Annonce
Hedensted

Besøgsrekord på Ferguson-dage: Statsminister trak folk til

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fik lejlighed til at prøve en Ferguson 35'er benzin (guldfugl). Den opgave klarede han fint. Foto: Michael Svenningsen
Med dobbelt så mange besøgende som sidste år var Ferguson-dagene en stor succes. Lars Løkke Rasmussen viste sig at være et godt trækplaster.

Stourup: "Den lille grå" er for længst blevet overhalet af maskiner med mange flere hestekræfter. Men den fascinerer stadig både gamle og unge, og ved weekendens Ferguson-dage i Stourup fik statsminister Lars Løkke Rasmussen også lejlighed til at prøve, om den gamle traktor kan måle sig med en ministerbil.

Statsmininisteren holdt i år åbningstalen, og det var ifølge museumsejer Henrik Nielsen årsagen til, at dobbelt så mange gæster som sidste år lagde vejen forbi museet.

- Der kom omkring 2000 i alt i år. 1400-1500 om lørdagen, da statsministeren var her, og 500 om søndagen. Det tal har vi ikke været oppe på, siden Søren Ryge var her i 2006, sagde en glad Henrik Nielsen

Der var besøgsrekord ved årets Fergusondage, da statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt åbningstale. Her undrede han sig blandt andet over, at de røde (traktorer) på et tidspunkt blev populære. Foto: Michael Svenningsen

Ny ministerbil?

Lars Løkke Rasmussen ankom i ministerbil, men fik undervejs lejlighed til at prøve sine evner på en traktor. Og at dømme efter debuten, så det ud til, at det var lidt nemmere end at styre regeringens parlamentariske grundlag... Helt uvant er statsministeren nu heller ikke med landbrugsredskaber, fremgik det af hans tale.

- Som formand for Venstre er jeg vant til at møde mennesker, der godt kan lide traktorer. En af dem står her ved siden af mig af idag, sagde Lars Løkke Rasmussen med henvisning til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der også var med ved åbningen.

Maskiner og venner

Selvom nogle af de besøgende ved Ferguson-dagene kom for at se statsministeren, var der også dem, som syntes, at maskinerne var mere spændende. Heriblandt Torben Carlsen, der var med til Ferguson-træffet for anden gang.

- Jeg er vokset op på landet og har selv købt mig en lille Massey Ferguson. Jeg hygger mig med at gå og pille ved den, og hver torsdag mødes jeg med en flok med samme interesse. Flere af os er her i dag for at se på maskiner - og for at nyde det sociale samvær, sagde Torben Carlsen.

Statsministeren var ikke den eneste, der syntes, det var sjovt at sidde bag rattet på en af de gamle maskiner. Foto: Michael Svenningsen

Populært i udlandet

Ifølge museumsejer Henrik Nielsen er der også begyndt at komme mange udlændinge til de årlige Fergusondage, også blandt de 150 hjælpere, hvor ca. 30 er fra udlandet.

- Museet er mere kendt i udlandet end i Danmark, fordi det er helt specielt, at man må røre ved maskinerne, og at de kører. Det er et levende museum, og dem er der ikke så mange af, siger Henrik Nielsen.

De gamle traktorer kan endnu - og det beviste de ved Fergusondagene i weekenden. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Odder

Digt, drama og dokumentar på Egmont Højskolen: Kunst kan lære unge at blive hørt

Annonce