Annonce
Danmark

Bogkassen anbefaler: Christiansborg præget af ramasjang-politikere

Den nye bog af Bendt Bendtsen er skarp med mange erindringer fra det politiske liv. PR-foto
Den tidligere konservative leder, Bendt Bentsen, savner resultatpolitik i stedet for politisk cirkus. Hans erindringsbog er på én gang skarp og nobel - og så er den godt skrevet.

- Christiansborg har desværre i dag flere ramasjang-politikere end resultatpolitikere!

Så håndfast beskriver den tidligere konservative leder, Bendt Bentsen udviklingen i dansk politik de senere år. Politisk cirkus for at få personlig opmærksomhed. Mindre loyalt og fortroligt samarbejde for at skabe resultater.

Det sker i erindringsbogen ”Fra bondedreng til vicestatsminister”, hvor Bendt Bendtsen åbenhjertigt fortæller om et liv med masser af oplevelser og med store udfordringer - både på det professionelle og det private plan. Opvækst og uddannelse i landbruget, uddannelse som politibetjent og en årelang indsats i kriminalpolitiet - lokalpolitisk arbejde på Fyn - og fra 1994 i Folketinget for Det Konservative Folkeparti.

I år 2000 blev han partiformand og ledede partiet, til han trak sig i 2008. Han var vicestatsminister i regeringen Anders Fogh Rasmussen fra 2001 - og regeringens økonomi- og erhvervsminister i hele perioden. Siden 2009 har han været medlem af Europaparlamentet.

Det er en lang rejse med ophold på mange stationer, og det er lykkedes Bendt Bendtsen at skrive en dejlig bog om denne tur. Bogen er stærkt præget af sin forfatter. I det politiske liv erkendte man, at Bendt Bendtsen var til at regne med, et ordentligt menneske. Sådan opfører han sig også i denne bog. Men nobel uden at være bange. De voldsomme konflikter, der hører sig til i det politiske liv - og som ikke mindst Det Konservative Folkeparti har været ramt af - går han ikke uden om.

Han tager fat på både de varme og de rådne kartofler. Men det sker nøgternt og i et ordentligt sprog, som en del af tidens debattører kunne lære af. I det hele taget er der tale om en meget velskrevet bog. Bendt Bentsen er både en god iagttager og en god fortæller, og bogen rummer en række skønne anekdoter.

Samarbejdet mellem Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen var en af årsagerne til, at Venstre og Det Konservative Folkeparti dannede regering i ti år. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Brød i ovnen og mål på marken

”Fra bondesøn til vicestatsminister” er en rigtig erindringsbog. På den måde, at selv om forfatteren først og fremmest er kendt som politiker, gør han meget ud af at skrive om sit liv - også uden for politik. Barndommen på Østergaard på Fyn fylder meget, heldigvis, for beretningen giver et herligt billede af den tid, Bendt Bentsen voksede op i.

Han er født i 1954 - og han nåede at være barn, inden dansk landbrug totalt skiftede karakter. Der var hjemmebagt franskbrød og friske landæg fra egne høns i den tid. Fodboldmål på marken - og desuden hårdt arbejde sammen med brødrene - og med far. Også ungdomsårene på landbrugsskolen og som værnepligtig i Livgarden og senere som elev på politiskolen skildres udførligt, muntert og tankevækkende. Det samme gør familielivet. Men naturligvis fylder den politiske del mere end noget andet i bogen. Og to afsnit er særdeles interessante.

Det ene handler om det interne opgør i Det Konservative Folkeparti - efter at partileder Hans Engell var kørt ind i betonklodsen på motorvejen - i spirituspåvirket tilstand. Det andet fortæller om dannelsen af den borgerlige regering efter valget i 2001. Det tætte og meget fortrolige samarbejde mellem Venstres leder, Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen førte til en regering, der holdt i ti år - og gik sejrrigt ud af tre valgkampe.

Den hæslige krig

Slagsmålene i Det Konservative Folkeparti beskriver Bendt Bendtsen som rædselsfulde. Han fortæller om de beskidte kneb, der blev brugt - om lækager til pressen, om ondsindede rygter, der blev spredt - og om forsøget på at nedgøre og bagtale partikolleger.

Og Bendt Bendtsen lægger ikke skjul på, at Hans Engell sad bag gardinet og styrede en stor del af denne beskidte kampagne. Bentsen nævner også, at efter Engell blev chefredaktør på Ekstra Bladet, var denne avis i en periode konstant på nakken af Bendt Bentsen som konservativ formand. Forfølgelsen holdt først op, da bladet ”Mandag Morgen” bragte en artikel om forfølgelsen.

I en periode var forholdene i den konservative folketingsgruppe så dårlige, at Bendt Bendtsen seriøst overvejede at forlade politik. Han holdt ud - og accepterede i 2000 at overtage ledelsen - hvis han havde hele folketingsgruppens opbakning. Den fik han. Ingen orkede mere krig. Men det var tæt på, at partiet var afgået ved døden i den periode. Bent Bendtsen skriver:

”Ved valget i1998 var partiet hængt så meget ud i pressen, at vi gik tilbage alle steder. Vi blev betegnet - med rette - som den politiske børnehave på Borgen”.

Bendt Bendtsen tog over, fik gydet olie på vandene - og sikrede partiet nyt liv.

En ung Bendt Bendtsen, ti år, elev på Odense Friskole i 1964. PR-foto

Gamle sure mænd

Den tidligere partiformand indleder sine erindringer med at fortælle om den dag, han for første gang kom til Amalienborg for at blive præsenteret som minister for Dronning Margrethe. Han skriver:

”Nu var det spændende, hvor længe denne regering ville holde. Det kunne være måneder. Det kunne være år. Sikkerhed i ansættelsen for en minister er som at være træner i superligaen.”

Men samtidigt vidste han, at den dag, det gik den modsatte vej, ville han forlade Christiansborg. Han skriver:

”Jeg har set for mange gamle, sure mænd på Christiansborg efterhånden. Og jeg vidste, at hvis jeg fik lov at køre med bussen nogle år og bestemme, hvor vi skulle hen, så kunne jeg ikke bagefter sætte mig ned og se, at andre kørte en anden vej. Så foretrækker jeg at gå og prøve noget andet. Man skal ikke sidde som en sur, gammel mand, det er livet for kort til.”

Så vidt Bendt Bendtsen. Denne anmelder tør derimod roligt at skrive, at livet er langt nok til at læse Bendt Bendtsens bog. Den er tiden værd.

Bendt Bendtsen

”Fra bondesøn til vicestatsminister”

Fem stjerner *****

379 sider, illustreret

Forlaget Mellemgaard

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce