Annonce
Erhverv

Billigere sommerhusleje hjælper med at holde prisudvikling i ro

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En lav prisudvikling betyder flere penge i lommerne på danske forbrugere, forklarer økonomer.

Prisudviklingen i Danmark har de seneste 12 måneder holdt sig stort set i ro, og det skyldes blandt andet, at det i juli i år har været billigere at leje sommerhus end året før.

I alt er prisniveauet 0,4 procent højere i juli i år sammenlignet med samme måned sidste år. En langsommere prisudviklinger er ikke set siden mellem oktober 2015 og 2016.

Hvorvidt der samlet set er en stigning i prisniveauet opgøres gennem et forbrugerprisindeks. Her opgøres og vægtes udviklingen inden for forskellige varer.

- Det er især lavere priser på sommerhusleje i juli i år sammenlignet med juli sidste år, der bidrager til den lave årsstigning i restauranter og hoteller i juli, skriver Danmarks Statistik.

Cheføkonom hos Dansk Erhverv Kristian Skriver noterer i en analyse, at en stigning i prisniveauet på samlet set 0,4 procent over 12 måneder historisk set er ret lavt.

- En inflation på blot 0,4 procent er meget lavt set i et historisk perspektiv, men i de seneste seks år har inflationen været lav, skriver han.

- Med de seneste års opsving i dansk og international økonomi ville man under normale omstændigheder forvente et opadgående pres på priserne, men inflationen har været overraskende lav i både Danmark og resten af Europa.

Ifølge cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg hjælper den lave prisudvikling med købekraften hos de danske forbrugere.

- Med en lav inflation på 0,4 procent, er der pæn fremgang i realløn og disponible indkomster, skriver han i en analyse.

En fremgang i realløn er et udtryk for, hvor meget man er steget i løn, hvis man fraregner, at priserne også stiger.

Disponible indkomster er det beløb, som husholdninger har til rådighed, når de har fået udbetalt løn men mangler at betale boligudgifter, forbrug eller lægge penge til side.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted For abonnenter

Tilsynssag: Når man ender i denne situation, er der selvfølgelig noget, man ville ønske, at man havde gjort anderledes

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Indbrud i Hovedgård Apotek

Annonce