Annonce
Horsens

Besøgsrestriktioner på plejehjemmene ophæves fra tirsdag - med et par undtagelser

På de fleste af Horsens Kommunes plejehjem er over 80 pct. af beboerne færdigvaccineret, og det betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed fra på tirsdag ophæver besøgsrestriktionerne på plejehjemmene. Undtaget er dog Præsthøjgården og Lindehøj, der endnu ikke er helt i mål med vaccinationerne. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mere end 80 procent af beboerne på kommunens plejehjem er nu vaccineret mod covid-19, derfor ophæver Styrelsen for Patientsikkerhed besøgsrestriktionerne - med to undtagelser.
Annonce

Horsens: Fra tirsdag 23. februar er der ikke længere besøgsrestriktioner på Horsens Kommunes plejehjem.

Det oplyser kommunen fredag i en pressemeddelelse.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har ophævet restriktionerne, fordi mere end 80 procent af plejehjemsbeboerne nu er færdigvaccinerede mod covid-19.

Besøgsrestriktionerne gælder dog fortsat på Præsthøjgården - Parterre og i alle plejeboliger på Lindehøj, da man her ikke er helt i mål med at få vaccineret beboerne. Årsagen til forsinkelsen er de to smitteudbrud, der ramte beboere og personale i januar.


Det er utrolig dejligt, at vores beboere på plejehjemmene igen må få besøg af familie og venner og ikke kun tre nære pårørende som de midlertidige besøgsrestriktioner tilsagde.

Andreas Boesen (S), fungerende borgmester


Det forventes, at beboerne er færdigvaccinerede omkring 1. marts.

Annonce

Forsamlingsforbud gælder stadig

Fjernelse af besøgsrestriktionerne betyder, at der nu ikke er begrænsninger på hvor mange forskellige personer, der må komme på besøg i beboerens bolig.

Dog skal forsamlingsforbuddet på fem personer stadig overholdes, ligesom besøgene skal  foregå efter anbefalingerne om afstand, god håndhygiejne og brug af mundbind eller visirer.

At byens ældre endelig kan se frem til flere besøg, glæder fungerende borgmester Andreas Boesen (S).

- Det er utrolig dejligt, at vores beboere på plejehjemmene igen må få besøg af familie og venner og ikke kun tre nære pårørende, som de midlertidige besøgsrestriktioner tilsagde. Og forhåbentlig er det blot første skridt på vejen mod mere normale tilstande i samfundet, siger Andreas Boesen, der samtidig understreger, at smittetallene i Horsens Kommune fortsat ligger højt.

- Det er vigtigt, at vi i fællesskab arbejder for at bringe tallene ned, og det kan gøres ved, at endnu flere bliver testet, og at vi bliver testet oftere.

Annonce

Flere teststeder

Der er netop åbnet to nye teststeder i Horsens.

Ud over testcentret på Langmarksvej, hvor man kan blive PCR-testet mod tidsbestilling, er der åbnet et midlertidigt testcenter med PCR-test i ungdomsskolens lokaler bag Føtex på Bankagervej.

Her kan man blive testet uden tidsbestilling på hverdage mellem kl. 9 og 16.

I mandags åbnede et hurtigtest-center på Sandøvej 16 i Horsens, hvor Falck hver dag mellem kl. 8 og 20 laver lyntest via en vatpind i næsen, og hvor man i løbet af et kvarter får svar på, om man er smittet med covid-19.

Heller ikke her er der tidsbestilling.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce