Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Henrik Bruns "Operation nyttige idioter"

Ifølge forfatteren Henrik Brun er "Operation nyttige idioter" blot første bind i en serie spændingsromaner om PET-agenten Selma Brink. I nærværende bog får hun til opgave at rede trådene ud i forbindelse med drabet på flygtningeaktivist og samfundsdebattør Malin Østerlund, hvilket blandt andet fører hende til Tyskland, hvor Malin er fundet kvalt.

Undervejs i opklaringsarbejdet får hun hjælp af en højtstående tysk politimand, Janssen, og makuleringseksperten Pelle, der har set sit snit til at affotografere nogle tophemmelige dokumenter, som ligner dødslister over kendte, indflydelsesrige mennesker. Måske er drabet det første i et opgør mellem flygtningehadere og sympatisører, men hvem er de nyttige idioter, og hvem er deres dukkefører?

Den europæiske flygtningeproblematik er blevet et yndet emne for mange forfattere, hvis genrevalg dog er meget forskellige. Henrik Brun har valgt spændingsromanen, hvis kendetegn som bekendt er, at handlingen er helt central, mens persontegningen har lavere prioritet, og det demonstreres ret tydeligt i bogen. Ingen af dens personer kalder på psykologiske sonderinger, mens handlingen nok kan få en til at blade hurtigt til næste side, men på intet tidspunkt skabes den såkaldte thrillereffekt: stress og ophidselse.

Det bedste ved romanen er faktisk dens brud på "kravet" om, at skurke og helte skal være nemme at genkende, for først langt inde i teksten afsløres de konspirerende skurke.

Det kan altid diskuteres, om behandlingen af vigtige politiske og kulturelle samtidsproblemer skal være underholdende og dermed muligvis alvorsforflygtigende, men på den anden side kan nogle i spændingsromanens målgruppe sikkert få øjnene op for problemernes tyngde og derved undgå at indgå i skaren af nyttige idioter. Hvem de så end er.

Henrik Brun

"Operation nyttige idioter"

333 sider, People'sPress

Henrik Brun: ?Operation nyttige idioter?. Foto: People'sPress
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Endnu et mislykket forsøg: Tre upålidelige pile udsætter behandling af syg vildhest

Annonce