Annonce
Danmark

Boligforening: Overvågning giver tryghed - men uændret hærværk

Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
- Vi kan ikke pege på overvågning som årsag til mindre hærværk, siger direktør for Brabrand Boligforening.

I den ene afdeling har man videoovervågning, i den anden afdeling sagde man nej tak.

Men der er ikke nogen forskel, når det gælder graden af hærværk.

Det er erfaringen hos Brabrand Boligforening.

- Begge afdelinger har haft problemer med omfattende hærværk. Men det fald, der har været, har været det samme begge steder.

- Så vi kan ikke sige, at det er overvågningen, der har gjort en forskel, siger Keld Laursen, direktør for boligforeningen.

Det kom bag på boligforeningens ledelse, fortæller han.

- Det var overraskende for os i første omgang, men det er nok udtryk for, at det er andre ting, som styrer, om der sker hærværk eller ej, siger Keld Laursen.

Det er beboerdemokratiet i de to afdelinger, der selv har afgjort, om de har ønsket at søge politiet om tilladelse til at opsætte overvågning.

Selv om der ikke er forskel i det begåede hærværk, oplever beboerne i afdelingen med overvågning større tryghed.

- Mange beboere oplever større tryghed, hvis der eksempelvis er overvågning i opgangen, ved parkeringspladsen eller affaldsindleveringen, siger Keld Laursen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil ifølge Berlingske skrue op for mere overvågning i samfundet.

Det handler blandt andet om, at kommunerne skal have mulighed for at etablere videoovervågning i det offentlige rum for egen regning og under inddragelse af politiet.

Hvis det dermed bliver lettere for boligforeninger at søge om lov til at opsætte overvågning, er det en god nyhed, mener Keld Laursen.

- Jeg synes, det er udmærket, at det er politiet, som skal afgøre vores ansøgninger, så det ikke bare bliver det vilde vesten, og vi kan sætte kameraer op overalt.

- Men det giver god mening at lempe vilkårene for at søge om det, siger Keld Laursen.

Regeringen ventes at uddybe indholdet af en kommende sikkerhedspakke torsdag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Annonce