Annonce
AC Horsens

Bo Henriksen afviser alle spekulationer: Færøerne-rygter har ikke noget på sig

Bo Henriksen slår fast, at han ikke er blevet kontaktet af Færøerne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AC Horsens' manager vil kun tale om de fire uhyre vigtige kampe i Superligaen, der venter inden næste landskampspause. Rygterne om Færøerne har ikke noget på sig, slår han fast.

Horsens: AC Horsens' manager Bo Henriksen er sat i forbindelse med jobbet som landstræner for Færøerne, når Lars Olsen stopper efter den igangværende EM-kvalifikation. Bo Henriksens navn optræder også på listen over potentielle emner som ny sportsdirektør i OB.

Men Bo Henriksen vil ikke deltage i spekulationerne.

Da Bo Henriksen ikke var med på træningsbanen på Langmarksvej i sidste uge, forsøgte assisterende manager Mads Lyng ellers at lave sjov med, at Bo Henriksen var i Thorshavn.

- I og med, at jeg ikke er blevet kontaktet af Færøerne eller andre, er det meget nemt for mig at afvise. Spekulationer er en del af fodbolden. Spekulationer hører med, og dem kan jeg ikke gøre noget ved, siger Bo Henriksen.

Han vil kun tale om AC Horsens' kommende kampe i Superligaen.

- Alle kampe er vigtige, men de næste fire er altafgørende for vores muligheder, så mit fokus er på at vinde, siger Bo Henriksen med henvisning til, at AC Horsens på søndag møder Hobro hjemme.

Derefter venter kampe mod Lyngby, Esbjerg og Silkeborg. Alle fire klubber er potentielle kandidater til de nederste pladser i Superligaen, så hvis AC Horsens skal have en chance for at klare frisag, er det kampe, der skal kaste point af sig.

- Jeg har ikke andre dagsordner end at tænke på de kampe, siger Bo Henriksen.

Han kan glæde sig over at råde over en skadesfri trup. Nicolai Brock-Madsen træner med i fuldt omfang efter sin skade, og Jannik Pohl har fået lagt yderligere på formen efter sin lange kamppause.

AC Horsens' eneste minus er, at Ayo Okosun er ude med karantæne til kampen mod Hobro.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne går ikke kun efter de store, udenlandske artister

Annonce