Annonce
Kultur

Benny før Horsens-premiere: Kim Larsens død har betydet en del for mig

Gustav Volter boltrer sig som Benny i seneste musical-udgave af "Midt Om Natten". Fredag aften er der Horsens-premiere i Forum Horsens, hvor opsætningen også spiller lørdag og søndag. Arkivfoto: Annett Bruhn
Den nyeste opsætning af "Midt Om Natten" rammer Horsens i weekenden. Gustav Wolter spiller Kim Larsens legendariske hovedrolle med ekstra respekt efter nationalskjaldens bortgang.

Horsens: Da det nationale film-klenodie "Midt Om Natten" blev sat op som musical for første gang i 2018, levede Kim Larsen stadig.

Det gør han ikke længere. Og nationalskjaldens død i september 2018 sætter sit præg på den nye opsætning, som man i den kommende weekend kan opleve i Forum Horsens.

Det fortæller skuespiller Gustav Wolter, der spiller Larsens rolle som Benny. Samme rolle, som han bar i den første opsætning for to år siden.

- Det har betydet en del for mig, at Kim ikke er her længere. Det har givet et andet blik på opgaven - ikke at det decideret har provokeret min arbejdsproces, men jeg har helt klart angrebet rollen anderledes denne gang, siger Gustav Wolter, hvis stemmebånd er ansvarlige for mange af sangene i musicalen anno 2020.

Annonce

- Mange er vokset op med filmen og har deres eget billede af den. Det er umuligt at ramme plet hos alle, og der vil altid være nogle, der siger, "hvad bilder I jer ind at lave en musical ud af det her?"

Gustav Wolter

Større respekt

- Jeg har på en måde haft en større respekt for kataloget. Det er noget andet, når man spiller musik lavet af en nulevende person, for så føler jeg ikke, at jeg "stjæler" noget. Personen lever og kan komme med sin mening om det, jeg gør. Nu er Kim her ikke længere, og derfor har jeg haft en anden respekt for det, hans musik kan, og hvordan jeg skal gribe det an, forklarer skuespilleren, som bevidst ikke forsøger at imitere legendariske Larsen.

- Jeg er meget mere popsanger end Kim, så jeg har valgt at spille rollen helt anderledes, end han ville gøre, og jeg kunne aldrig drømme om at forsøge at kopiere ham. På den måde har det været en interessant rejse at gå ned i hans materiale og lave min egen version, siger Gustav Wolter før Horsens-premieren.

En helt ny forestilling

Med på rollelisten over filmens kendte karakterer er også navne som Troels Malling (Arnold), Allan Mortensen (Tusindfryd), Jimmy Jørgensen (Charles/bandeleder) samt musical-stortalentet Lea Thiim Harder som Susan Himmelblå.

I modsætning til den første musical læner de medvirkende sig i ny-opsætningen langt mere op ad historie-forløbet, som det ruller i den berømte biograf-basker fra 1984, forklarer Gustav Wolter. Det er han glad for.

Der var nogle nogle tvist på fortællingen i første version af musicalen, som gjorde den sværere at forløse, mener han.

- Selv om det er en re-premiere, er det sgu' en helt ny forestilling. Personligt synes jeg, den er mere sammenhængende og sjovere at spille. Og så er det en vanvittig musikoplevelse med sangene fra "Midt Om Natten", men også fra Kims katalog i øvrigt. Iøvrigt er mine kammerater på scenen også fantastisk stærke... pissegode faktisk.

Ingen nævnt, ingen glemt?

- Helt alvorligt, der er ingen svage led, siger han med et grin.

Midt Om Natten

"Midt Om Natten"-musicialen er på danmarks-turné og spiller i Forum Horsens fredag kl. 20, lørdag kl. 16 og kl. 20 samt søndag kl. 15.

Den ny opsætning er produceret i et samarbejde mellem Tivoli, Langkjær Entertainment og Live Nation.

Musicalen er skrevet og instrueret af Heinrich Christensen på basis af filmens originale manuskript.

Medvirkende: Gustav Wolter, Troels Malling, Allan Mortensen, Jimmy Jørgensen og Lea Thiim Harder med flere.

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inklusive pause.

Filmen "Midt Om Natten" havde premiere i 1984 og er den 7. mest sete nogensinde i danske biografer. Handlingen udspiller sig i København, hvor vennerne Benny og Arnold lever af måneskinsarbejde og kommer i kontakt med BZ-miljøet. De skaber kollektivet "Haveje", der befolkes af skæve eksistenser, og i filmen udspiller sig en handling om venskab, kærlighed og det omgivende "normal-samfunds" syn på "Havejes" beboere.

Filmen blev instrueret af Erik Balling, som skrev manuskriptet sammen med Henning Bahs og Kim Larsen.

Et stykke kulturhistorie

At det er dansk kulturhistorie, castet lægger arm med i Heinrich Christensens modellering af Larsen, Bahs og Ballings oprindelige manuskript, ser Gustav Wolter også mere som en mulighed end en begrænsning.

- Udgangspunktet er en film, og oplevelsen vil altid være anderledes, når man tager den op på de skrå brædder. Jeg har hele tiden set på det at arbejde med en kulturskat som "Midt Om Natten" som lidt af et frit fald; altså vi kan kun gøre vores bedste og så håbe, at vi lander godt og ikke tager noget fra folk. Indtil videre har det ikke virket sådan. Folk har været meget begejstrede.

- Mange er vokset op med filmen og har deres eget billede af den. Det er umuligt at ramme plet hos alle, og der vil altid være nogle, der siger, "hvad bilder I jer ind at lave en musical ud af det her?" Men så er der også andre, der siger "hold kæft, hvor har I gjort det med respekt for materialet. Det minder mig om alle de gange, jeg har set filmen og hørt sangene, og det var fantastisk". Det er en habitus-ting, siger Wolter, som glæder sig til at forløse Benny for publikum i Horsens.

Lidt af en type

- Han er jo lidt af en type, ik'. En sjov karakter at arbejde med, fordi han på en måde er en ekstrem udgave af nogle facetter, der ligger i os alle. Ham skeptikeren, der ikke rigtig tror på tingene, og hvis der så er nogle, der går over stregen og pisser ham af, tager han nogle vildt dårlige beslutninger; ræser ud og kidnapper en folketingsmand, fordi han har truet Benny og alle hans venner. Det er vildt interessant at få lov til at udleve ham på scenen - at være ham, der gør tingene, fordi han tænker dem, siger hovedrolle-indehaveren.

Det er Horsens & Friends, der henter "Midt Om Natten" til Horsens. Forestillingen spiller både fredag, lørdag og søndag i Forum Horsens.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Liveblog: Kirkeminister dropper at arbejde for åbne kirker i påsken

Annonce