Annonce
Kultur

Boganmeldelse: ”Grim” strikkebog er irriterende god

Jeg tør godt love, at jeg aldrig kommer til at iføre mig The Crazy Loop Fur - men det er ikke utænkeligt, at jeg hjælper min teenagedatter med at strikke en. Foto fra bogen
Livsstils midaldrende og lidt strikke-konservative anmelder havde ikke lyst til at synes om Lærke Baggers hypede bog ”Strik”. Men forfatterens solide faglighed og opmuntringen til kreativitet fik anmelderen til at tø op.

I årtier har jeg øvet mig i at perfektionere usynlig endehæftning i mit strikketøj. Så det føles lidt som en spand koldt vand i ansigtet, når der kommer en københavnersmart aalborgenser og erklærer, at man da bare kan binde knude på garnet - og alle så bare jubler.

”Grimt er det nye sort,” erklærer Lærke Bagger på sin Instagram-profil, og budskabet er blevet spredt og accepteret i brede kredse især blandt unge.

De seneste cirka fem år har danske strikkere ellers primært lunet sig i enkel musegrå eller marcipanfarvet nydelighed fra PetiteKnit-kollektionen, men med Baggers mellemkomst begynder pangfarver, perler og groteske pasformer også at blande sig i strikkemoden.

Annonce

Træls idoldyrkelse

Selv er jeg ikke fan af ret meget af det. Jeg synes, navnet på kjolen ”Bad Idea Dress” er uhyggeligt rammende. Jeg kan også bedst lide, at tæpper er helt firkantede og ikke syet sammen af baner i forskellige længder, som Lærke Bagger lægger op til i bogen. Og som sagt - det der med knuderne er jeg jo lige ved at tage personligt.

”Bad Idea Dress” kalder Lærke Bagger denne kjole, som hun bar som gallakjole, da hun var nomineret som Årets New Comer ved Elle Style Awards. Jeg kommer med sikkerhed aldrig til at strikke den, men de fine wienerlæg, som skjuler sig lidt i farveforvirringen, vil jeg forsøge at arbejde med. Foto fra bogen

Jeg har det svært med idoler. Det irriterer mig, når der opstår en stemning af, at netop denne person definerer, hvad der er cool. Når store grupper af mennesker tilsyneladende slukker for deres personlige vurderingsevne og automatisk synes, at den her sweater er fed, for den har Lærke Bagger strikket.

Uanset, om man synes en sammenblanding af alverdens farver og kvaliteter giver et godt resultat, så er det billigere og mere bæredygtigt at bruge sine garnrester end at smide et firecifret beløb i garnbutikken, hver gang man får lyst til at strikke. Foto fra bogen

Jeg er heller ikke i bogens målgruppe. I et afsnit forklarer Lærke Bagger, hvorfor hun foretrækker at strikke nedefra og op med en underforstået præmis om, at det mest normale er at starte oppefra. Det er det også for ganske nye strikkere, men for os, der har et fødselsår fra det forrige årtusinde, er det jo bare den klassiske metode.

Det er anerkendelsesværdigt, at Lærke Bagger får unge mennesker til at prøve sig frem med pindene. Enhver, der får flere til at tage del i glæden ved at strikke, har min sympati.

Annonce

Uperfekt på den perfekte måde

Lærke Bagger erklærer, at hendes design er et oprør mod perfekthedskulturen, og hun fortæller gerne om, hvordan hun spiser kyllingenuggets til morgenmad. På overfladen er jeg enig i budskabet, men jeg tror ikke, missionen lykkes. Hendes grim-med-vilje-stil bliver bare en ny måde at være ”rigtig” på, frygter jeg.

Der er en væsentligste grund til, at Lærke Bagger alligevel overvinder min modvilje, og jeg let irriteret må indrømme, at bogen er god: Midt i de unødvendigt mange billeder af hendes halvnøgne krop og de friskfyragtige erklæringer om, at hendes skønhedsrutine består i en tur på toilettet og en kop neskaffe, demonstrerer hun en upåklagelig faglighed.

Hun har ganske enkelt styr på sit shit, som hun sikkert selv ville sige. Grimheden er helt bevidst, knuderne på enderne er et stilvalg frem for manglende evne til at hæfte dem pænt.

Bogen indeholder tips, som vi, der har solid erfaring, kan bruge - jeg har for eksempel aldrig prøvet at strikke wienerlæg, og metoden med at hækle en dobbelt halskant fast frem for at sy den skal afgjort prøves. Bogen indeholder samtidig så enkle modeller, at begyndere kan komme i gang og gradvist dygtiggøre sig.

Jeg må også medgive, at det er mere inkluderende at lave inspirations-design skabt af restegarn end sweatre, der løber op i 1200 kroner i garnudgifter, som mange andre designere gør.

Med tanke på, hvor meget min egen strikkeglæde voksede, da jeg begyndte at sætte mit eget præg på designet frem for blot at følge en opskrift, kan jeg kun bifalde Baggers grundopfordring til at brygge videre på hendes design og skabe sine egne, unikke strik-værker. Det er også lidt sjovere, end når alle sweatre i gadebilledet er ens.

Bogen er den perfekte gaveidé til en ung strikker - og vi gråsprængte kan også lære et trick eller tre. Der er jo ingen, der forhindrer os i at tage, hvad vi kan bruge, og samtidig hæfte enderne pænt og usynligt.

Om bogen: ”Strik” af Lærke Bagger

(272 sider). Gyldendal.

Annonce
Horsens

Tag kandidattesten til kommunalvalget her

Horsens For abonnenter

Fra sofatid foran tv'et til huskøb i Stensballe: - I Horsens er der noget for alle

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Mandagens coronatal: 1411 nye coronasmittede - højeste tal i efteråret

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Hun vil inspirere til flere kulører i boligen: I ny butik på Bjerrevej kan man hente gode ideer

Horsens For abonnenter

Tomt torv i Horsens skal snart være fortid, hvis det står til borgmesteren: Vi skal række ud til klyngen af stadeholdere

Hedensted

Politiet måtte tilkaldes til to kamphaner på bodega

Erhverv

Fra bekymrende forår til travl sommer: Turister har bidt på nyt maritimt ferietilbud i Juelsminde

Forsvaret: Det vil tage mere end 50 år at rydde op efter vores forureninger

HH Elite For abonnenter

Kvalitet og bredde til forskel: HH Elites ti måls-sejr afslørede disse fire afgørende styrker

Horsens

Huspriserne er steget 15 procent siden seneste kommunalvalg: Boligejere bør følge valgkampen tæt

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Horsens

Højere vandstand i Bygholm Sø end ved sidste års evakuering: Afspærring måtte skæres op og 4000 liter blev sendt videre i åen - i sekundet

For abonnenter

Mette Frederiksens brutale højre hånd fra Esbjerg i fokus for vilde sms’er

Hedensted

Hedensted får træls topplacering for hjemmehjælp: Ældre Sagen kalder til borgermøde på trods af usikre tal

Horsens For abonnenter

Stadeholderne bliver væk fra Horsens: 'Jeg har hørt, at det er helt dødt'

Horsens

Slingrende kørsel vakte opmærksomhed - nu er 68-årig sigtet for spritkørsel

Annonce