Annonce
Østjylland

Bliver for gammelt: Øl fra Ceres Park forvandles til håndsprit

Tidligst til efteråret kan tilskuere se håndbold i Ceres Arena og fodbold i Ceres Park. Skal de 2200, der ligger i tankene, vente så længe, bliver det for gammelt. Derfor laves det i stedet til håndsprit. Foto: Kim Haugaard
2200 liter øl i tanke på Ceres Park & Arena er for gammelt, når bolden kommer til at rulle for tilskuere. Derfor forvandles det nu til håndsprit
Annonce

AARHUS Der er lange udsigter til, at AGF igen kommer til at spille fodbold med tilskuere på lægterne.

Og corona-krisen har ikke kun lagt fodbolden ned. Nej, det er alle former for tilskuersport, der er udsat til efteråret. Det samme er koncerter og andre arrangementer i Ceres Arena.

Men i tankene på Ceres Park & Arena ligger der omkring 2200 liter øl.

- Og øllet bliver for gammelt, hvis vi blot lader det ligge, indtil sundhedskrisen er overstået, siger eventchef i Ceres Park & Arena, Hanne Bisbo Stadsgaard, til AGF's hjemmeside.

I stedet for at kassere de gyldne dråber, forvandles øllet til en væske, der er meget mere efterspørgsel på: Nemlig håndsprit.

- På den måde kommer det alligevel til at gøre gavn, og vi bidrager med et beskedent bidrag til noget, der er meget brug for i øjeblikket, siger Hanne Bisbo Stadsgaard, eventchef i Ceres Park & Arena.

Annonce

Ren sprit med høj alkoholprocent

Forvandlingen fra øl til håndsprit foregår i samarbejde med Royal Unibrew og Nordisk Brænderi i Fjerritslev.

Royal Unibrew sørger for at få øllet ud af tankene hos Ceres Park & Arena. Derefter køres det til Nordisk Brænderi, der destillerer øllet.

- Vi får en ren sprit ud af det med en meget høj alkoholprocent. Den sender vi så videre til en producent af håndsprit, der kan bruge det i produktionen, siger Anders Bilgram, stifter og ejer af Nordisk Brænderi, til AGF's hjemmeside.

2200 liter øl bliver ikke til voldsomt store mængder sprit.

- Nok til 140-150 liter håndsprit. Men i den her situation har lidt også ret, og det er en god måde at udnytte øl på, som ellers ville være gået til spilde, siger Anders Bilgram.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce