Annonce
Brædstrup

Bibliotek bygger om: Nu gøres der plads til leg, studier og møder

Daglig leder på Brædstrup Bibliotek, Linda Hedegaard Christensen, ser frem til, at den nye indretning af biblioteket står færdig. Hun håber, det nye koncept vil skabe masser af liv på biblioteket. Foto: Henrik Sandvad
Bedre forhold for børn og børnefamilier, gode faciliteter til skoleelever og studerende og nye store fælles- og møderum. Brædstrup Bibliotek bygger i denne tid om, så der i højere grad tænkes på borgernes behov.

Brædstrup: Brædstrup Bibliotek skal i fremtiden være mere end et klassisk bibliotek med reoler fyldt med bøger og enkelte hjørner med borde og hårde stole.

Biblioteket har siden december været i gang med en større ombygning, så der i fremtiden lægges op til, at biblioteket blive mere et opholdssted, end det er i dag. Det indbefatter seks helt nye rum med alt fra mødelokaler og fællesrum, til et nyt børnerum, bløde møbler og hyggekroge og en helt ny multisal til foredrag og forevisning af film.

- Biblioteket i Horsens indførte konceptet sidste år, og de nye tiltag har fået en rigtig god modtagelse blandt brugerne. Det har givet flere besøgende og flere udlån, og nu håber vi, at vi kan trække nogle af de gode erfaringer med her til Brædstrup, siger Linda Hedegaard Christensen, der er daglig leder af Brædstrup Bibliotek.

Annonce
Vi er spændt på, hvordan folk i Brædstrup tager imod de nye tiltag. Selvom vi ligger fint med besøgende og udlån, vil vi gerne have endnu flere. Vi vil jo gerne bruges så meget som muligt.

Linda Hedegaard Christensen, daglig leder på Brædstrup Bibliotek

Skruer op for hyggen

Brædstrup Bibliotek er det første efter biblioteket i Horsens, der indfører det nye indretningskoncept, og senere er det meningen, at de øvrige biblioteker i kommunen skal indrettes på samme vis.

På Brædstrup Bibliotek har håndværkere været i gang med at indrette nye mødelokaler i nogle tidligere kontorlokaler i det gamle rådhus. Her kan foreninger eller andre, som har brug for at holde et bestyrelsesmøde eller generalforsamling, i fremtiden booke sig ind på et lokale.

Samtidig er der ved at blive etableret en ny multisal i det tidligere Borgerservice. Her vil der i fremtiden blive plads til alt fra foredrag, streaming af foredrag på universiteterne, filmvisning og meget mere.

I forbindelse med børnebogsafdelingen laves der et opholdsrum til børn og børnefamilier med bløde møbler og legetøj, hvor også mødre får mulighed for at amme deres børn i fred og ro. Derudover er der tæt på et tekøkken til at varme en sutteflaske i.

I selve biblioteket laves der flere hyggekroge med bløde møbler. Derudover kommer der også et lokale, hvor skoleelever eller studerende har mulighed for at lave gruppearbejde i forbindelse med en skoleopgave.

- Vi skruer lidt mere op for hyggen samtidig med, at vi vil tilbyde mere af det, som brugerne efterspørger. Vi håber, det vil give noget mere liv på biblioteket. Det er ikke sådan, at folk skal låne noget for at komme her. De må gerne komme for at læse en avis, siger Linda Hedegaard Christensen.

Håber på flere besøgende

I modsætning til Horsens Bibliotek, som har oplevet en stor fremgang blandt besøgende og udlån i 2019, ligger biblioteket i Brædstrup mere stabilt. I 2019 gik 47.650 personer igennem hoveddøren på biblioteket, men med det nye koncept har den daglige leder et håb om mere.

- Vi er spændt på, hvordan folk i Brædstrup tager imod de nye tiltag. Selvom vi ligger fint med besøgende og udlån, vil vi gerne have endnu flere. Vi vil jo gerne bruges så meget som muligt, siger Linda Hedegaard Christensen.

Brædstrup Bibliotek ventes at stå helt færdig med sin nye indretning om en til to måneder.

Nu er der reoler med bøger, men om ikke så længe er denne sektion omdannet til en hyggelig læsekrog med bløde møbler og planter. Foto: Henrik Sandvad
Skoleelever og studerende vil snart få et rum, hvor de kan lave deres skoleopgaver. Dermed bliver det nemt for de unge at arbejde på opgaven og hente viden fra biblioteket. Foto: Henrik Sandvad
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

To anholdt ved McDonald's og Jem & Fix: Politiet havde fået tip om udlejningsbil

Danmark

Liveblog: Tre gange flere end normalt meldte sig ledig fredag

Annonce