Annonce
Horsens

Byrådsmedlem siger farvel: Jeg gav Venstre en chance, men det gik ikke

Byrådsmedlem Birthe Knudsen har meldt sig ud af Venstre og er blevet løsgænger. Og det kan ikke komme bag på de andre i partiet, mener hun. Arkivfoto: Jens Amtoft
Tidligere V-byrådsmedlem mener, hun kan løfte sin opgave for oplandet lige så godt uden Venstre, som hun kan i partiet.
Annonce

Horsens: Jeg har givet Venstre en chance, men jeg kan ikke se mig selv i partiet længere. Derfor har jeg meldt mig ud.

Sådan lyder det fra byrådsmedlem Birthe Knudsen fra Østbirk, der indtil onsdag var medlem af Venstres gruppe i Horsens Byråd.

Allerede efter kommunalvalget i 2017, hvor det lige netop ikke lykkedes hende at blive valgt til byrådet, sagde hun, at hun ikke ville stille op for Venstre ved noget valg igen.

- Og det er så den beslutning, jeg har stadfæstet nu. Jeg valgte at træde ind i byrådet for et års tiden siden, efter Peder Stougaards død, og jeg valgte at give det en chance igen. Men det gik ikke, siger Birthe Knudsen.

Erkendelsen kommer, efter hun indså, at hun ikke havde lyst til at stemme imod det kommunale budget sammen med resten af Venstres byrådsgruppe.

- Jeg synes jo faktisk, det er et godt budget, så jeg ville ikke stemme imod, siger hun, der påpeger, at hun "hellere vil bruge sin tid på at lave politik end at påpege fejl i andres politik."

Annonce

Fair nok

Ifølge gruppeformand Martin Ravn (V) er han skuffet og uforstående over for, at Birthe Knudsen har meldt sig ud.

Med hendes udmelding kan ikke komme bag på gruppeformanden, understreger hovedpersonen selv.

- Det kan simpelthen ikke komme bag på ham. Allerede for en måned siden, da jeg blev bedt om at give en melding, om jeg ville genopstille ved det næste kommunalvalg, skrev jeg en mail til partiet om, at jeg var i tvivl, og at jeg ville give besked i uge 43 eller 44. Siden har jeg ikke talt med Martin Ravn. Han har ikke spurgt, hvorfor jeg overvejede at melde mig ud, fortæller Birthe Knudsen.

Onsdag morgen fik hun en mail fra partiets formand i Horsens Kommune, Per Svendsen.

- Hvis din beslutning om at forlade gruppen ”i nær fremtid” ikke står til at ændre, så vil jeg hermed opfordre dig til at trække dig nu. Det er ikke holdbart, at gruppen skal arbejde med denne usikkerhed, står der i mailen med overskriften "Trækker du dig?", som Folkebladet har set.

Birthe Knudsen understreger, at hun finder mailen fair.

- Det er fair nok. Jeg kan selvfølgelig ikke sidde i byrådsgruppen, når der skal tales valgstrategi frem mod næste valg, hvis jeg agter at melde mig ind i et andet parti. Men jeg bryder mig ikke om, at Martin Ravn siger, at det kommer bag på ham, at jeg melder mig ud. Jeg synes, jeg har talt åbent, siger hun.

Annonce

- Jeg kan løfte opgaven alene

Birthe Knudsen er nu løsgænger i Horsens Byråd, og fra den plads vil hun fortsat kæmpe for de borgere, der har stemt på hende.

- Jeg mener bestemt ikke, at jeg lader nogen i stikken ved at melde mig ud af Venstre og blive i byrådet. Tværtimod. Jeg mener faktisk, jeg kan løfte opgaven med at kæmpe for oplandet mindst lige så godt alene eller i et andet parti. De ting, jeg har fået igennem, har jeg ikke fået ved hjælp af Venstre, siger hun, der understreger, at hun i de seneste uger har haft mange snakke med vælgere i Østbirk.

- Og jeg har ikke mødt én eneste, der sagde, at de ikke kunne drømme om at stemme på mig, hvis jeg trådte ud af Venstre, siger hun, der ikke vil afvise, at hun kan ende med at melde sig ind i et andet parti.

- Men det bliver ikke lige nu. Nu skal jeg lige bruge noget tid på at finde mine egne ben og sondere terrænet, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Mandagens coronatal: Rekordmange bliver testet i Horsens Kommune i disse dage

Hedensted For abonnenter

Anja havde en svær tid som gravid og fødte 3,5 måned for tidligt: Nu er hun selvstændig fertilitetsrådgiver

Annonce