Annonce
Kultur

Bogkassen anbefaler: Et velsignet brugstyveri fra Thorsten Reinholt

Thorsten Reinholt – han lod ”Necromaniac” ligge ti år i en skrivebordsskuffe, før han sendte bogen til et forlag. Arkivfoto: Kurt Rasmussen
I en halv snes år havde Thorsten Reinholt en krimi liggende i skuffen, men nu er den udgivet – heldigvis.

Bøger: En norsk kollega sagde engang til mig: Hvis du bruger noget, en kollega har skabt, er det tyveri. Hvis du bruger noget, som 20 har skabt, er det forskning.

Hvis teorien holder vand, er det særdeles god forskning, som journalisten Thorsten Reinholt har præsteret med romanen ”Necromaniac”. For han har skrevet en helt igennem herlig kriminalroman, både spændende, uhyggelig – og ind imellem endda morsom.

I den forudgående forskningsfase er indgået så prominente forfattere som Sjöwall og Wahlöö, Ed McBain og Ian Rankin. De dukker op undervejs. Når det drejer sig om det forgudede svenske ægtepar er forskningen endda så intens, at beskyldninger for tyveri vanskeligt lader sig mane i jorden. Men det herlige ved ”Necromaniac” er, at det ikke betyder en disse. For nok er inspirationen hist og her særdeles tydelig. Men det ændrer ikke ved, at ”Necromaniac” fremstår som et særdeles originalt værk. Thorsten Reinholt har digtet så rigt og sprudlende, tænkt så skarpt – og skrevet så præcist - at ingen kan undgå at komplimentere ham for denne roman. Den er helstøbt.

”Necromaniac” – et eksempel på, at der kan skrives en særdeles original bog på baggrund af inspiration fra noget meget kendt. Pr-foto

Dansk inspiration

Sjöwall og Wahlöö skabte med deres ti binds værk ”Historien om en forbrydelse” en ny genre indenfor krimien. De tog Ed McBains politi-roman og udbyggede den med deres egen socialt inspirerede og politisk skarpe pen. De skabte mægtige personligheder. Martin Beck, Kollberg, Gunvall Larsson.

Reinholt har ladet sig inspirere. Som når han lader en overvægtig og kæmpestor politimand pille bussemænd ud fra næsen og derefter betragte hver ”fangst” omhyggeligt. Det er ren Gunvall Larsson. Han trak altid lyse hår ud af næsen og betragtede dem, med bistert blik. Og Sjöwall og Wahlöös tredje roman, ”Manden på balkonen” handler om en syg barnemorder. Det gør ”Necromaniac” også. Men den har noget mere. Den rummer også fortællingen om det evige spørgsmål om moral kontra penge. Giver uhyre rigdomme også mennesker ret til at gøre, som det passer dem med andre mennesker? Kan uhyre rigdom købe syndsforladelse?

Det er ikke alene personerne hos de to store svenskere, Reinholt har kigget på. Han har også set på meget store skikkelser i dansk erhvervsliv. Der er eksempelvis det, som Reinholt kalder Danmarks rigeste mand, med det særprægede navn Christian Cooper-Christensen. Et navn med tre gange C…..Engelsk mellemnavn – dansk efternavn. Cooper-Christensen. I virkeligheden har vi haft Mærsk Mc-Kinney Møller! Tre gange M – og engelsk-dansk navnesammensætning. Lighederne er slående, endda i en sådan grad, at det skal understreges, at Mærsk McKinney-Møller aldrig har været blot perifært involveret i en drabssag.

Ti års ventetid

Men Reinholts plot er godt. Det er måske lidt uden for virkelighedens rækkevidde. Men helt ærligt: Hver morgen, når vi åbner avisen eller hører nyheder i radioen, er der jo sket noget, som er uden for virkelighedens rækkevidde. Det sker alligevel. Det gør det så også i Reinholts roman.

Der er tempo over historien. Det hele foregår på nogle få dage – selv om det også omfatter kidnapningen af landets mest fremtrædende politiker, en spirende kærlighedshistorie mellem hovedpersonen, politimanden Martin Niemann og en charmerende britisk kollega – samt en stribe rædselsfulde overfald på småpiger i den indre by.

Niemann har ikke alene fornavnet til fælles med den svenske Martin Beck. Også en del af dennes lidt lukkede væsen. Niemann er heldigvis mere levende, mere menneskelig – og ikke nær så kedelig som Martin Beck.

”Necromaniac” skal ikke læses som den 11. bog i historien om en forbrydelse. Lige så lidt som striben af tv-krimier i serien ”Beck” har noget at gøre med Sjöwall og Wahlöö – ud over at Maj Sjöwall får royalty for at stille sit og den afdøde ægtemands persongalleri til rådighed. Seriens afsnit er skrevet af hyrede, skrappe manuskriptforfattere. Thorsten Reinholt begår sig særdeles fint i den konkurrence. Han lod bogen ligge i ti år i en skrivebordsskuffe, før en bekendt overtalte ham til at sende romanen til et forlag. Nu er den på gaden – heldigvis. Det fortjener bogen og forfatteren. Det gør læserne også.

Thorsten Reinholt

”Necromaniac”

Fire stjerner ****

273 sider, forlaget Mellemgaard

Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Odder

Digt, drama og dokumentar på Egmont Højskolen: Kunst kan lære unge at blive hørt

Annonce