Annonce
Navne

Bondekone og eks-politiker fylder rundt

Ida Pedersen og hendes mand solgte i 1990 Humleballegård til deres søn og flyttede til det hus, de havde bygget på en udstykning ved gården. Her bor 90-års fødselaren stadig. Bag hende hænger et maleri af Humleballegård - en sølvbryllupsgave fra børnene. De to andre malerier har Ida Pedersen selv lavet. Privatfoto
Annonce

Fødselsdag: Ida Pedersen, Søvind, Horsens, fylder 90 år søndag 24. januar, og i den anledning har datteren Hanne Iversen, Tyrrestrup, Horsens, skrevet følgende:

Ida Pedersen har hele sit liv været bondekone. Sammen med sin mand, Åge, med hvem hun blev gift i 1953, havde de Elbæk Nygård fra 1953 til 1961, hvorefter de købte Humleballegård i Søvind.

På Humleballegård drev de svineavlscenter, ligesom Ida Pedersen åbnede hjemmet for især britiske turister på bondegårdsferie.

I 1974 blev Ida Pedersen valgt ind i daværende Gedved Kommunes kommunalbestyrelse for Venstre, hvorefter hun langsomt trappede ud af bondegårdsturismen.

Ida Pedersen sad i kommunalbestyrelsen i fem perioder, heraf nogle som formand for henholdsvis plan- og miljøudvalget samt socialudvalget.

I 1990 solgte de Humleballegård til deres søn og flyttede til det hus, de havde bygget på den udstykning, som Gedved Kommune havde foretaget af noget af jorden til Humleballegård.

I 2003 mistede Ida sin ægtefælle, men hun bebor stadig det store hus og klarer selv sin hverdag, dog nu med lidt privat hjælp til rengøring og havearbejde.

Det kommunale "system" gør hun endnu ikke brug af. Hun laver hver dag selv sit varme måltid mad, som indtages kl. 12.

Ida Pedersen har hele sit liv været en meget aktiv person, og det er hun stadig sin høje alder til trods. Børn og børnebørn kan stadig få leveret en dåse småkager eller tre stænger af Idas hjemmebagte kringle, som er fuldstændig uovertruffen.

Når ellers corona-virus tillader det, går hun til porcelænsmaling, til fællessang, til arrangementer i det lokale kirkehus, hvor hun også indimellem spiller til sang, ligesom hun to gange om ugen selvtræner i fitnesscentret i Søvind Hallen.

Indtil denne vinter har hun også en gang ugentligt været til svømmetræning i Forum Horsens.

Hun udnytter også sin kreative åre.

Indtil et fald for nogle år siden bevirkede, at hendes ene skulder gik af led, gik hun på malerkursus. Hun har malet adskillige billeder, der nu pynter i hendes hjem.

Skulderskaden bevirkede, at hun ikke længere kunne male på et lærred på et staffeli, men så har hun kastet sig over at akvarelmaling og maler lykønskningskort.

Hun er også en flittig bruger af Søvind Bibliotek og læser mange bøger.

Derudover sørger hun for hver dag at gå en - hendes alder taget i betragtning - forholdsvis lang tur, nu dog i selskab med "Rulle-Marie".

Og i forhold til den digitale verden klarer hun også selv at betale regninger via netbank, hun læser/besvarer sin e-post og sine e-mails, og hun er aktiv på Facebook, hvor hun især nyder at følge børnebørnenes liv. Hun har seks børnebørn og ni oldebørn.

Dog har Ida en "skavank", der virkelig gør hende trist en gang imellem, idet hendes hørelse i mange år har været meget svækket, og det bliver desværre kun værre med alderen.

Selve fødselsdagen fejres kun med søn, svigerdatter og datter, mens den øvrige familie og vennekredsen må vente med at komme til fest, til covid-19 har forladt os.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AC Horsens

Se videoen: Skarpheden manglede - AC Horsens satsede men måtte nøjes med 0-0 mod VB

Horsens

Nyt testcenter på vej: Om få dage kan man få lavet en kviktest i Brædstrup

Danmark

Politikere er ikke i særlig kategori: Middelfarts 46-årige borgmester lod sig covid-19-vaccinere på samme tid som plejehjemsbeboere

Annonce