Annonce
Østjylland

Bilist kørte over for rødt og dræbte 23-årig kvinde: Hvordan kan han slippe med samfundstjeneste?

Katrine Lilleøre Holm var 23 år, da hun blev påkørt i krydset mellem Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej og mistede livet. Tirsdag i denne uge blev bilisten idømt 60 dages betinget fængsel med et krav om 80 timers samfundstjeneste. Privatfoto
To unge kvinder er i løbet af få år blevet dræbt i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej. Begge kvinder blev påkørt af bilister, der kørte over for rødt. Og begge bilister slap for længere fængselsstraffe. Hvordan kan det være?

AARHUS: Hvordan kan en mand køre over for rødt, køre 20 kilometer for stærkt, påkøre og dræbe en ung kvinde i en fodgængerovergang - og så undgå at komme i fængsel?

Det er et af de spørgsmål, der står tilbage, efter at der tirsdag ved Retten i Aarhus faldt dom i sagen om 23-årige Katrine Lilleøre Holm, som sidste år blev kørt ned og dræbt, da hun under en løbetur ville krydse Åby Ringvej i krydset ved Edwin Rahrs Vej.

Bilisten, der kørte hende ned, en 28-årig mand, blev idømt en betinget fængselsdom på 60 dage med et krav om 80 timers samfundstjeneste og en betinget frakendelse af retten til at køre bil i tre år.

Annonce

Resultatet er altså, at bilisten undgår at komme i fængsel, hvis han udfører de 80 timers samfundstjeneste.

Tiltalen lød på uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder og for særlig hensynsløs kørsel. Da bilisten var kørt over for rødt med en fart på 90 kilometer i timen, hvor det var tilladt at køre 70 kilometer i timen, krævede anklageren, at han skulle idømmes en længere fængselsstraf - 16 måneder.


Jeg vurderede, at han kørte over for rødt med vilje, men retten sagde, at det kunne man ikke sige. Og det var derfor, at dommen kom til at se ud, som den gjorde.

Iben Holm, anklager


Men domsmandsretten vurderede, at der ikke var tale om skærpende omstændigheder og særlig hensynsløs kørsel.

Hvordan kan det være?

'En ret voldsom straf'

Ifølge straffelovens §241 straffes den, som uagtsomt forvolder en andens død, med bøde eller fængsel i op til fire måneder. Den 28-årige var tiltalt for at have kørt særligt hensynsløst, og ifølge paragraffen kan det hæve straffen til op til otte års fængsel. Den 28-årige blev dog frifundet for at have kørt særligt hensynsløst, og derfor endte dommen, som den gjorde.

Vi har bedt anklageren i sagen, Iben Holm fra Østjyllands Politi, om at uddybe sagen.

- Folk spørger: Hvorfor fik han så kort en straf? Det gjorde han, fordi retten afgjorde, at der ikke var tale om vanvidskørsel. Så hedder straframmen principielt bødestraf. Set i det perspektiv har bilisten faktisk fået en ret voldsom straf, siger Iben Holm.

- Hvad mener du selv om dommen?

- Jeg synes, det er fint med et system, hvor jeg lægger mig i den "strenge ende" - hvorefter retten efterfølgende vurderer sagen og siger, at det er den ikke helt enig i. Retten sagde: Vi synes, at det er groft uagtsomt, det bilisten har gjort – men vi synes ikke, at det har det særligt hensynsløse præg, som anklagemyndigheden har lagt op til.

Under retssagen kom det frem, at bilisten utvivlsomt havde kørt over for rødt.

- Jeg vurderede, at han kørte over for rødt med vilje, men retten sagde, at det kunne man ikke sige. Og det var derfor, at dommen kom til at se ud, som den gjorde, siger Iben Holm.

Retten mente altså ikke, at der var beviser for, at bilisten havde kørt særligt hensynsløst, eller at den 28-årige bevidst kørte over for rødt.

Annonce

Vanvidskørsel

I slutningen af marts vedtog Folketingets partier et lovforslag for at skærpe indsatsen mod vanvidskørsel.

Ulykken, som kostede Katrine Lilleøre Holm livet, fandt sted, inden den nye lov trådte i kraft, og dommen er blevet fastsat ud fra de regler, der gjaldt dengang. Men havde ulykken fundet sted, efter den nye lovgivning trådte i kraft, havde det alligevel ikke fået betydning for dommen, siger Iben Holm:

- Den del af vanvidsparagraffen, som handler om at køre på en særlig hensynsløs måde, er den samme som altid, men man har taget nogle enkelte elementer ud og ændret dem. Kører man med en promille over to eller med mere end dobbelt hastighed, så er det automatisk vanvidsbilisme. Har man ikke gjort nogle af de ting, foretager man den samme vurdering som altid.

