Annonce
AC Horsens

Bjarke Jacobsen overvejer sin fremtid

Bjarke Jacobsen er den midtbanespiller, der erobrer flest bolde hos AC Horsens. Her vinder han bolden mod Sønderjyske. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix.
Den stærke midtbanespillers kontrakt udløber til sommer.

Horsens: AC Horsens' stærke midtbanespiller Bjarke Jacobsen er gået i tænkeboks. Han overvejer sin fremtid.

- Min kontrakt med AC Horsens udløber til sommer, og jeg skal finde ud, om jeg skal blive i Horsens, siger Bjarke Jacobsen.

- Jeg ved ikke, om der er kommet tilbud fra Superligaen. Det overlader jeg til min agent Marc Nygaard. Jeg er ikke afvisende for at fortsætte i AC Horsens. Jeg har det godt i klubben.

Annonce

Vigtigste spiller

Bjarke Jacobsen er en af de allervigtigste spillere hos AC Horsens med henblik på, at AC Horsens skal spille i Superligaen i 2022. Han har også været anfører for holdet i denne sæson.

Ingen spillere i AC Horsens taler om 1. division, som om det er en kendsgerning, men alle kan læse tabellen.

På fredag kan det være matematisk sikkert, at AC Horsens rykker ned. Det får Bjarke Jacobsen ingen indflydelse på. Han sidder nemlig ude med karantæne.

- Det er ærgerligt, jeg ikke får lov at være med i den kamp, men sådan er det nu engang. Jeg er sikker på, vi spiller på samme måde som mod AaB. Vi har vist, vi er irriterende at spille mod, siger han.


Jeg er ikke afvisende for at fortsætte i AC Horsens. Jeg har det godt i klubben.

Bjarke Jacobsen


Annonce

Godt niveau

- Hvis vi rykker ned, mener jeg ikke, vi kan sige, vi har været forfulgt af uheld. Jeg er selvfølgelig dødtræt af de to VAR-kendelser, der førte til udvisninger, men det har jeg lagt bag mig. Jeg mener, vi var et godt niveau lige nu, men vi har været for ustabile, siger han.

- Vi er gode til at sætte en kamp sammen. Vi tænker ikke på, hvem vi møder. Det handler ikke om modstanderne, men om os selv. Det kiksede hjemme mod Lyngby og ude mod Vejle,  men ellers har vi haft en god periode, og nu gælder det om at komme godt ud af sæsonen, uanset hvordan det ender, siger han.

Bjarke Jacobsen har familie både i København og Aarhus, så han er ikke familiemæssigt presset til at vende hjem til hovedstaden, hvor han tidligere har spillet i AB og FC Nordsjælland.

- Vi har løbende en snak med Bjarke og håber, han beslutter sig for at blive, siger Jens Berthel Askou.

Annonce

Oprykning

- Jeg kunne godt tænke mig at være med til at rykke op. Hvis vi rykker ned, er vi et godt bud på en oprykker. Det har jeg forsøgt flere gange i Vendsyssel, men det er aldrig lykkedes for mig, siger han.

Han havde kun Jens Berthel Askou som træner i en måned i Vendsyssel, men han spillede for Vendsyssel mod AC Horsens og har ikke glemt, da Vendsyssel spillede 0-0 i Horsens og førte 1-0 ved pausen i Hjørring. Mikkel Jespersens dommedagsskud ødelagde Bjarke Jcobsens planer om at opleve en oprykning - og så skiftede han i stedet til AC Horsens.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce