Annonce
Kultur

Bookmakere: Testosteron-duo vinder Vild Med Dans-finalen i Horsens

Sanger Coco O. og Morten Kjeldgaard, skuespiller og instruktør Jakob Fauerby og Silas Holst og tv-vært Christopher Læssøe og Karina Frimodt skal kæmpe om sejren i den 16. sæson af "Vild Med Dans". Finalen finder sted i Forum Horsens fredag aften. Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix
Forum er - næsten - klar til 6. omgang med tv-landeplagen "Vild Med Dans". Horsens & Friends og TV2 pusler med detaljerne lige nu.
Annonce

Horsens: Der er ingen tvivl hos bookmakerne: Når Forum Horsens fredag aften lægger gulv til finalen i 2019-udgaven af "Vild Med Dans", bliver det for første gang nogensinde et mandligt par, der løber med sejren.

Ifølge et odds-tjek onsdag eftermiddag vil parret, Jakob Fauerby og Silas Holst, endda vinde med længder ned til forfølgerne.

Sætter man sine penge på testosteron-duoen, får man ifølge Danske Spil således kun indsatsen 1,55 gange igen, mens tallet for modstanderne Christopher Læssø og Karina Frimodt er 3,75 og 5,50 for det sidste finalepar, Coco O. og Morten Kjeldgaard.

Uanset hvem der vinder, vil rammerne i Forum Horsens være klar, når værterne Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller byder velkommen, lyder det fra Horsens & Friends, som sammen med TV2 står bag afviklingen af showet.

Der er hele tiden scenografi, der bliver ændret, og pladsforhold, der skal tages højde for. I år skal Lukas Graham for eksempel spille undervejs, og de kommer med deres helt eget setup, der nærmest bliver et setup i setupppet.

Erik Munk, Horsens & Friends

Annonce

Seks gange med showet

TV2 har henlagt finalen til Langmarksvej for 6. år i streg, og torsdag eftermiddag vil opbygningen af scene og teknik være så langt, at det er detaljer, der mangler, før publikum kan rykke ind i den udsolgte sal, fortæller Erik Munk fra Horsens & Friends.

Han er efterhånden rutineret udi kunsten at sætte det populære finaleshow, der sidste år blev set af cirka 1,1 millioner seere, op.

Business as usual er det dog ikke, fortæller han.

- Der er hele tiden scenografi, der bliver ændret, og pladsforhold, der skal tages højde for. I år skal Lukas Graham for eksempel spille undervejs, og de kommer med deres helt eget setup, der nærmest bliver et setup i setupppet, og det er noget af det, vi skal have styr på, forklarer Erik Munk om en af årets udfordringer.

Han og resten af holdet fra Horsens & Friends og TV2 var onsdag eftermiddag i gang med at forberede lyd og lys. Torsdag ankommer kamerafolk og musikerne fra det efterhånden folkekære Antonelli Orchestra, lige som finaledanserne også stempler ind i torsdagens løb.

De skal prøvedanse underlaget på det store gulv, der breder sig i Forum Horsens, der tidligere i år også husede en anden TV2-show-finale: "X Factor".

Annonce

Skal levere varen til publikum

"Vild Med Dans" er imidlertid en lidt mere kompliceret affære end sangdysten, forklarer Erik Munk.

- Til "X Factor" havde vi stort set hele setuppet på scenen, som kun rakte en smule ud i salen. "Vild Med Dans" breder sig meget mere, og det er en anden udfordring rent teknisk, siger han og uddyber.

- Det vigtigste er, at vi leverer det, vi har lovet publikum, så for eksempel dem, der har købt gode pladser, ikke pludselig har et kamera lige foran sig, som spærrer udsynet. Eller at Lukas Grahams trommesæt pludselig står midt i det hele. Så får vi bare klager bagefter, og dét er vi ikke meget for, siger han med et grin.

Hvis du ikke har sikret dig billet til Forum Horsens, kan du følge "Vild Med Dans"-finalen på TV2 fra kl. 20 fredag.

Vild Med Dans

Vild Med Dans blev sendt første gang i 2005.

I år er finalen for 6. år henlagt til Forum Horsens, hvor der forlængst er udsolgt af billetter.

Finalefeltet består af: Jakob Fauerby og Silas Holst, Christopher Læssø og Karina Frimodt og Coco O. og Morten Kjeldgaard.

Værtsduoen er for andet år i træk Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald.

I dommerpanelet sidder Anne Laxholm, Jens Werner, Nikolaj Hübbe og Marianne Eihilt. De to førstnævnte har været dommere i samtlige sæsoner af "Vild Med Dans".

Ud over Antonelli Orchestra leverer Lukas Graham og Burhan G de musikalske indslag ved finalen.

Årets sidste show sendes på TV2 fredag kl. 20.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
HH Elite

Danskerne overraskede alt og alle

Horsens

Julia frygter, at der sker ulykke ved trafikeret kryds - kommunen er på vej med løsning

Danmark

Interview: 'Jorden kalder' tænkte Jens Rohde, mens han sad og følte sig helt på månen

Hedensted For abonnenter

Familiens hund blev kørt ihjel: Nu kræver borger fartbegrænsning

Annonce