Efter ulykken, hvor Katrine Lilleøre Holm mistede livet, lagde forbipasserende blomster og lys i krydset mellem Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej. Med cirka to års mellemrum er der sket to dødsulykker i krydset. Arkivfoto: Flemming Krogh

Så snart dommen foreligger på tryk, vil Iben Holm og Østjyllands Politi sende den til statsadvokaten, som skal afgøre, om sagen skal ankes til landsretten. Med dommen sender Iben Holm og Østjyllands Politi en anbefaling.

- Men hvordan anbefalingen komme til at lyde, forbliver internt. Der er i øvrigt absolut ingen garanti for, at statsadvokaten følger vores anbefaling, siger Iben Holm.

Ifølge den 28-åriges forsvarsadvokat, Berit Ernst, er både hun og den dømte tilfredse med gårsdagens dom. Hun forklarer, at den dømte nu har mulighed for at se fremad, efter en periode hvor hans liv har været sat på 'stand-by'.

- Det første, han sagde, var, at han er virkelig ked af det, og at det kommer til at forfølge ham og de pårørende resten af deres liv. Men omvendt er han også lettet, for han har ikke vidst, om han har kunnet sætte gang i ting, fordi han måske har stået overfor halvandet års fængsel, siger Berit Ernst.

Annonce

To dødsulykker på få år

Det er ikke kun Katrine Lilleøre Holm, der har mistet livet i krydset mellem Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej. I maj 2018 blev 21-årige Ida Philbert Vangsø Ottzen dræbt samme sted, da en anden bilist også kørte over for rødt i for høj fart.

Hun var på vej på job på cykel fra hjemmet i Åbyhøj til Loomis i Brabrand. Da hun nåede krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej valgte hun at stå af og trække cyklen over fodgængerfeltet.

Her blev hun ramt så hårdt af en 31-årige mandlig bilist, at hun mistede livet. Han blev senere dømt for uagtsomt manddrab og fik en måneds fængsel. Bilisten fik desuden frakendt sit kørekort i et år.

Ifølge den bilinspektør, som afgav forklaring i retten, kørte den 31-årige 80 kilometer i timen på strækningen, hvor man altså maksimalt må køre 70 kilometer i timen.

På baggrund af den relativt lave overskridelse af hastighedsgrænsen, mente dommerne ikke, at han havde han kørt særligt hensynsløst. Den 31-årige havde forinden ulykken flere færdselsrelaterede domme bag sig.

Annonce

'Dødskrydset'

De to alvorlige ulykker har i folkemunde givet krydset navnet ’dødskrydset’, og stedet er da også på politikernes dagsorden. Der har blandt andet været tale om at bygge en bro over Åby Ringvej til fodgængere og cyklister, men den løsning ville koste 50-60 millioner kroner.

Sådan så bilen ud efter trafikulykken, hvor Katrine Lilleøre Holm mistede livet. Tirsdag blev den 28-årige mandlige bilist idømt 60 dages betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste. Arkivfoto: Flemming Krogh

Kommunen ønsker at opsætte såkaldte stærekasser, som skal sikre, at bilisterne sænker farten op mod krydset og har bedre mulighed for at bremse for gult. Transportminister Benny Engelbrecht (S) har bakket op om forslaget, men det er endnu uvist, hvornår kameraerne bliver sat op.

- Jeg har bedt transportministeren om flere ATK-kameraer (automatisk trafikkontrol - også kaldet stærekasser, red.), fordi erfaringen er god. Hvis de står før krydset på Åby Ringvej i begge retninger, vil bilisterne sænke farten, når de er på vej hen til krydset og dermed kan de lettere bremse for gult, har rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), tidligere sagt til avisen.

Derudover er det planen at opsætte kameraer mod rødkørsel. På den måde bliver krydset videoovervåget, og de bilister, der kører over for rødt, bliver filmet og får tilsendt bøder. Håbet er, at det vil få flere til at respektere lyssignalerne. Der ligger heller ikke en endelig plan for, hvornår disse kameraer vil blive sat op.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Odder

Ulykke i Odder skaber lange køer

Odder

Sur smiley til restaurant i Odder

Hedensted For abonnenter

Mor til krænket dreng: Min søn kom og fortalte, at der var blevet pillet ved ham...

Annonce