstrup: Der er gang i ejendomshandlerne

Bredgade 23 er en af de ejendomme, der nu er sat til salg. Ejendommen rummer Brædstrups Matas-butik, og den har ingen planer om at flytte. Foto: Peter Hald
Kendte butiks-ejendomme på Bredgade i Brædstrup er sat til salg. Gode fremtidsudsigter for byen, mener ejendomsmægler.

Brædstrup: Der er gang i ejendomshandlerne i Brædstrup, og det giver sig udtryk i, at to markante ejendomme på Brædstrups hovedstrøg Bredgade er sat til salg. Der er tale om ejendomme, hvor der både er boliger og butikker.

En af ejendommene er Bredgade 23 - den ejendom, der rummer Matas-butikken. Ejendommen, der er sat til salg af EDC for 4,4 millioner kroner, rummer ud over Matas også nogle boligejemål.

I skrivende stund er ejendommen ikke solgt endnu, men når det sker, skulle det ikke få nogen konsekvenser for Matas, der ikke har planer om at flytte fra stedet, hvor butikken har haft til huse siden 2001.

- Vi bliver, og vi regner ikke med, at der sker ændringer, siger butikschef Ditte B. Laustsen fra Matas i Brædstrup.

Vi mærker stor interesse for Brædstrup by.

René Sommer, EDC Erhverv Horsens

Sælges med lejekontrakter

- Ejeren sælger ejendommen med lejekontrakter - det vil sige, at en ejendom som Bredgade 23, hvor Matas er lejer, fortsætter lejekontrakten uafhængigt at, at de skal indebetale husleje et andet sted, når ejendommen er solgt, siger ejendomsmægler René Sommer, der er medindehaver af EDC Erhverv Horsens.

- Sagen er, at vi i Danmark i øjeblikket er begunstiget af en meget lav rente. Det betyder, at dem, der har penge i overskud, kigger på alternativer til at have penge i banken. Alternativer, hvor de kan få et godt afkast - og det er blandt andet ved udlejningsejendomme. Derfor er der en god efterspørgsel på udlejningsejendomme, siger René Sommer.

- Er det også udtryk for, at der er gang i Brædstrup?

- Absolut. Vi mærker stor interesse for Brædstrup by fra flere sider. Vi kan tydeligt mærke, at kommunen virkelig er opmærksom på, at der skal ske en udvikling i Brædstrup, og det smitter af på mange andre - både borgere og investorer, der kan se en god fremtid for Brædstrup. Det er også årsagen til, at vi omkring nytår valgte at åbne en boligbutik på Søndergade, lyder det fra René Sommer.

- Så er det måske også det rigtige tidspunkt at sælge på, nu hvor interessen er der?

- Ja. Tilbage ved finanskrisen i 2008 var interessen ikke ret stor generelt. Men de seneste par år har været helt anderledes med stor interesse og efterspørgsel fra investorer, svarer ejendomsmægleren.

Grotkjær vil sælge

En anden kendt Bredgade-ejendom, der er til salg, er Bredgade 34, der rummer syv lejemål - ikke mindst genbrugsbutikken Brædstrup Genbrug, der drives af Kirkens Korshær. Denne ejendom sættes til salg af EDC for 4,5 millioner kroner.

Ejeren af Bredgade 34 er en af Brædstrups kendte udlejere, nemlig Villy R. Grotkjær, der har haft ejendommen i 20 år.

- Jeg sælger, fordi jeg er ved at komme lidt op i alderen. Jeg er blevet 72 år, siger Villy R. Grotkjær.

- Hvis ejendommen ikke bliver solgt, så beholder jeg den bare - den er jo god nok at have, tilføjer han.

Et salg af Bredgade 34 vil næppe få konsekvenser for genbrugsbutikken:

- Vi har ikke planer om at flytte, og den nye ejer skal bare behandle os ligeså godt som Villy - så vil vi blive boende her i de næste 50 år, siger Henning Emil Jensen, der er formand for Kirkens Korshærs genbrugsudvalg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce