Annonce
Odder

Bil og motorcykel er kørt ind i ny fartchikane

En motorcyklist kørte tirsdag aften galt i den nye chikane. Foto: Morten Pape

Trafikanter skal passe på, når de kører ind i Hundslund. Trafikken er blevet dæmpet lige lovlig meget et par gange. Ifølge kommunen har skiltningen været i orden.

Hundslund: Ekstra kegler skal sørge for, at der ikke sker flere uheld ved en fartdæmpende chikane i den nordlige ende af Hundslund. Her har en bilist og en motorcyklist overset den nye chikane, der er ved at blive lavet.

- Det er selvfølgelig uheldigt, at man ikke er opmærksom på det, når vi foretager nyetableringer. Skiltningen har været i orden, og selve anlægget er drøftet med og godkendt af politiet og i overensstemmelse med færdselsreglerne, siger Bent H. Mortensen, der er souschef i kommunens teknik og miljøafdeling.

Odder Kommune har hørt om uheldene fra en borger i Hundslund, og avisen har været i kontakt med en beboer i byen. Ifølge avisens oplysninger kørte motorcyklisten galt tirsdag aften omkring kl. 21. Motorcyklen lå på vejen, og den mandlige fører lå i grøften. Tililende borgere fik slæbt motorcyklen væk fra vejen, og manden blev kørt på sygehuset i en ambulance.

Desuden kørte en bilist ind i chikanen samme dag, mens det var lyst. Ingen af de to uheld har optrådt på politiets døgnrapport, og kommunen har ikke hørt fra politiet.

- Praksis er, at politiet kontakter os, når der sker alvorlige uheld, siger Bent H. Mortensen.

Annonce
Ifølge Odder Kommune er der skiltet efter reglerne. Foto: Morten Pape

Kan kun gisne om årsag

På den lukkede facebookgruppe Hundslund og Omegn diskuterer nogle af medlemmerne chikanen. Nogle mener, at der mangler skilte og lys, mens andre påpeger, at trafikanter bør køre efter forholdene.

- Der er sat skiltning op udenfor byen med den nye fartdæmpende foranstaltning. Vi kan kun gisne om, hvorfor der er sket uheld. Nogle har måske kørt mange gange på stedet, og så er der lige sket en ændring. Vi har også haft meget tåge de seneste dage, siger Bent H. Mortensen.

Der vil blive malet spærreflader og striber langs siden på chikanen, før den er helt færdig. Ifølge Teknik og Miljø i Odder Kommune kommer der nye chikaner i både Hundslund og Ørting.

- Det er en indsats, vi laver for at reducere farten gennem byerne, og vi har været i dialog med lokalrådene i Hundslund og Ørting, siger Bent H. Mortensen.

Den nye fartchikane i den nordlige ende af Hundslund kræver et godt tryk på bremsen. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce