Brande: Når tractorpulling-sæsonen sættes i gang på lørdag med den første DM-afdeling på pulling-arenaen i Brande, holder Betty Booze fra Gludsted klar foran slæden i Superstock-klassen.
Bag rattet sidder Kim Andersen, som har arbejdet hårdt på at få Betty gjort klar til sæsonstarten.
Egentlig er Kim Andersen uddannet cykelmekaniker, men det er efterhånden 15 år siden, han kastede sin kærlighed på de langt større og kraftfulde maskiner, som pulling-traktorer jo er.
Fra 2007 til 2012 kørte Kim Andersen tractorpulling, først i begynderklassen, siden i klassen for modificerede traktorer op til 3500 kg.
Efter en pause genoptog han sin interesse i 2020, nu i klassen kaldet Superstock. Her er et af de eneste krav, at de deltagende traktorer skal ligne en traktor, mens der er frit slag, når det kommer til antallet af omdrejninger, motoren kan præstere.
Tredjeplads i 2021
Efter en comeback-sæson, som pga. corona bl.a. betød, at samtlige DM-afdelinger blev aflyst, kom der sidste år igen lidt mere gang i tingene, om end med en smule forsinkelse. Sæsonen endte med en tredjeplads, i øvrigt med samme pointtal som nr. 2.
Sin nuværende traktor købte Kim Andersen i England og omdøbte den til Betty Booze, og hun er en ganske tørstig dame: for at tilbagelægge de 100 meter, et ”full pull” udgør, ”inhalerer” Betty i løbet af få sekunder 25 liter ren methanol.
Methanolen er i øvrigt fremstillet på vindmøllestrøm ved hjælp af power-to-x-teknologi, så også indenfor tractorpulling forsøger man at udvikle sporten i en mere miljøvenlig retning.
Med en motorstørrelse på 650 kubiktommer svarende til 10,5 liter yder de seks cylindre og to turboladere under motorhjelmen godt 4.000 hestekræfter, når de slippes løs samtidig.
Alt er udskiftet
Med halvt så mange cylindre som i den Meteor-motor, der sad i hans gamle konkurrencetraktor, troede Kim Andersen, at det hele ville blive noget nemmere, men virkeligheden har vist sig at være en anden: udover en del af topstykket og fire foringer er samtlige dele på traktoren skiftet ud siden købet!
For at få Betty Booze klar til sæsonstart har han arbejdet på den hver dag siden før jul, men selvom de forskellige teams er konkurrenter, når de holder klar foran slæden, er der også masser hjælp at hente, når der er problemer, der skal løses, forklarer Kim.
- Der er fint sammenhold, supplerer hans kæreste, Randi Louis – det er nærmest som en stor familie, og sporten handler mindst ligeså meget om turene og om at hygge sig med hinanden, forklarer hun.
Udover de fem DM-afdelinger, hvor Prostock-klassen er på programmet, satser Kim og Randi på at deltage i de fire planlagte Eurocup-afdelinger, og så håber de på at kvalificere sig til EM, som efter planen skal afholdes i England til september.
Foreløbig gælder det dog sæsonpremieren på lørdag på ”hjemmebanen”, pulling-arenaen på Frihedevej i Brande, hvor de første point i kampen om DM står på spil.