Annonce
Mad og drikke

Mad på museet: Blændende brunch på Café Clay

Brunchtallerkenen på Clay består af flere gode og velsmagende elementer. Foto: Martin E. Seymour
Café Clay byder både på smukke omgivelser, venlig betjening og velsmagende mad. Eneste skår i glæden er kaffen og kagen.
Annonce

Jeg har aldrig tidligere været på Clay i Middelfart. Flere af mine bekendte har talt varmt om både keramikmuseet og Café Clay, men af en eller anden grund er det aldrig blevet til noget. Før nu.

Caféen ligger i tilbygningen, som kom til i 2015, hvor Keramikmuseet Grimmerhus genåbnede under det nye navn: Clay Keramikmuseum Danmark.

Udenfor sidder en del gæster og nyder augustsolen, mens de indtager deres frokost. Udsigten inde fra caféen er dog så imponerende, at jeg vælger at sidde indenfor. Det er jeg ikke ene om.

Jeg tager plads ved et bord tæt på det enorme panoramavindue for enden af lokalet, hvor man gennem træerne har kig ud til Lillebælt og broen. Rummet er stort og lyst. Krukker og keramiske figurer er placeret langs væggene. Til den ene side er et langbord omringet af Wegner-stole. De øvrige borde er kvadratiske med en bordplade af lyst træ og fire sorte Nara-stole designet af Shin Azumi på hver side. Stilfuldt og bekvemt.

Jeg læner mig tilbage og kigger på menukortet.

Bestillingen forgår oppe ved disken. En god kollega har anbefalet stedets sandwich, som enten er med hønsesalat eller hellefisk. De bliver lavet på bestilling og ligger altså ikke i kølemontre, som man oplever andre steder. Det samme gælder de to salater med enten hellefisk eller Vesterhavsost.

Begge dele ser lækkert ud. Jeg vælger dog en Clay-tallerken og et glas hvidvin, som jeg får skænket med det samme og tager med tilbage til min plads.

Mens jeg venter på min mad, læser jeg op på de udstillinger, jeg har i vente: Cathrine Raben Davidsens udstilling “Totem”, der undersøger forholdet mellem mennesket, naturen og det overnaturlige. Der er også Carl-Henning Pedersen, der som ung drømte om at blive komponist, men endte med at kreere farvestrålende lertøj. Musikken fra sidstnævnte danner et tyndtvævet lydtæppe i caféen.

På stedet eller i byen?

Vi kender det alle sammen. Man står og kigger på en Miró-skulptur eller et Kvium-maleri, og pludselig begynder maven at blande sig i samtalen om former, farver, struktur og lys.

Åndelige kalorier kan være fine nok, men når sulten melder sig, forsvinder koncentrationen, og nysgerrig fordybelse bliver erstattet af mere basale behov: at få noget i skrutten.

Men hvor? Skal man tage en chance og tage plads i museumscaféen? Eller skal man finde en restaurant eller café ude i byen for at være sikker på at få et nogenlunde måltid mad?

I løbet af det kommende år vil vi i dette tillæg teste maden på nogle af landets museumscaféer og -cafeterier, netop med henblik på at finde ud af, om maden og priserne kan måle sig med, hvad du ellers kan finde ude i byen.

Velbekomme.

Anmeldt tidligere:

Aros: Klar anbefaling.
Trapholt: Klar anbefaling.

Annonce

Brunchtallerken

Vinen, jeg har valgt, er en tysk riesling fra J. Bäumer. Frugtig og halvsød, men det kniber lidt med syrebalancen, og vinen taber kampen mod sensommervarmen hen mod slutningen af måltidet.

Der er mere brunch end frokost over Clay-tallerkenen. Men hvad gør det, når elementerne på den musselmalede Royal Copenhagen-tallerken ser appetitlige og indbydende ud? Jeg lægger ud med at flække en lille luftig croissant og fylde den med den hjemmelavede rejesalat. Selve rejesalaten er en anelse tynd, men har god smag af asparges og rejer, og der gives point for ikke at vælge den nemme løsning og bare bruge hønsesalaten, som bliver brugt i sandwichene.

Hellefisk indgår i flere retter på menukortet, og det kan man godt forstå. Den smager nemlig fremragende: mild og saftig. Jeg fisker mine skiver op fra en lille kop og anretter dem på et stykke frisk og svampet, men også lidt ligegyldigt, fuldkornsbrød. Smørret er økologisk, men smeltet. Til fisken spiser jeg også det lille stykke veltilberedte æggekage.

Skiveost på rugbrød giver mindelser om madpakken i folkeskolen: svedig ost på tørt rugbrød. Jeg genopretter mundens væskebalance med et par skiver cantaloupe. Hvidskimmelosten er dog ganske cremet og lækker. Den dertilhørende solbærkompot spiller ind med frugtig syre og sødme.

Min sene brunch slutter jeg med et glas fed, cremet yoghurt med knusbrig, nøddet granola på toppen og frugtig kompot i bunden.

Blodsukkeret har nu et niveau, hvor jeg er klar til at tackle selve museet. Jeg er ikke kunstanmelder, så vurderingen af udstillingerne vil jeg overlade til andre, men Carl-Henning Pedersens værker var jeg ret vilde med.

Efter en tur rundt i den smukke have og gennem museet er jeg tilbage i caféen, så hvorfor ikke lige teste stedets kaffe og kage. Kaffe fra termokande er altid lidt af et lotteri, og den kop, jeg får, er ikke decideret friskbrygget. Æbletærten smager ganske, som den skal: afmålt kanel, let syre og sødme fra æblerne og de lyse rosiner. Men den er køleskabskold, og det havde klædt den at blive lunet.

De par fodfejl ændrer dog ikke på, at mit første besøg på Clay ikke bliver mit sidste. Og næste gang vil jeg ikke tøve med igen at indtage min frokost på stedets café.

Kaffen på Clay er ikke noget at skrive hjem om. Tærten smagte godt, men blev desværre serveret køleskabskoldt. Foto: Martin E. Seymour
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

Kampen minut for minut: AC Horsens var nedspillet totalt og tabte trods fin slutspurt

Annonce