Horsens: SF's Paw Amdisen vil på baggrund af artikler om Ankestyrelsen, der er i gang med at undersøge, om der er grundlag for at rejse en tilsynssag mod Horsens Kommune, have en orientering om sagen i byrådet.
Henvendelsen fra Ankestyrelsen kommer efter en anonym underretter og en ekstern leverandør har henvendt sig til styrelsen og fortalt om sagsbehandling på børne- og familieområdet, der peger på svigt af borgere og sætter spørgsmålstegn ved lovligheden. En sagsbehandling som ifølge de to underrettere forklares med krav om besparelser på området efter en overskridelse på 25 millioner kroner.
Vækker bekymring
Oplysningerne i artiklerne vækker bekymring, lyder det i en pressemeddelelse fra byrådsmedlem Paw Amdisen.
Paw AmdisenJeg må dog sige, at det er alvorligt, hvis der er blevet handlet imod lovgivningen for at imødekomme budgetoverskridelsen.
- Det er første gang, jeg hører om disse henvendelser, og jeg har derfor bedt om, at byrådet får en nærmere orientering om sagens sammenhæng, og jeg vil selvfølgelig afvente denne orientering, før jeg siger noget alt for skråsikkert. Jeg må dog sige, at det er alvorligt, hvis der er blevet handlet imod lovgivningen for at imødekomme budgetoverskridelsen. Og når man læser fremstillingen af henvendelserne i avisen, kan man godt blive noget bekymret for, om dette skulle være tilfældet.
Politikere skal orienteres
Han forklarer, at byrådet har et princip om, at budgetoverskridelser som udgangspunkt håndteres inden for det pågældende område.
- Men det er også min forventning, at vi som politisk niveau bliver orienteret, hvis en budgetoverskridelse ikke kan håndteres inden for området uden at gå på grundlæggende kompromis med kvaliteten, men især da hvis man bedømmer, at besparelser ikke kan hentes uden at udfordre lovgivningen på området. I så fald ville vi på det politiske niveau kunne forholde os til, om der skulle tilføres økonomi til området eller prioriteres anderledes på området eller i kommunen generelt i en budgetforhandlingssituation, oplyser SF's byrådsmedlem.